Den 16. februar 2016 havde Bostøtten Solgården anmeldt tilsynsbesøg af Socialtilsyn Nord. Formålet med tilsynet er at give en bedømmelse og vurdering af om tilbuddet fortsat har den fornødne kvalitet og samlet set opfylder betingelserne for godkendelse jf. §§6 og 12-18 i Lov om socialtilsyn.
Den 18. marts 2016 blev der på baggrund af tilsynsbesøget varslet 2 påbud, som blev frafaldet efter høringsperioden, da det blev vurderet, at de varslede påbud beroede på faktuelt forkerte oplysninger.
Den 25. april modtog Center Familie og Handicap den endelige tilsynsrapport, der er vedlagt sagen.
Hovedkonklusioner på tilsynet
Tilsynsrapporten for Bostøtten Solgården er positiv og det vurderes, at der er fulgt op på alle tre bortfaldne vilkår fra seneste regodkendelse.
Det er Socialtilsynets vurdering, at "tilbuddet er et veldrevet tilbud med en velfungerende organisation og en kompetent ledelse...Bostøtten Solgården er velfungerende og danner en god ramme omkring et fagligt og udviklende arbejde med målgruppen. Tilbuddet benytter sig af velbeskrevne og anerkendte tilgange og metoder. Der er relevant fokus på, at arbejde udviklende med borgernes selvstændighed, relationer og sociale kompetencer samt i mindre grad fokus på, at borgerne fremadrettet skal inkluderes mere i samfundet udenfor tilbuddets rammer. Leder og medarbejdere besidder lang erfaring og kompetencer for at arbejde kvalificeret med målgruppen. Man har i tilbuddet forpligtet sig i gode samarbejdsrelationer med blandt andet distriktspsykiatri, læger, Center for Sundhed og idrætsaktiviteter i tværkommunalt tilbud. Der er samlet set et rigtigt godt fokus på borgernes mentale og fysiske sundhed."
Varslede påbud
Den 18. marts 2016 varslede Socialtilsyn Nord to påbud som omhandlede 1) sikring af at de almene boliger anvendes i overensstemmelse med det formål, til hvilket de er opført, og 2) sikring af at der tages højde for den aktuelle anvendelse af de almene boliger i beboernes egenbetaling.
Efter høringsperioden bortfaldt socialtilsynet påbuddene på baggrund af Center Familie og Handicap's fremsendte redegørelser. Påbuddene bortfaldt, da socialtilsynet på baggrund af Center Familie og Handicap's høringssvar vurderede, at påbud 1 var varslet på baggrund af "faktuelt forkerte oplysninger" og at redegørelsen for påbud 2 viste, at "beboernes egenbetaling kun udgør betaling af egen lejlighed..." Høringssvar og bortfald af påbud er vedlagt i bilag til sagen.
Påbuddene fremgår dog stadig af tilsynsrapporten og på Tilbudsportalen, da de forhold, der har udløst varslingen af påbuddene fremgår af selve tilsynsrapporten. I rapporten fremgår det, at påbuddene er blevet efterlevet i høringsperioden til trods for at påbuddene bortfaldt. Dette er normal procedure for Socialtilsyn Nord, og påbuddene fjernes først endeligt fra den samlede vurdering i tilsynsrapporten efter det efterfølgende tilsynsbesøg.