Sagsfremstilling
I Haverslev gælder et skilteregulativ for virksomhederne ved motorvejen. Det trænger til en revision, idet det ikke er lavet til at håndtere flere motorvejsrelaterede virksomheder (f.eks.fastfoodrestauranter). Derfor ønsker forvaltningen en revision af skilteregulativet, som på sigt kan udbygges og udvides til at omfatte alle kommunens erhvervsområder m.fl. – og på sigt alle kommunens øvrige områder (bl.a. skiltning i centerområder, boligområder, i det åbne land osv.). Derved kan sammenlignelige områder i hver ende af kommunen blive reguleret ens.
Haverslevs erhvervsområde bærer præg af selvstændige initiativer – der mangler klare retningslinier. Hensigten med et skilteregulativ er ikke bare at forskønne områderne, men i høj grad også at opnå en klar og tydelig skiltning, således at besøgende nemt kan finde vej til den enkelte virksomhed.
Udkastet til nyt skilteregulativ giver en vis frihed for den enkelte virksomhed og sikrer samtidig en hensigtsmæssig iøjnefaldende placering - kombineret med et enkelt design, hvor virksomhedens eget logo, tekst m.v. er det væsentligste.
Det foreslåede skilteregulativ kan danne baggrund for øvrige erhvervsområder i kommunen.