Der opleves stigende efterspørgsel på demensplejeboliger og ventelisten til demensboliger er stigende. Aktuelt er der 11 borgere på venteliste til en demensbolig.
Demensboliger adskiller sig fra somatiske boliger på flere punkter.
|
Demensbolig
|
Somatisk bolig samt aflastnings- /afklaringsbolig
|
Fysiske rammer
|
Skærmede og overskuelige omgivelser.
Der er demensring (1) om bygningen.
Indretning imødekommer dementes behov for rolige omgivelser – afstemt i både farver, møbelvalg mm
|
Åbne omgivelser.
|
Medarbejdernes kompetencer
|
Neuropædagogiske kompetencer
|
Alment uddannede
|
Budgettildeling
|
Flere ressourcer pr. bolig– specielt det specialiserede tilbud Ådalscentret
|
Almindeligt budget pr. bolig
|
Fra den dementes perspektiv
|
Det kan medvirke til en følelse af frihed på trods af de skærmede rammer, da der er mulighed for fri bevægelighed, uden hele tiden at blive konfronteret med begrænsninger.
Mulighed for ro, at lukke ned for kaos og uden forstyrrelser.
|
Mere liv, mere uro, flere forstyrrelser. Det kan være svært for medbeboere at forstå dementes adfærd og dermed kan det for nogle ikke-demente være svært at rumme demente og omvendt.
|
(1) En demensring er et alarmeringssystem, der er gravet ned rundt om huset. Det betyder, at det vil alarmere, når borger krydser ringen samt give besked om, hvor borger har krydset.
Ansøgninger til plejebolig fra en borger med demens, vurderes i samarbejde mellem borgervisitation, demensteam, demens/hjerneskadekoordinator og andre relevante samarbejdspartnere. Som udgangspunkt er det forvaltningens vurdering og praksis, at det er sundhedsmæssigt bedst forsvarligt, at borgere med demens tilbydes en demensplejebolig. Alligevel forekommer det, at de bliver tilbudt en somatisk bolig. Dette er en konsekvens af konstant ventelistepres på demensboliger. Primo juli 2020 er der 11 borgere på venteliste til demensbolig. Disse borgere kan ikke bo i en somatisk bolig. Af de 11 borgere opholder 5 borgere sig i aflastningsbolig, hvor de fleste har opholdt sig i lang tid grundet manglende demensboliger. 1 borger opholder sig på sygehus og har været færdigmeldt i 1,5 uge. 1 borger opholder sig på akut- og rehabiliteringstilbuddet. Sidstnævnte 2 borgere pga. manglende aflastningsboliger. De øvrige borgere opholder sig i eget hjem med hjælp fra hjemmeplejen. Omfanget af hjemmeplejens indsats stiger med ventetid på demensbolig.
Den manglende kapacitet på demensboliger betyder overbelastning på aflastningstilbuddene og blokering for, at andre borgere kan tilbydes et ophold, samt unødige merudgifter til både sygehus, akut- og rehabiliteringstilbud og hjemmepleje/sygepleje. Det er en generel tendens, at når borger (og det er borgere med forskellige funktionsnedsættelser og diagnoser) har behov for aflastning, er det fordi borger dårligt kan passes i eget hjem. Det er omkostningstungt, når der skal installeres specielle hjælpemidler og ydes megen hjælp i hjemmet. Dermed får manglende aflastningsboliger også konsekvens for andre borgere i Rebild Kommune.
Én ting er økonomiske konsekvenser, en anden er personlige konsekvenser. En borger med demens, der ikke længere kan bo i eget hjem, har brug for ro, regelmæssighed og kompetente medarbejdere omkring sig. Jo flere skift en borger med demens udsættes for, jo større omkostninger har det for både den demente og de pårørende. Når først de pårørende beder om hjælp fra Rebild Kommune, er den demente borger ofte så langt henne i sit sygdomsforløb, at der er brug for 24 timers opsyn. Jo hurtigere, der bliver taget hånd om en borger med demens med det rette tilbud, jo hurtigere falder den demente til ro og opbygger rutiner, og jo større tryghed oplever de pårørende – det være sig rask ægtefælle som børn og andre, der er tæt på den demente.
