Sagsfremstilling
Den nye placering er væsentlig tættere på det eksisterende varmeværk. Den gamle placering ved Håndværkervej kræver ca. 600 m længere ledning. De 600 m ekstra ledning koster ca. 1,08 mio kr i anlæggelse. Hertil vil der være et øget varmetab på ca. 45 MW/år svarende til ca. 17.100 kr/år eller 342.000 kr over 20 år. I projektforslaget for den gamle placering blev dengang budgetteret med anlægsudgifter på i alt ca. 12,1 mio kr.
Projektet består af 23 rækker á 16 stk. solfangerpaneler. Panelerne dækker et arealet på ca. 1,5 ha. Herudover skal der være en mindre teknikbygning på max 8 m højde og en 1.000 m3 akkumuleringstank på ca. 18 m højde.
Omkring anlægget plantes et 5 m bredt beplantningsbælte, som bliver 3 m højt, mod nord dog 5 m højt.
Den nye placering ligger i et område med grundvandsinteresser. Der vil blive stillet visse krav til anlægget med henblik på sikring af grundvandet.
Den største udfordring ved det nye område er formentlig den visuelle indvirkning på omgivelserne.
Arealet ligger bl.a. indenfor skovbyggelinjen fra Sønderskov syd for arealet. Formålet med skovbyggelinjen er at sikre det frie udsyn til skoven og skovbrynet og for at bevare skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyreliv. Det vurderes, at projektet vil have en indvirkning på opfattelsen af og indkigget til skovbrynet.
Set fra de omkringliggende boliger vil selve panelerne i det store hele blive skjult af læbæltet, når det engang er vokset op. Akkumuleringstanken vil grundet dens højde være delvis synlig. Dog mindskes den visuelle indvirkning ved at placere den ved siden af tankene ved Hedegaard, som har omtrent samme højde. Det nye beplantningsbælte vil dog ændre indkigget til skovbrynet set fra boligerne mod nord. Arealet bliver i dag brugt til juletræer.
Anlægget kan også få indvirkning på større afstande. Fx kan arealet og skovbrynet opleves fra området omkring Bælum Mølle. Her vil solpanelerne være delvis synlige.
Der er lavet visualiseringer af den nye placering set fra nærområdet og fra Bælum Mølle. Visualiseringerne kan sammenholdes med fotos af de eksisterende forhold. Anlæggets omtrentlige placering er vist med rød farve på billederne.
Arealet ligger op ad områder, som på sigt kan komme i spil ved udvidelse af Bælum. I bygennemgangen af Bælum er arealet peget på som et område, der på sigt kan inddrages til boliger. Hvorvidt behovet opstår, og hvad tidshorisonten vil være, er uvist. Bygennemgangen kan for øjeblikket ses på hjemmesiden for forslag til Kommuneplan 2017 http://rebild.viewer.dkplan.niras.dk/plan/21#/3036.