Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Text

Teknik- og Miljøudvalget, Byrådet

Økonomi

Den billigste løsning i forhold til anvendelse af jordbunken ved den nye daginstitution i Skørping vil være, at jorden indbygges med det samme, dvs. arealet hvor jorden skal anvendes er afrømmet for muldjord og klar til indbygning af jorden. Hvis flytningen af jorden til institutionen udføres inden arealet er gjort klar, vil det blive lagt i en ny jordbunke og vil dermed kræve en ekstra håndtering af jorden, inden det bliver indbygget.


En flytning af jorden fra Hellum til den nye daginstitution vil beløbe sig til omegnen af 150.000 krfor afgravning og transport baseret på 2300 m3 jord. Da jorden har ligget i Hellum et stykke tid, vil det være nødvendigt at få taget geotekniske analyser af jorden for at verificere, at jorden stadig er indbygningsegnet til vej og parkeringsplads. Det er ikke muligt at vurdere på nuværende tidspunkt, i hvilken omfang indbygningen af overskudsjord fra Hellum kan afføde en merudgift for børnehaven, da dette bla. vil afhænge af jorden beskaffenhed og kommende udbud for børnehaven.


Hvis jorden ikke viser sig egnet til indbygning bliver alternativ 2 og 3 aktuelle.


Alternativ 2, hvor jorden nyttiggørelse vil medføre en evt. meromkostning på den længere afstand jorden skal transporteres samt håndtering på stedet hvor jorden afleveres. Denne meromkostning er afhængig af, hvor man vælger at benytte jorden.


Alternativ 3, hvor jorden afleveres til godkendt modtager, vil medføre en meromkostning i forhold til at benytte jorden ved den nye daginstitution i Skørping på 50-130 kr/ton jord afhængig af hvem modtager er. Dertil skal ligges en ekstra omkostning på den længere transportafstand.

Sagsfremstilling

Politisk forløb forud for denne sagsfremstilling

På Byrådets møde af d. 19. september 2024 Blev følgende punkt drøftet; Initiativsag: Anmodning om optagelse af punkt på byrådets dagsorden - fjernelse af jordbunke i Hellum.

Byrådets beslutning; "Byrådet drøftede sagen og besluttede at sende sagen til Teknik- og Miljøudvalget med henblik på at belyse sagen yderligere.".


Historikken om jorden

Jordbunken ved Hellum stammer fra etableringen af en af etaperne i Støvring Ådale, nærmere bestemt strækningen fra Kronhjorten til syd for Mastrup Bækken, hvor man i udbygningen af Støvring Ådale udførte en forbelastning omkring Mastrup Bækken på denne strækning. Forbelastningen bestod af stabilt grus og friktionsfyld, og da vejstrækningen var færdig konsolideret, blev overhøjen af jorden fjernet.


Der blev forinden taget jordprøver af det overskydende materiale, og den del af jorden, der blev klassificeret som rent (2300 m3 svarende til 3700 tons), blev flyttet til midlertidigt depot i Porsborgparken i slutningen af 2020, med forventning om, at jorden kunne anvendes til etableringen af en cykelsti mellem Hellum og Skørping. På daværende tidspunkt var der ikke solgt mange grunde i erhvervsudstykningen. Jorden blev udlagt på en af grundene, adskilt af et geonet, for at kunne adskille jorden fra grunden.


Umiddelbart efter flytningen steg salget af erhvervsgrunde og dette betød, at man blev nødt til at flytte jorden igen, da grunden hvor jorden lå blev solgt. Denne gang blev jorden flyttet til Hellum, hvor den skulle anvendes til cykelstien. Det var anslået, at der manglede 6-7.000 m3 jord til indbygning i traceet for cykelstien.


Da jorden blev flyttet fra Porsborgparken til Hellum blev der gravet en del af geonettet, der adskilte jordbunken fra grunden, med, og dermed blev det blandet i jorden. Disse rester af geonettet har været synlige og kan have givet anledning til at nogle har troet, at jorden er forurenet. Dette er er ikke tilfældet.


Derer givet landzonetilladelse til jorden samt indgået en lejeaftale med ejeren af marken, hvor jorden ligger i dag.


Muligheder for håndtering af Jordbunken i Hellum

Forvaltningen ser følgende muligheder for at anvende jordbunken:

  1. Indbygning ved den nye daginstitution i Skørping.
  2. Nyttiggørelsesprojekt.
  3. Traditionel jordaflevering


1. Indbygning ved den nye daginstitution i Skørping

Jorden kan anvendes til indbygning i adgangsvej og parkeringsplads ved den nye daginstitution i Skørping. Terrænforskellen er relativt stor på arealet, hvor den nye institution er placeret. Det medfører at der skal anvendes en del friktionsfyld til at hæve terrænet, så der kan anlægges en adgangsvej og parkeringsplads til institutionen. Jordbunken i Hellum udgør kun en del af det nødvendige friktionsfyld til institutionen. Det forventes derfor at al jorden fra Hellum kan nyttiggøres som friktionsfyld.


