Ejers rådgiver har fremsendt et forslag til bebyggelsesplan for arealerne mellem Kronhjorten og søerne nord for Mastrup Bæk, Rådyret.
Der er skitseret en bebyggelsesplan med ca. 85 parcelhuse, og et mindre område reserveret til tæt-lav boligbebyggelse længst mod vest.
Området er omfattet af dispositionsplanen for Støvring Ådale samt masterplanen for Mastrup Ådal, hvor ådalen ligger som en grøn kile i denne byudvidelse.
Der har været afholdt to møder mellem bygherre og dennes rådgiver, samt Rebild Kommune for at få afstemt bebyggelsesplanen i forhold til dispositions- og og masterplan.
Mastrup Ådalen udgør en betydningsfuld grøn kile i og ved Støvring by. I takt med at flere dele af ådalen bliver omgivet af bymæssig bebyggelse øges behovet og interessen for en større sammenhæng og planlægning af områdets tilgængelighed, anvendelse og beskyttelse. Det er ikke muligt i dag at færdes langs vandløbet i hele dets udstrækning gennem byen. Dele af ådalen er fortsat enten utilgængelige eller kun tilgængelige i begrænset omfang, det gælder også området øst for jernbanen.
Masterplanen er udarbejdet for at få skabt en sammenhængende ådal, såvel fysisk som visuelt. Den fysiske forbindelse skabes ved stisystemer i hele ådalens udstrækning, og det visuelle styrkes ved at fjerne bebyggelse og beplantning, der hindrer den visuelle kontakt.
I masterplanen foreslås engarealerne hegnet og afgræsset ved vandløbet og øst for søerne.
Søerne og et areal nord herfor er registreret som lavbundsareal, hvor der ikke må bebygges. Imellem bebyggelsen og søerne skal der være plads til at etablere sti og rekreative arealer i overensstemmelse med masterplanen for Mastrup Ådal. I den fremsendte bebyggelsesplan er bebyggelsen derfor rykket længere mod nord.
De grønne tværgående kiler i dispositionsplanen for bebyggelsen er med til at bibeholde et højt naturindhold, som giver mulighed for et fint samspil med de tilstødende bebyggelser. Kilerne er desuden med til at skabe en visuel og fysisk overgang til den langstrakte Lindenborg Ådal.
I forbindelse med lokalplanlægningen for Kronhjorten blev kilen mellem Bæveren og Kronhjorten reduceret imod, at der til gengæld bliver etableret en grøn kile i ca. 60 meters bredde i forbindelse med Rådyret. Der vil her kunne placeres nogle af de funktioner, der ikke kan placeres i naturkilerne, såsom boldbaner, uformel sport, legepladser, parkanlæg og lignende.
I det indsendte forslag til bebyggelseplan er den grønne kile mellem Kronhjorten og det nye område, Rådyret vist med en varierende bredde fra ca 20 meter i vest til ca.65 meter i øst. Et grønt område midt i bebyggelsen er blevet udvidet, så det samlede grønne areal svarer til det areal, den grønne kile skulle have i henhold til dispositionsplanen og lokalplan nr. 292. Det vurderes, at den grønne kile med den nuværende udformning kan indeholde forskellige aktiviteter for beboerne og skabe den visuelle sammenhæng med Lindenborg Ådal.
De grønne kiler, udsigten og en direkte relation til det omgivende landskab er ét af hovedtemaerne i dispositionsplanen, og det er derfor vigtigt at kilerne bibeholder denne funktion.
Der er enighed om, at den skitserede forlægning af Kærvej opgives og at den eksisterende vej i stedet udvides. Kærvej vil selv med den skitserede forlægning ikke blive en forlængelse af Jernbanegade, fordi der vil ikke være en direkte adgang mellem de to byområder. Der lægges i dispositionsplanen og lokalplan nr. 235 op til, at der visuelt skabes en sammenhæng mellem de to områder.
I forbindelse med lokalplanarbejdet, kan det være en idé også at bearbejde arealet ved Kærvej 45 samt lokalplan nr. 235, centerområde mellem jernbanen og ansøgers areal. Ejeren af Kærvej 45 har tidligere vist interesse for at få inddraget sin ejendom i byudviklingsområdet. Den eksisterende lokalplan nr. 235 for centerområdet er vedtaget i 2010, og i den mellemliggende periode er der sket store forandringer med især detailhandlen. Der er tomme butikker, som højst sandsynligt ikke åbner som butikker igen, og for at vedblive med at have en dynamisk og levende bymidte, kan de tomme arealer udnyttes til de funktioner, der ellers var tiltænkt, at skulle etableres på den anden side af jernbanen, lokalplan nr. 235.