Sagsfremstilling
Kommunen skal udarbejde indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse for områder udpeget af Naturstyrelsen som indsatsområder, hvor der er behov for at foretage indsatser med henblik på sikring af den nuværende og fremtidige drikkevandsinteresse.
Forvaltningen har udarbejdet et nyt udkast til:
- "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Guldbæk og Øster Hornum - En plan for beskyttelse af drikkevandet" (bilag 1) med tilhørende afgørelse i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (bilag 2)
- "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Mejlby, Ravnkilde og Rørbæk - En plan for beskyttelse af drikkevandet" (bilag 3) med tilhørende afgørelse i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (bilag 4)
De to udkast til indsatsplaner bliver tilgængelige som digitale planer via kommunens hjemmeside, når de sendes i høring, det kan derfor være nødvendigt at lave nogle layoutmæssige ændringer, samt tilføje nogle kortfunktioner.
De to indsatsplaner indeholder blandt andet:
- Handlingsplaner til hvert vandværks indvindingsopland - med beskrivelse af de indsatser vandværkerne og kommunen skal stå for, samt anbefalinger til Regionen.
- Retningslinjer for Rebild Kommunes sagsbehandling - retningslinjerne vil, da kommunen har pligt til at følge indsatsplanerne, skulle følges når kommunen træffer afgørelser (fx. giver tilladelser) i sager, der er retningslinjer for.
Når indsatsplanerne er vedtaget, er kommunen bundet af planerne. Ønsker kommunen efterfølgende større afvigelser fra indsatsplanerne, skal kommunalbestyrelsen udarbejde nye planer.
Indsatsplanerne binder ikke i sig selv vandforsyningsselskaber, borgere og virksomheder i kommunen.
Handlingsplanerne er udarbejdet med baggrund i det administrationsgrundlag, der blev vedtaget af byrådet den 27. august 2015 (punkt 137). De vandværker som planerne omfatter er endvidere blevet hørt i forbindelse med udarbejdelsen, og handleplanerne er blevet rettet til i forhold til deres bemærkninger. De to udkast indeholder ikke indsatser, der indebærer konkrete dyrkningsdeklarationer.
I bilag 5 er et overblik over de væsentligste ændringer, forvaltningen har foretaget i forhold til de tidligere udgaver af indsatsplanerne og administrationsgrundlaget vedtaget af byrådet den 27. august 2015 (punkt 137).
Særligt for råstofindvinding:
I indsatsplanerne er der en retningslinje, i forhold til Rebild Kommunes udtalelser i forbindelse med råstofsager, der lyder:
"Rebild Kommune vil så vidt mulig arbejde for at beskytte grundvandsressourcen mod forurening under indvinding, efterbehandling samt ved fremtidig arealanvendelse, under hensyntagen til grundvandets sårbarhed over for gødningsstoffer og pesticider, i forbindelse med inddragelse i Regionens udarbejdelse af råstoftilladelser."
Retningslinjen i indsatsplanerne er i tråd med retningslinjen under afsnit 5.5.1 i Kommuneplan 2013 - 2025.
TMU behandlede på møde den 26. februar 2015 Regionens "Ideer og forslag til Råstofplan 2016" Her besluttede et flertal at udtage følgende bemærkning fra forslaget:
"Rebild Kommune ønsker at tilføje en retningslinje vedrørende efterbehandling inden for vandværkernes indvindingsoplande og indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Det ønskes, at der inden for de nævnte områder som udgangspunkt bør etableres naturområder og sættes krav om forbud mod anvendelse af pesticider, sprøjtemidler og gødning."
Der er således ikke fuld overensstemmelse mellem retningslinjen om råstoffer i indsatsplanerne og den politiske udmelding i forbindelse med høringen af "Ideer og forslag til Råstofplan 2016". Forvaltningen gør dog opmærksom på, at indsatsplanerne kun gælder inden for indsatsområder og dermed kun for den del af området med særlige drikkevandsinteresser og vandværkernes indvindingsoplande, der af Naturstyrelsen er udpeget som sårbare.
