Udkast til revideret kompetenceplan forelægges til drøftelse med henblik på stillingtagen på udvalgets møde i august med efterfølgende behandling i byrådet. Planen viser fordelingen af kompetencer mellem byråd, udvalg og forvaltning.
Udkast til kompetenceplan er i bilag 1.
Det tidligere Teknik- og Miljøudvalg godkendte på møde den 7. marts 2018 en kompetenceplan. Den var opdelt efter forvaltningens organisering. Den blev ikke videresendt til og godkendt af byrådet. Den tidligere kompetenceplan er i bilag 2.
Forvaltningen har opdateret kompetenceplanen og struktureret den efter opgavetyper frem for organisering. Kompetenceplanen er udbygget med en række opgaver og afgørelser, så den er mere fyldestgørende.
Udkastet har fokus på, at sager, der kan afgøres i fagudvalg, så vidt muligt afgøres i fagudvalg, samt at begrænse antallet af politiske sager, der ikke behøver politisk behandling.
Delegation af visse beslutninger forudsætter, at der træffes beslutning af byrådet. Det er bl.a. delegation af beslutningen om vedtagelse af lokalplaner og kommuneplantillæg. Dette fremgår af kompetenceplanen.
Kompetenceplanen suppleres på nogle områder af andre planer, politikker og strategier fx. indkøbs- og udbudsstrategi.
Uanset kompetenceplanen kan enhver sag forelægges byrådet eller økonomiudvalget, hvis sagen har væsentlig eller principiel betydning for kommunen eller andre særlige grunde taler for det. Det kan fx. være sager med stor bevågenhed eller særlig politisk interesse. Byrådsmedlemmer kan desuden anvende standsningret og begære sager i byrådet.
Den part, der har kompetencen i en konkret sag/afgørelse, kan altid beslutte, at sagen skal behandles på et højere niveau. I visse tilfælde er det bestemt i lovgivningen eller styrelsesvedtægten, hvem der er det kompetente organ til at træffe beslutninger. I disse tilfælde kan der ikke delegeres.
Derudover er det generelle princip at fastsættelse af overordnede politikker og planlægning af væsentlig betydning besluttes på politisk niveau, mens forvaltningen bemyndiges til at disponere inden for budgettets rammer, træffe afgørelser og udøve faktisk forvaltningsvirksomhed.
Der findes ikke på nuværende tidspunkt en samlet kompetenceplan for byrådet.