Oprindelig sagsfremstilling fra BY 27. april 2017 pkt. 79
Jeppe Ugilt anmoder på vegne af Venstre om, at følgende punkt optages på byrådets dagsorden:
"Byggegrund til Friplejehjem i Nørager.
Baggrund:
En lokal arbejdsgruppe har siden januar arbejdet med forskellige muligheder for etablering af et friplejehjem i Nørager. Arbejdet er nu så langt fremme, at en realisering er yderst sandsynlig såfremt følgende tre ting falder på plads.
- En egnet grund kan anvises og erhverves til en fornuftig pris.
- At projektet får andel i ministeriets kvote i 2018.
- Medfinansiering via kreditforening (anses som meget sandsynligt)
Baggrunden for denne byrådsbehandling er alene ønsket om at give mulighed for at etablere friplejehjemmet på grunden ved den gamle administrationsbygning og parkeringsplads – se vedlagte kort.
En etablering af et splinternyt moderne friplejehjem i Nørager vil være en kæmpe gevinst for Nørager og hele Rebild Kommune, og med en placering som beskrevet ovenfor vil det yderligere fortsætte den gode udvikling, der sker omkring Jernbanegade, hvor der for nyligt er etableret sundhedshus og i øjeblikket rejses ny administrationsbygning.
Med den nye lovgivning fra 2015 om friplejehjem, som alle folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten står bag, er der basis for at der kan skabes et godt og velfungerende friplejeplejehem til glæde og gavn for såvel beboere, personale og borgere i hele Rebild Kommune – uden økonomisk risiko for kommunens økonomi.
Jeppe Ugilt (Venstre) anmoder på baggrund af ovenstående til at byrådet træffer følgende beslutning:
- At forvaltningen påbegynder det nødvendige planarbejde der muliggør etablering af et friplejehjem på det skitserede areal på vedlagte kortbilag. Dette gøres i dialog med arbejdsgruppen
- At ØK sideløbende igangsætter fastsættelse af salgsprocedure"
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Byrådet drøfter sagen.
Byrådet, 27. april 2017, pkt. 79:
Jeppe Ugilt foreslog følgende vedtagelse:
At byrådet udtrykker en positiv indstilling over for projektet om et friplejehjem i Nørager og ønsker at igangsætte det nødvendige arbejde for at imødekomme projektet. I første omgang besluttes følgende:
• Inden næste byrådsmøde udarbejder forvaltningen et notat om mulige afledte opgaver for Rebild Kommune, herunder opmærksomhedspunkter i det fremadrettede arbejde.
• På førstkommende TMU-møde fremlægger forvaltningen en tidsplan for planarbejdet, der muliggør en endelig godkendt lokalplan senest 1. februar 2018.
For stemte 15 (Venstre, Rebildlisten, Radikale Venstre, Konservative, Oplandslisten, Dansk Folkeparti)
Imod stemte 8, (Socialdemokraterne, Enhedslisten, Den Sociale Fællesliste, Socialistisk Folkeparti)
Vedtaget.
Morten Lem og Jens Laurits Pedersen deltog ikke i behandlingen af sagen.
Supplerende sagsfremstilling
På baggrund af Byrådets beslutning 27. april 2017 præsenteres Økonomiudvalget hermed for notat med økonomiske beregninger og afledte opmærksomhedspunkter, samt tidsplan for planarbejdet ved etablering af et friplejehjem i Nørager.
Både notat og tidsplan kan ses af de vedlagte bilag.
Sammenfatning af notat om etablering af friplejehjem i Nørager
Jævnfør revideret lovgivning på området, som trådte i kraft den 1. juli 2015, skal der så vidt muligt aftales en takst for friplejehjemmets boliger mellem kommune og friplejehjem. Taksten tager som udgangspunkt afsæt i den gennemsnitlige kommunale takst inkl. overhead. Beregningerne viser, at der vil være en samlet merudgift på ca. 45.000 kr. pr. friplejehjemsbolig pr. år. En friplejehjemsbolig vil i alt koste ca. 430.000 kr. pr. bolig årligt.
Hvis der bygges et friplejehjem i Nørager med eksempelvis 35 plejeboliger, vil det betyde, at antallet af plejeboliger i Rebild Kommune vil stige med tilsvarende. Dette betyder, at det antal plejeboliger der etableres udover kommunens nuværende kapacitet vil forøge tomgangshuslejen.
Udover tomgangshuslejen og overhead skal der desuden tages højde for udgifter til sygepleje og regionale sundhedsudgifter. Ifølge Sundhedsloven § 138 er opholdskommunen forpligtet til at afholde udgifter til hjemmesygeplejeydelser, genoptræning og kommunal medfinansiering af regionale sundhedsydelser.
De økonomiske konsekvenser vil ramme forskelligt alt efter som plejeboligerne fyldes op af beboere fra Rebild kommune eller fra andre kommuner. På nuværende tidspunkt vurderes det, at den kommunale udgift vil blive mellem ca. 1,3 mio. kr. og 4,1 mio. kr. årligt til et friplejehjem i Nørager, såfremt den nuværende boligkapacitet fastholdes fordelt på ti ældrecentre.
Skal Rebild Kommunes potentielle merudgifter reduceres, vil det være nødvendigt at reducere den nuværende kommunale kapacitet på plejeboliger. Dette kan ske ved at træffe beslutning om at nedlægge et antal plejeboliger i Rebild Kommune, der som udgangspunkt skal være det samme antal som der nyetableres. Såfremt et eller flere ældre skal nedlægges, vil det medføre omkostninger for Rebild Kommune bl.a. i forbindelse med evt. udleje eller nedrivning, samt ved indfrielse af en eventuel gæld.
Se det samlede notat i bilag.
Tidsplan og bemærkninger om parkering
Udvalget for Teknik og Miljø blev den 10. maj præsenteret for en tidsplan for planarbejdet for friplejehjem i Nørager. Se tidsplanen i bilag.
Den foreslåede placering af friplejehjemmet er hvor den nuværende administrationsbygning med tilhørende parkeringsplads ligger. I forbindelse med opførelse af den nye administrationsbygning er det forudsat, at de nuværende parkeringspladser fortsat benyttes til administrationens personale.
Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at sige noget om placering af friplejehjemmet på grunden, og derfor også vanskeligt at sige noget om parkeringsforhold.
Der skal indrettes en parkeringsplads pr. 37,5 m2 bebyggelse både for administrationens samt friplejehjemmet.
Det er ikke umiddelbart en mulighed at etablere nye parkeringspladser i nærheden. Øst for den nye administrationsbygning er der blevet indrettet et sundhedshus med tilknyttede parkeringspladser, her vurderes der ikke at være overskud af pladser. Nord for er der grønne arealer samt bebyggelse, syd for er der store grønne arealer og mod vest slutter de nuværende parkeringspladser ved den eksisterede bebyggelse.