Beskrivelse af mulighed for midlertidig udvidelse af eksisterende demensenhed på Bælum Ældrecenter
Det er forvaltningens vurdering, at der som en midlertidig løsning er behov for at udvide antallet af demensboliger samt en ekstra kapacitet til aflastning/afklaring udover den eksisterende plads på Ådalscentret. Der er behov for almindelige demensboliger, og ikke på det højeste specialniveau, som de nuværende boliger på Ådalscentret. Forvaltningen har undersøgt mulighederne for umiddelbart at kunne etablere flere boliger i kommunen. Det er vurderingen at dette umiddelbart kan lade sig gøre ved en udvidelse af den eksisterende demensenhed på Bælum Ældrecenter.
Bælum Ældrecenter har de, i ovenstående skema, beskrevne fysiske rammer og medarbejderkompetencer der fordres for bedst at kunne etablere en midlertidig udvidelse, uden væsentlige omkostninger ift både anlæg og drift. Ældrecentret har endvidere en løbende ledig kapacitet på de almindelige somatiske plejeboliger. Kommunens øvrige 9 ældrecentre har ikke i deres nuværende beskaffenhed mulighed for en midlertidig udvidelse, der kan aflaste den akutte problemstilling omkring pres på venteliste til demensbolig.
Bælum Ældrecenter har nuværende en demensenhed med plads til 7 borgere. I forlængelse af denne, og kun adskilt af en dør, er der en somatisk boenhed med 8 boliger. Denne boenhed kan omdannes til demensboliger med få ændringer, sådan at demensboligudbuddet øges fra 7 til 15 boliger.
I den eksisterende somatiske boenhed er der mulighed for at skabe de samme skærmede og rolige omgivelser som i den eksisterende demensenhed. Da demensenheden er placeret med direkte forbindelse til den eksisterende somatiske boenhed, er der god mulighed for at benytte personaleressourcerne på tværs af de to enheder. I den nuværende personalegruppe er der allerede medarbejdere med de rette kompetencer og engagement til at arbejde med borgere med demens. Det betyder, at ændringer kan etableres med kort varsel og uden større omkostninger på personaledelen. Med to demensafsnit så tæt på hinanden, vil det gøre det lettere at anvende personale på tværs af enhederne. I forhold til etablering af yderligere aflastnings- /afklaringspladser, vil personaleforbruget afhænge af de bevilgede borgeres funktionsniveau. Men da der er tale om afklaringsforløb, som kræver større faglig indsats, vil der forventeligt være behov for ansættelse af et ekstra personale i dagvagt og et ekstra personale i aftenvagt.
De 8 somatiske boliger er to-rums boliger og er egnede til at kunne bebos af et ægtepar i fald begge ægtefæller bliver ramt af demens. Udover de 8 permanente boliger i den somatiske boenhed, er der tre små boliger. De tre boliger er placeret i direkte forlængelse af den somatiske boenhed uden fysisk adskillelse. Disse 3 boliger er, grundet deres størrelse, egnet til aflastning. Ved at anvende de 3 boliger som aflastnings-/ afklaringsboliger til borgere med demens, kan vi tilbyde borgerne et mere sammenhængende forløb, idet de får mulighed for efterfølgende at flytte i permanent bolig i et og samme hus. I forhold til afklaringsophold, vil Rebild Kommune have bedre forudsætninger for at kunne målrette et fremtidigt tilbud svarende til borgers behov og vil kunne medføre en mere smidig flytning til en permanent bolig. Endelig vil det frigøre kommunens øvrige aflastningsboliger til somatiske borgere.
Status på nuværende udlejning på de 15 boliger på Bælum ÆC
Demensenheden er fuldt udlejet. I den somatiske boenhed bor aktuelt 6 beboere. Det er ikke afgørende, at disse borgere flytter, men har de ønske herom, kan de tilbydes at flytte bolig til tilsvarende bolig i anden boenhed på Bælum ÆC. Denne flytning kan iværksættes snarest, da der findes ledige boliger på Bælum ÆC. Hvis de pågældende borgere takker ja til den mulighed, kan Bælum ÆC tilbyde nyistandsat ’erstatningsbolig’ til dem alle.
Rebild Kommune betaler alle flytteomkostninger forbundet med flytningen herunder nyt indskud i lighed med tidligere praksis.