Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Sagsfremstilling

Over Bækken 3 er delvist udlagt til boligformål og ligger i byzone (Bilag 1). Dermed vil man umiddelbart kunne anvende den del af ejendommen til boligformål. I forbindelse med byrådsbeslutningen i november 2018, om prioritering af restrummelighed, blev der bl.a. truffet beslutning om, at Over Bækken 3 skulle prioriteres i planlægningen, samt at der skulle være dialog om omfanget. Med den beslutning har byrådet besluttet, at den rekreative ramme skal reduceres til fordel for boligformål.

Forvaltningen har udarbejdet et oplæg til en ny afgrænsning mellem boligområdet og det rekreative område, og ansøger har på den baggrund udarbejdet et forslag til udstykningsplan (Bilag 2 og 3). Oplægget til en ny afgrænsning er argumenteret ved, at der er naturlige terrænforskelle, som begrænser hvor ny bebyggelse kan placeres, at der bevares en del af kigget fra Over Bækken op mod Mastrup Søerne, samt at bebyggelsen kan trækkes tilbage og opleves mindre markante fra Mastrup Søerne. Ændringen i rammeafgrænsningen medfører, at der overføres ca. 2.000 m² areal til boligrammen, hvilket muliggør etablering af ca. 2 ekstra parcelhusgrunde.

Det rekreative område er omfattet af en lokalplan for området omrkring Mastrup Søerne, hvis formål bl.a. er, at området fortsat skal anvendes til rekreative formål og at sikre områderne mod yderligere bebyggelse. Det er muligt at ophæve en del af lokalplanen, hvis det ønskes at give mulighed for boliger.

Arealet har tidligere indgået i et fredningsforslag (Bilag 4 viser en omtrentlig afgrænsning af fredningsforslaget). Det blev besluttet at arealet nord for Over Bækken skulle udgå af fredningen, fordi det havde udviklet sig til et område med byparklignende formål, hvor kommunen vurderedes, at være rette myndighed til at drifte og forvalte området. Derfor var det alene arealet syd for Over Bækken, der blev omfattet af fredningen.

Forvaltningens største bekymring ved at reducere det rekreative areal er, at det sker på det sted, hvor "indgangen" til området er, samt om der dannes præcedens for yderligere reduktioner, idet der kan være andre steder af lokalplanområdet, hvor terrænet kan begrunde en reduktion af det rekreative areal.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Over Bækken 3, Støvring er en landbrugsejendom, der ligger midt i byen. Ejendommen er i kommuneplanen dels omfattet af en boligramme og dels af en rekreativ ramme. Der er tidligere truffet beslutning om, at en del af den rekreative ramme skal inddrages til boligformål. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvordan man overfor Økonomiudvalget og byrådet vil anbefale, at afgrænsningen mellem boligrammen og den rekreative ramme fremover skal være. 

Beslutning

Thomas Simoni Thomsen blev erklæret inhabil og deltog ikke i sagens behandling.

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler

at reservere 3 ha til boligområde ved Nøragervej 15
at reservere op til 17 ha ved Ny Kærvej 10
at meddele afslag til udvidelse af Ræven.

Teknik- og Miljøudvalget, 8. januar 2020, pkt. 4:

Indstilling godkendt med aftale om at mulighed for udvidelse af Ræven undersøges ifm. kommuneplanlægning.

Økonomiudvalget, 15. januar 2020, pkt. 5:

Indstilles godkendt som indstillet af Teknik- og Miljøudvalget.

Lars Hørsman deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Sagsfremstilling

Der er i foråret 2018 lavet en prognose for antallet af nye boliger i hver af kommunens byzonebyer, og ud fra denne er beregnet en ny opgørelse af restrummelighed. Det er vurderet, at der frem mod 2028 er behov for yderligere 49 ha i Rebild Kommune i forhold til det, som er udlagt i Kommuneplan 2017. Ca. 90 % af behovet knytter sig til Støvring. Prognosen viser også et mindre behov for yderligere udlæg i Nørager og Terndrup. Behovet i Terndrup er dog dækket med de allerede reserverede arealer. Byrådet reserverede på møde i november 2018 ca. 30 ha til nye områder i Terndrup, Ø. Hornum og Støvring:

  • Kronhjorten/Rådyret, Støvring
  • Ræven, Støvring
  • Over Bækken, Støvring (dialog om omfang)
  • Skørpingvej (syd), Terndrup (1,5 ha)
  • Bælumvej, Terndrup (4 ha)
  • Vilhelms Allé, Øster Hornum (2,5 ha)
  • Høje Støvring etape 3, Støvring

