Baggrund
Lovforslaget om én helhedsorienteret plan var en del af regeringens Sammenhængsreform, der blandt andet skal skabe mere sammenhæng på tværs af den offentlige sektor.
Som opfølgning på lovforslaget er der planlagt en bekendtgørelse, der vil give kommunerne mulighed for at bruge data på tværs af forvaltningsområderne til at finde frem til udsatte borgere, der har brug for koordineret hjælp fra kommunen. Formålet er at gøre det muligt at forbedre hjælpen til borgere, der kæmper med flere problemer. For eksempel en person ramt af ledighed, som også døjer med sociale problemer. Bekendtgørelsen afventes fortsat, men forvaltningen har nu taget initiativ til at iværksætte implementering af den helhedsorienterede plan.
Implementering og opfølgning
Borgeren skal ønske én plan og give samtykke til, at kommunen må udarbejde en helhedsorienteret handleplan og udveksle oplysninger på tværs af forvaltningsområderne. Målgruppen vil i første omgang være borgere over 30 år, som er visiteret til et ressourceforløb i Jobcenteret, og hvor der samtidig er personstøttende indsats (bostøtte) i Center Familie og Handicap og/eller, hvor der er familiemæssige udfordringer, som der modtages støtte til. Ved at afgrænse målgruppen kan forvaltningen få nogle første erfaringer med den nye plan i samarbejde med borgerne, som eventuelt kan udrulles til flere borgere på et senere tidspunkt. Målgruppen er valgt ud fra, at de vurderes at have det største behov.
Rådgivere fra de to centre foreslår borgere i målgruppen at få en helhedsorienteret plan, hvis de bliver opmærksom på en person i målgruppen og det vurderes, at et samlet overblik og en koordineret indsats kan skabe værdi og klarhed om mål for borgeren. Når/hvis der skal træffes en fælles afgørelse, er hvert forvaltningsområde ansvarlig for at træffe afgørelse i forhold til de indsatser, som normalt bevilges på eget fagområde. Der udpeges en ansvarlig rådgiver, som samler alle elementer til en fælles afgørelse, som dermed bliver mere overskuelig for borgeren.
For at understøtte implementeringen orienteres borgerrådgiveren om muligheden, og der orienteres endvidere på kommunens hjemmeside. Endvidere vil de første borgere, som vælger at få en helhedsorienteret plan, blive tilbudt interview. Borgerinterviews skal danne grundlag for det videre arbejde med implementeringen, herunder eventuelle justeringer i borgersamarbejdet og samarbejdet på tværs af forvaltningsområderne.