Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Økonomi

Grundvandsredegørelsen er udarbejdet af eksterne konsulenter. Udgifter til udarbejdelse af grundvandsredegørelsen er fordelt mellem ejer af området og Rebild Kommune.

Sagsfremstilling

På arealerne mellem Hobrovej, Nibevej, Mastrup Bæk og arealreservationen til en ny fremtidig Nibevej er byudviklingen Høje Støvring igangsat. Området forventes udbygget i 3 etaper. Hovedparten af grundene i etape 1 er solgt og en del huse er opført eller under opførelse. Ejer af området ønsker at begynde etableringen af etape 2 af byudviklingsområdet.

Lokalplanens indhold

Lokalplanen udlægger 57 relativt store parcelhusgrund på mellem 900 m² og 1.399 m². Dertil skal lægges et delområde, som kan anvendes enten til 7 parcelhuse eller 22 række-/gårdhavehuse og 2 delområder med mulighed for samlet at opføre 56 række-/ gårdhavehuse. Samlet i alt op til 135 boliger.

Lokalplanområdet vejbetjenes fra den eksisterende stamvej i etape 1, som har udkørsel ved Nibevej. Langs den gennemkørende stamvej anlægges cykelgangstier. Fra stamvejen etableres 6 boligveje. Når den sydlige halvdel af lokalplanområdet skal etableres får området også vejadgang via Hobrovej. Langs fredningsgrænsen ved ådalen ved Mastrup Bæk skal der etableres stier. Langs Hobrovej skal der etableres støjvolde for at beskytte imod trafikstøjen fra Hobrovej.

En vigtig del af lokalplanen er reguleringen af bebyggelsens udseende, som skal være med til skabe et homogent område med stor kvalitet i bebyggelsens udformning og som samtidig vil skabe sammenhæng til bebyggelsen i etape 1, som er reguleret af tilsvarende bestemmelser. Det vil sige, at der er restriktive krav til tagudformning, materialer og farver på byggeri (§§ 7.8, 7.9, 7.10 og 7.11). Efter ejers ønsker er lokalplanudkastet dog udformet, så disse bestemmelser kun gælder i ca. 2/3 af området, hvilket skyldes et ønske om både at kunne tilbyde grunde til købere, der ønsker stram styring af byggeriets udseende og grunde til dem som ønsker begrænset styring af byggeriets udseende. Forvaltningen anbefaler, at de restriktive bestemmelser (§§ 7.8, 7.9, 7.10 og 7.11) gælder i hele lokalplanområdet, således at Høje Støvring bliver et homogent og måske mere eksklusivt område. Forvaltningen ser det som en styrke for mulighederne for at tiltrække nye borgere, at der er stor forskel på Støvring Ådal og Høje Støvring, og dette sikres bl.a. ved at have restriktive bestemmelser for bebyggelsens udseende i Høje Støvring, hvorimod Støvring Ådal vil kunne tilbyde friere muligheder for udformning af bebyggelsen. På bilag 5 er området opdelt efter, hvor ejer af området ønsker restriktive bestemmelser og mere lempelige bestemmelser for bebyggelsens udseende.

Grundvandsredegørelse

Hovedparten af lokalplanområdet er indvindingsopland for Støvring Vandværks kildeplads ved Buderupholm. Byudvikling i Områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD) eller i indvindingsoplande til vandværker udløser jf. retningslinje 40 og 41 i vandplanerne, at der skal udarbejdes en redegørelse for kommunens grundvandsinteresser og kommunens planer for byudvikling og anden ændret arealanvendelse så det sikres, at der sker en samlet planlægning herfor. Der er udarbejdet en grundvandsredegørelse for hele kommunen og for Høje Støvring etape 2 på baggrund af disse retningslinjer. Den overordnede konklusion er, at der kan ske byudvikling indenfor de udlagte arealer. Den specifike grundvandsredegørelse skønner, at boligområdet Høje Støvring ikke vil påvirke grundvandskvaliteten eller mængden af grundvand, der dannes væsentligt. Det er også vurderingen, at der er en stærk planlægningsmæssig begrundelse for områdets placering.