Det betyder, at der er plads til reservation af yderligere ca. 19 ha. Ved behandlingen i 2018 fravalgte byrådet følgende områder:

  • Ådalshøj, Støvring - 5 ha
  • Østre Alle, Støvring - 1 ha
  • Buderupholmvej 28, Støvring - 10 ha
  • Skørpingvej (Nord), Terndrup - 0,5 ha
  • Stærevej, Terndrup - 3 ha
  • Cirkelslaget etape 2, Ø. Hornum - 4 ha

Byrådet reserverede mindre areal end ønsket ved:

  • Vilhelms Allé, Ø. Hornum - ønske om yderligere 2,5 ha
  • Bælumvej, Terndrup - ønske om yderligere 5 ha

De fravalgte områder indgår som mulighed for arealudlæg i forbindelse med kommuneplan 2021. Yderligere er der kommet enkelte henvendelser, som også er henvist til kommuneplan 2021 - bl.a. et areal på sydsiden af Buderupholmvej/østsiden af Hobrovej i Støvring.

Forvaltningen har fået 3 henvendelser om planlægning for yderligere områder, som ikke er udlagt i kommuneplanen. Områderne er ikke endelig afgrænset, så arealet er ikke endeligt, men er ca:

  • Ny Kærvej 10 – 20 ha
  • Udvidelse af Ræven – 3 ha
  • Nøragervej 15, Nørager – ca 3 ha.

Bilag 1 viser oversigtskort over fravalgte og valgte områder fra 2018 og de 3 nye henvendelser.

Udvidelse af Ræven

Ejerne af Ræven ønsker mulighed for byudvikling på 2 arealer øst for Ræven. De 2 arealer ligger højere end de omkringliggende engarealer og dyrkes landbrugsmæssigt i dag. Ansøgningen begrundes bl.a. med, at det giver en naturlig afgrænsning Bæveren-Kronhjorten-Haren-Ræven, se ansøgningen i bilag 2.

Området vil lægge adskilt fra øvrige boligområder. Forvaltning vurderer, at det vil give en uklar afgrænsning mellem by og land og placeringen på små bakkeøer i englandskabet vil give en markant påvirkning af landskabet. Samtidig vil infrastrukturanlæg ud til arealerne kunne påvirke naturbeskyttelsesinteresser. Det ansøgte er også i strid med dispositionsplanen for Støvring Ådale. Det indstilles, at der meddeles afslag til udvidelse af Ræven.

Nøragervej 15, Nørager

I budgetaftalen for 2020 er afsat 4,24 mio. kr. til byggemodning af ejendommen i 2021. Området er i kommuneplanen bl.a. udpeget som bevaringsværdigt landskab og området er også omfattet af skovbyggelinje, som i forbindelse med planlægningen søges ophævet. Der skal derfor tages hensyn til natur- og landskabshensyn i planlægningen. Det anbefales, at reservere 3 ha til boligområdet ved Nøragervej. Projektet forudsætter, at der afholdes foroffentlighed, hvor borgerne bl.a. har mulighed for at komme med input til, hvordan rekreative interesser og landskabshensyn bedst varetages i samspil med et nyt boligområde.

Ny Kærvej 10, Støvring

Ejeren af Ny Kærvej 10 har ansøgt om igangsætning af planlægningen for Ny Kærvej 10 til boligformål, se bilag 3 Illustrationsplan. Området prioriteres, idet området herved kan udvikles i naturlig sammenhæng med, at Klepholmbroen forventes at stå færdig ved udgangen af 2020. Størrelsen af området, der skal reserveres kan variere, da der er dele af området, hvor der formentlig ikke kan opføres boliger bl.a. pga. af støj, lugt eller fordi der er arealer som er vandlidende. Hvis der på Ny Kærvej 10 ikke viser sig at være tilstrækkelig areal i endelig afgrænsning af området, kan der efterfølgende udtages udlagte arealer fra kommuneplanen andre steder eller udviklingen af området kan opdeles i 2 etaper.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

I november 2018 besluttede byrådet at reservere ca. 30 ha til nye boligområder. Der er en restrummelighed på 19 ha, som ikke er reserveret. Der er indkommet 3 nye henvendelser om arealudlæg. Der skal tages stilling til, om der skal reserveres yderligere areal til nye boligområder.

Beslutning

Godkendt.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0