I Rebild Kommune er der indgået en undervisningsoverenskomst med Institutionen i Rold Skov. Undervisningsoverenskomsten blev revideret på udvalgets møde i juni 2017, da institutionen i foråret 2017 flyttede til nye lokaler.
Institutionen i Rold Skov er et undervisningstilbud for børn og unge i skolealderen. Medio september 2018 var der 13 elever i alderen 12 og 16 år.
Eleverne er kendetegnet ved at have psykiske, sociale eller emotionelle vanskeligheder. Fælles for dem er, at de ikke på nuværende tidspunkt kan rummes i en almindelig skoleklasse eller specialklassetilbud. Skolen arbejder løbende på at udsluse eleverne til normalsystemet helt eller delvist.
Jf. undervisningsoverenskomsten føres der tilsyn med undervisning på Institutionen i Rold Skov. Rebild Kommune har anmodet Revas om at forestå tilsynet i lighed med tidligere år.
Revas har på vegne af Rebild Kommune aflagt tilsynsbesøget over to dage i september.
Center Børn og Unge havde anmodet om, at der på tilsynsbesøget igen i år var særlig fokus på elevplaner, undervisningens indhold og tilpasning til den enkelte elev samt generelle driftsgrundlag og medarbejdernes forudsætninger. Derudover generelt, om Institutionen i Rold skov lever op til de krav, der er jf. Folkeskoleloven.
Det er tilsynets vurdering:
- at der er en stabil og relevant sammensat medarbejdergruppe, som er kompetent og faglig reflekterende
- at tilbuddet via kombinationen af lærer- og pædagogkompetencer formår at sikre eleverne et kvalificeret skoletilbud
- medarbejderne sikrer den enkelte elev et motiverende tilbud
- at tilbuddet formår at give et helhedsorienteret individuelt tilbud til målgruppen
- at elev- og undervisningsplanerne er retningsgivende for den eneklte elev og de særlige hensyn den enkeltes udfordringer kræver
- at elev- og undervisningsplaner samt de daglige notater fungerer som vigtige konstruktive redskaber til bl.a. at sikre den daglige progression og opfyldelse af elevernes mål
- at kombinationen af faglige/boglige succesoplevelser og en relations- og ressourceorienteret pædagogik understøtter elevernes mestring af en selvstændig hverdag og mod til at indgå i relationer med andre
- at de fysiske rammer både inde og ude er velegnede til undervisningsformål - og pauser
- at rammerne giver mulighed for både mindre eller større grupper af elever - desuden er der selvstændige og skærmede arbejdsstationer
Generelt er det tilsynets vurdering, at Institutionen i Rold Skov udfører en helhedsorienteret faglig indsats og lever op til de krav der er jf. Folkeskoleloven.
Tilsynet har ikke givet anledning til at påpege nogle forhold.