De kommunale tilsyn
Der aflægges ét årligt, uanmeldt tilsynsbesøg på hver af kommunens ældrecentre. Tilsynene bliver i Rebild Kommune udført af Revas Aps. Rebild Kommune har 10 ældrecenter og modtager årligt 10 tilsynsrapporter og én samlet årsrapport, der beskriver de generelle resultater fra tilsynsbesøgene i 2016.
Ved tilsynene vurderer Revas indsatsen og forholdene på ældrecentrene samt journalindholdet vedrørende den enkelte beboer og driften i almindelighed. Dette gøres for at følge op på, at beboerne får den hjælp, de er visiteret til efter gældende lovgivning og ud fra det kommunale serviceniveau, der er fastsat i kvalitetsstandarderne.
Udover den generelle fokusramme for de kommunale tilsyn blev der i 2016 efter ønske fra forvaltningen sat særligt fokus på:
- Den gode indflytning - herunder procedure vedrørende visitering af ydelser gældende beboere, der er flyttet ind efter d. 1. maj 2016, indflytningssamtale og eventuelt opfølgning.
- Hvordan sikres et godt og anerkendende samarbejde med de frivillige - herunder blandt andet forventningsafstemning og medarbejdernes forståelse af at se de frivillige som en ressource
Revas har udover de særlige fokusområder også dannet sig et indtryk af atmosfæren og fulgt op på anbefalingerne fra tidligere tilsyn samt lavet en generel vurdering af forholdene, indsatsen og metoderne.
Som en del af de uanmeldte tilsyn er der inddraget beboere, pårørende, medarbejdere og ledelse samt relevant materiale er blevet gennemgået med henblik på kvalitet og efterlevelse af dette.
Hovedkonklusionen for de uanmeldte tilsyn i 2016 beskriver:
- De fysiske rammer fremstår indbydende, pæne og hyggelige. Beboerne giver udtryk for tilfredshed med boligforholdene.
- Beboerne får den hjælp og støtte, de har brug for. Beboerne er generelt tilfredse med og trygge ved forholdene og fortæller, at medarbejderne er flinke og hjælpsomme. Der opleves en god atmosfære og en ordentlig og respektfuld kommunikation.
- Der er fokus på den rehabiliterende indsats, hvor beboerne har medbestemmelse.
- Beboerne har mulighed for at deltage i forskellige meningsfulde aktiviteter.
- Der opleves en stor grad af tilfredshed med den nye organisering blandt medarbejderne, som har et velfungerende samarbejde med ledelsen.
- Der er med den nye organisering blevet skabt et solidt ledelsesfelt med kompetente, retningsgivende og tydelige ledere.
- Der ses overvejende en god, systematisk og professionel dokumentation, der er retningsgivende og afspejler den faglige indsats. Der er enkelte steder, hvor kvaliteten af dokumentationen er varierende. Dette er drøftet med de relevante ledere, og der sættes fokus på at udvikle medarbejdernes kompetencer inden for dokumentation.
- Medarbejderne har god forståelse for at arbejde pædagogisk og forebyggende for at hindre brug af magtanvendelse. Medarbejderne er bekendte med reglerne for området og proceduren for indberetning.
- På alle ældrecentre afholdes der indflytningssamtaler, hvor de pårørende invitereres med, hvis beboeren ønsker det. Ved samtalen afklares og aftales, hvilke behov beboerne har, og hvad beboeren kan forvente.
- Der er et godt og anerkendende samarbejde med de frivillige. Ledere og medarbejdere ser de frivillige som en ressource i dagligdagen.
For nærmere detaljer henvises til rapporterne fra de enkelte ældrecentre samt årsrapporten, der er vedlagt som bilag på sagen.
Anbefalinger fra årsrapporten 2016
Revas har følgende anbefalinger til Rebild Kommune:
- At der fortsat prioriteres at ansætte social- og sundhedsassistenter ved alle nyansættelser for at højne fagligheden og imødekomme den stigende kompleksitet i forhold til beboernes helbredstilstand.
- De enkelte steder, hvor kvaliteten af dokumentationen har været varierende, er det drøftet med lederne, og der anbefales et fortsat fokus på at udvikle medarbejdernes kompetencer inden for dokumentation blandt andet omkring, hvad der noteres i sygeplejeindsatserne og i de daglige journalnotater samt i de få tilfælde, hvor der kan arbejdes med, at etikken i sproget afspejler den faglige indsats.
De enkelte tilsynsrapporter samt årsrapporten har været forlagt Ældrerådet til drøftelse d. 20. marts 2017.
Ældrerådet bemærker til årsrapporten, at de meget gerne ser, at der bliver ansat SOSU-assistenter, fordi disse medarbejdere højner kompetenceniveauet på ældrecentrene. Ældrerådet tilslutter sig også vigtigheden af indflyttersamtalerne, og at synlig ledelse overfor medarbejderne er vigtigt.
For nærmere detaljer henvises til ældrerådets kommentar, der er vedlagt som bilag på sagen.