Nye regler på vej 

Vandplanerne er d. 1. juli 2016 erstattet af nye vandområdeplaner for planperioden 2015-2021 og retningslinje 40 og 41 udgår. Der er en ny bekendtgørelse i høring, som modernisere og erstatter retningslinje 40 og 41. De nye regler forventes at træde i kraft d. 15. september 2016. De nye regler forventes at medføre, at der efter 15. september 2016 ikke længere vil være redegørelseskrav ved byudvikling i OSD og indvindingsoplande. Der vil stadig være redegørelseskrav ved udlæg af nye arealer til erhvervsformål eller anlæg og ændret arealanvendelse, der medfører en øget fare for forurening af grundvandet.

Tiltag til beskyttelse af grundvandet

Lokalplanen og projektet udformes, så der tages størst mulig hensyn til grundvandsinteresser, og så risikoen for forurening af kildepladsen til Støvring Vandværk minimeres. Lokalplanen skal fastsætte, at der ikke kan anvendes bly, zink eller kobber til tagmaterialer, og det skal sikres, at regnvand nedsives fra de enkelte grunde. Derimod må regnvand fra veje og indkørsler ikke nedsives, men skal renses og forsinkes i bassiner inden udledning til vandløb. Den tekniske udformning af regnvandshåndteringen herunder placering af bassiner er endnu ikke på plads, men skal afklares inden udbygningen påbegyndes.

Høring

Planerne skal fremlægges i offentlig høring i 8 uger.

Samlet vurdering

Udkast til lokalplanforslag og kommuneplantillæg for 2. etape byudviklingsområdet Høje Støvring er klar til at blive sendt i 8 ugers høring. To af de væsentligste emner er sikring af grundvandsinteresser og afklaring af bebyggelsens udseende. Med grundvandsredegørelsen er det afklaret, hvordan grundvandsinteresser bedst muligt sikres, når der etableres boliger. Bebyggelsens udseende er væsentlig, da der er afgørende for områdets karakter, og hvor forvaltningen anbefaler, at hele området får et særkende som adskiller området fra andre nyere boligområder.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Der er udarbejdet et udkast til kommuneplantillæg og lokalplan for etape 2 af byudviklingsområdet Høje Støvring. Lokalplanen giver mulighed for at opføre op til 135 boliger og er inddelt i delområder til henholdsvis parcelhuse og rækkehuse/ gårdhavehuse. Størstedelen af planområdet er indvindingsopland for Støvring Vandværk. Derfor er der udarbejdet en grundvandsgørelse for hele Rebild Kommune og en specifik redegørelse for dette område. Der skal tages stilling til om udkast til kommuneplantillæg, grundvandsredegørelser og lokalplan skal sendes i 8 ugers høring.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler, at lokalplan nr. 17 aflyses for ejendommene Hobrovej 136 - 146 (lige numre) efter planlovens § 33, stk. 2.

Økonomi

Ingen

Sagsfremstilling

Lokalplan nr. 17 udlægger området til erhverv, hvor der kan tillades én bolig i tilknytning til virksomheden.

Området er i Kommuneplan 2013 omfattet af rammeområde 09.B1, som udlægger arealet til boligområde.

Lokalplan nr. 17 kan ophæves efter planlovens § 33, stk. 2 uden der udarbejdes en ny lokalplan. I så fald vil området fremover blive administreret på grundlag af kommuneplanens rammebestemmelse og de generelle bestemmelser i bygningsreglementet for byggeri med videre – herunder bygningsreglementets regler om ”byggeretten” og helhedsvurderinger. Det vil bl.a. sige, at det er muligt at forbyde nye udstykninger, byggeri eller ændret anvendelse i strid med kommuneplanens rammedel efter planlovens § 12, stk. 3.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Ejeren af Hobrovej 144 i Støvring har anmodet om, at lokalplan nr. 17 aflyses for ejendommen, så den alene administreres ved kommuneplanen. Ejeren ønsker en aflysning af lokalplanen, for at kunne sælge ejendommen som en ren boligejendom. Lokalplan nr. 17 udlægger ejendommen til blandet bolig og erhverv. Kommuneplanen udlægger ejendommen til bolig.

Byrådet besluttede på deres møde den 28. april 2016, at sende forslag om aflysning af lokalplan nr. 17 for ejendommene Hobrovej 136 - 146 (lige numre) i høring ved berørte grundejere, naboer mv.

Der er ikke modtaget bemærkninger til aflysningen.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0