2. Nyttiggørelsesprojekt

Nyttiggørelse af jord, er en måde at anse jord som en ressource. Lovgivningsmæssigt er det vigtigt at der er et konkret projekt, hvor jorden direkte kan skabe nytte. Det er derfor en generel forudsætning at det konkrete projekt er administrativt modnet tilstrækkeligt til at der kan nyttiggøres jord. Udover projektet ved daginstitutionen, har vi på nuværende tidspunkt ikke konkrete projekter, som har mulighed for at nyttiggøre jorden.


3. Traditionel jordaflevering

Ved traditionel jordaflevering vil jorden blive gravet væk fra Hellum og transporteret til et godkendt modtage anlæg. Det kan bl.a. være RGS Nordics på Savannevej eller Ellidshøj/Sørup Grusgrav. Denne mulighed fjerner jordbunken, uden at den bliver nyttiggjort. Jorden bliver bortskaffet som affald. Det forventes at jorden kan flyttes til en grusgrav, idet jorden allerede er analyseret som værende ren jord.



Tidshorisont

Etablering af ny daginstitution i Skørping forventes påbegyndt i april - maj måned 2025. Det er en fordel at kunne indbygge jorden direkte i forbindelse med flytningen og det anbefales at gøre dette.


Et selvstændigt nyttiggørelsesprojekt vurderes at tage mellem 8 - 12 måneder at klargøre.


Traditionel jordaflevering kan igangsættes med det samme.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget træffer beslutning om


- at jorden fjernes og indbygges ved den nye børnehave i Skørping (option 1), byggeprogram forudsætter at jordarbejdet færdiggøres i juni 2025

- at de afledte udgifter til analyser og jordhåndtering indgår i økonomien for den nye børnehave


- at der uden ophold fremlægges en ny beslutningssag, såfremt jorden mod forventning ikke viser sig egnet til indbygning, inkl. en handleplan som kan sikre at jordbunken fjernes.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 5. november 2024, pkt. 155:

Taget til efterretning.



Administrativ bemærkning

Den Sociale Fællesliste har begæret sagen i byrådet.

Beslutning fra Byrådet, 21. november 2024, pkt. 134:

Sagen sendes tilbage til Teknik- og Miljøudvalget med henblik på en beslutning i forhold til anvendelse og tidsplan.


Maybritt Toft Pedersen (V), Anna Oosterhof (V), Michael Portefée P. Lex (B) deltog ikke i behandlingen af sagen.


Resume

Sagen belyser baggrund og muligheder i henhold til initiativsag om fjernelse af jordbunke ved Hellum. Sagen genoptages, idet seneste behandling blev fremlagt som en orienteringssag. I nærværende sag træffes beslutning om anvendelse og tidsplan jf. beslutning i byrådet den 21. november 2024.

Text

Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget

En udnyttelse af det eksisterende friktionsfyld til adgangsvej og parkeringsplads ved den nye daginstitution i Skørping vil betyde, at den mængde friktionsfyld, der ellers skulle tilføres projektet, vil blive reduceret.


Økonomi

Omkostninger afholdes af Rebild Forsyning. Rebild Forsyning forventer, at den samlede anlægssum for 3.900 m ledninger bliver 8.600.000 kr. + moms.

Sagsfremstilling

Etablering af ny pumpeledning Dollerup – Lindenborg Å sker som erstatning for eksisterende pumpeledning. Det er konstateret, at eksisterende pumpeledning er renoveringsmoden efter gentagne rørspringninger. Det skal erstattes ca. 3.900 m ledning. Der etableres et nyt ledningstracé, så den eksisterende pumpeledning kan holdes i drift under anlæggelsen af den nye pumpeledning. Når den nye ledning er anlagt, skiftes der over, og den gamle ledning tages ud af drift. På den samlede strækning er to lodsejere direkte berørt af ledningens placering.


Den 9. april 2024 blev der på Teknik og Miljøudvalgets møde truffet beslutning om, at tillæg nr. 28 til spildevandsplanen – Fornyelse af pumpeledning Dollerup – Lindenborg Å, sendes i 8 ugers offentlig høring. Der indkom i forbindelse med høringen henvendelse fra en lodsejer, der udtrykte bekymring for gravearbejdet og tidspunktet herfor. Rebild Forsyning har været i dialog med lodsejer og har indrettet anlægsfasen, så der i videst muligt omfang, tages hensyn til lodsejeren.

Spildevandsplanen blev endeligt godkendt på byrådsmødet den 19. september 2024. Som en del godkendelsen af spildevandsplanen blev det samtidig besluttet, at Rebild Kommune havde i sinde at ekspropriere til realisering af projektet på vegne af Rebild Forsyning, hvis der ikke kunne indgås frivillig aftale med lodsejerne.


Den 2. oktober 2024 blev der indkaldt til åstedsforretning (Projektbeskrivelse, Arealfortegnelse, Oversigtskort og ønsket deklaration ligger som bilag 1-4). Åstedsforretningen blev afholdt 1. november 2024. På åstedsforretningen blev der indgået aftale med den ene lodsejer (Lb.nr. 1), men det var ikke muligt at indgå aftale med den anden lodsejer (Lb.nr. 2).


