Sagsfremstilling
Et kommende nyt boligområde i den sydlige del af Støvring har ikke tidligere været tilsluttet kloakforsyningen eller været medtaget i den gældende spildevandsplan. Der er nu udsendt et lokalplanforslag og derfor skal der også udsendes et tillæg til gældende spildevandsplan. Ved vurderingen af den påtænkte håndtering af regnvand og spildevand, har en række af forvaltningens forskellige fagteams og Rebild Vand og Spildevand A/S deltaget.
Dette udkast til tillæg fastsætter rammerne for kloakeringen i det nye boligområde.
Området spildevandskloakeres og spildevandet afledes via Rebild Vand og Spildevands ledningssystem til Aalborg Renseanlæg Vest. Til gengæld skal overfladevand fra grunde og veje håndteres på anden vis, hvilket vil indebære, at overfladevand fra tag, terrasser, indkørsler, med videre, skal nedsives på egen grund. Vejvand skal håndteres ved udledning til Mastrup Bæk via bassin, hvor der kan ske forsinkelse og rensning af overfladevandet, inden udledning.