Udkast til indsatsplaner samt afgørelser i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer, med tilhørende screening har været forelagt koordinationsforum. Koordinationsforum består blandt andet af repræsentanter for vandværker, landbrugsorganisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Regionen og Naturstyrelsen. På baggrund heraf er der foretaget enkelte faktuelle og læsemæssige ændringer. Koordinationsforum kom ikke med indsigelse mod planerne. De havde forskellige synspunkter på planerne blandt andet, bemærkede en repræsentant fra landbrugsorganisationerne at der er god balance mellem indsatsen i planen og beskyttelsen, og Danmarks Naturfredningsforening udtrykte bekymring for, at de små vandværkernes på sigt ikke kan løfte opgaven med grundvandsbeskyttelse.
Særligt for "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Mejlby, Ravnkilde og Rørbæk - En plan for beskyttelse af drikkevandet"
Udkastet er en efterfølger til "Indsatsplan for OSD 1437 Nørager, der blev ophævet på byrådsmødet den 8. oktober 2015 (punkt nr. 177).
Nogle af de væsentligste ændringer er at handlingsplanerne til Ravnkilde og Rørbæk vandværkernes indvindingsoplande er opdateret i forhold til de indsatser, de allerede har udført som følge af den tidligere indsatsplan.
Vandværkernes bemærkninger, om at de ikke har økonomi til at gennemføre indsatserne, var afgørende for at anvende "særtilfældet for små vandværker" i administrationsgrundlaget. De intensive indsatser omhandlende ændring af arealanvendelsen indgår derfor ikke længere i handlingsplanerne.
Særligt for "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Guldbæk og Øster Hornum - En plan for beskyttelse af drikkevandet"
Udkastet er en tilretning af det tidligere udkast til "Indsatsplan for en del af OSD Aalborg SV" også benævnt "Indsatsplan for OSD Aalborg SV". Den var i høring i 2013, og der blev dengang udarbejdet en Hvidbog med de indkomne høringssvar (se bilag 6). Hvidbog og "Indsatsplan for OSD Aalborg SV" blev forelagt for TMU 12. november 2013. Denne plan blev aldrig endelig vedtaget på grund af indsigelser fra Aalborg Kommune. Det var i forbindelse med den mægling Regionen forestod mellem Aalborg Kommune og Rebild Kommune ikke muligt at opnå enighed (referatet fremgik af dagsordenspunkt fremlagt på byrådet den 27. november 2014). Det videre forløb kommer til at afhænge af, om Aalborg Kommune gør indsigelser, når indsatsplanen kommer i høring igen.
Der er ikke lavet handlingsplaner for de fem indvindingsoplande, der tilhører vandværker beliggende i Aalborg Kommune. Det betyder at for den del af indsatsområdet, der ligger udenfor Guldbæk og Øster Hornum Vandværkers indvindingsoplande, bliver det derfor kun retningslinjerne for Rebild Kommunes planlægning og sagsbehandling samt målsætningerne for indsatsområderne, der kommer til at gælde. I forhold til den politiske beslutning der blev truffet den 27. november 2014, kan det dog diskuteres, om forvaltningen også burde forholde sig specifikt til disse vandværkers indvindingsoplande og udarbejde handlingsplaner for dem på lige fod med vandværkerne beliggende i Rebild kommune.
Samlet vurdering
- De fremlagte indsatsplaner er udarbejdet i samarbejde med de små vandværker. De mindre vandværker har begrænsede ressourcer og indsatsplanernes ambitionsniveau for beskyttelse afspejler de små vandværkers muligheder og interesser. I forhold til indsatserne i planerne har Kommunen mulighed for at indgå aftaler med lodsejere om at ændre arealanvendelsen. Hvis der er et vandværk, der har fordel af en sådan aftale, kan kommunen sende regningen videre til vandværket.
- Forvaltningen vurderer, at det er relevant at bibeholde retningslinjen i forhold til råstofsager i indsatsplanen, da det er vigtigt for beskyttelse af den fremtidige grundvandsressource at kunne beskytte indsatsområder mod belastning fra pesticider og nitrat m.m.
- Forvaltningen er opmærksom på, at de små vandværker på længere sigt, kan have en stor udfordring med at løfte de nødvendige indsatser i forhold til grundvandsbeskyttelse.
De to indsatsplaner kan nu sendes i høring i 12 uger.