På baggrund af den fremsendte protokol fra åstedsforretningen (bilag 5), har Lb.nr. 2 fremsendt bemærkninger hertil (bilag 6). Disse er sendt videre til kommentering hos Rebild Forsyning. Det er særligt spørgsmålet om ledningen skal ligge efter gæsteprincippet eller med fravigelse heraf, der gør, at der ikke kan indgås en aftale.

Parterne har efterfølgende kommet med yderligere bemærkninger på mail, henholdsvis 28. og 29. november 2024:


Lb.nr. 2: "Det fremgår af dine bemærkninger, at vi ikke er indstillet på at lægge jord til den nye kloakledning, det er ikke rigtig. Det vi ikke er enig i, er at det ikke skal være omfattet af gæsteprincippet, så det er os der skal betale, hvis der opstår en situation hvor ledningen vil skulle flyttes, på grund af et anlæg vi får lov til at opføre. Du skriver i dine bemærkninger, at det er meget vigtigt, at kommunen sikrer sig retten til at have ledningen på Lindenborg arealer. Det er vi ikke uenig i, men det er hvem der skal afholde omkostninger, hvis der opstår behov for at lave en mindre flytning af ledningen, som vi mener kan være en meget tung byrde for Lindenborg at skulle afholde. Så det er alene omkostninger ved en evt. mindre lokal flytning vi fokuserer på, og ikke jeres ret til at have ledningen på arealet. Det fremgår heller ikke af dit notat, at vi har tilbudt ikke at modtage den del af erstatning, som kan henføres til gæsteprincippet.
Jeg mener ikke, at gæsteprincippet fratager jer retten til at have ledningen på arealet, men det alene definerer hvorledes omkostningerne skal fordels, hvis der opstår et behov for at lave en mindre flytning af ledningen.
"

Rebild Forsyning: "Sammenfattende tolker jeg beskrivelsen i mailen således at Lindenborg fastholder ønsket om at den nye ledning skal ligge på gæsteprincip. Dette ud fra, at Lindenborg vil have retten til at kræve ledningen flyttet (mindre lokal flytning) og at RVS skal afholde omkostningerne til ledningsflytning.

Den nye pumpeledning er, som vi tidligere har påpeget, et vigtigt element i forsyningsstrukturen i Rebild Kommune og den er til gavn for en stor del af kommunens borgere. Den nye ledning er kvalitets- og sikkerhedsmæssig langt bedre end den nuværende pumpeledning og den forventes at få en levetid på minimum 75 år. På grund af den samfundsmæssige betydning og den lange tidshorisont for pumpeledningens funktion er det vigtigt at få fuld klarhed over sikringen af ledningen. Den nuværende pumpeledning er sikret med fravigelse af gæsteprincippet og vi mener den nye ledning bør sikres på samme vilkår som den eksisterende.

Afslutningsvis vil jeg referere til vedlagte højesteretsdom angående Kriegers Flak [Vedlagt som bilag 8]. Denne sag går på en problemstilling, der er analog med sagen om sikring af den nye ledning på Lindenborg."


I forhold til retspraksis er det muligt at ekspropriere til fravigelse af gæsteprincippet, hvis det vurderes at være nødvendigt for at sikre forsyningssikkerheden og samfundsøkonomiske hensyn.

Rebild Forsyning skriver følgende om ledningen: "Konkret for Dollerup ledningen gælder, at alle større og mindre byområder (15 i alt) i den østlige del af Rebild Kommune via et forgrenet transportnetværk er knyttet på Dollerup pumpeledningen, der fører spildevandet under Lindenborg å til Fjellerad i Aalborg Kommune og herfra videre til Aalborg Renseanlæg Øst.
På denne måde er Dollerup pumpeledningen således en central enhed i infrastrukturen for spildevand i Rebild Kommune.
"

Hvis der ikke sker en fravigelse af gæsteprincippet, kan Rebild Forsyning risikere, at de skal betale en omlægning af ledningen, hvis arealet ønskes disponeret anderledes af lodsejeren.

Fravigelse af gæsteprincippet er ikke kun en sikring af ledningens placering mod ejerens fremtidige ønsker om ændret arealanvendelse. Fravigelsen af gæsteprincippet gælder ligeledes overfor andre ledningsejere som fx infrastruktur til el- og gas, samt trafikinfrastruktur som vej, stier og jernbaner.


Ledningen er placeret, så den er til mindst mulig gene for de arealer den berører. Den er således lagt i kanten af dyrkningsarealer, så anlægs- og eventuelle fremtidige vedligeholdsarbejder gør mindst mulig skade på arealerne. Ved anlægsarbejdet er forsyningen indstillet på at skyde ledningen, hvor det giver mening, hvorved en del gravearbejder kan undgås.


Hvis indstillingen godkendes, vil spørgsmålet om erstatningens størrelse blive indbragt for taksationskommissionen, hvis Rebild Forsyning og lodsejer ikke kan opnå enighed.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0