Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Økonomi

Er inden for den samlede økonomiske ramme.

Der foreslås en ændring af ressourcetildelingsmodellen for skoleområdet, så der kun elevtalsreguleres 1 gang årligt.

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget besluttede den 9. december 2015 i forbindelse med behandlingen af undersøgelsen af skoleområdet, at de ville have et udspil til et sammenhængende decentralt tilbud for de 0-16 årige.

Forslaget skulle tage udgangspunkt i følgende forudsætninger:

  • Der lukkes ikke skoler i Rebild Kommune.

Tanker, der kan indgå, kan bla være:

  • Etablering af distrikter.
  • Etablering af børneuniverser, hvor det vurderes at give mening.

 

Følgende kan ligeledes indtænkes i den ny struktur:

  • Dagplejen
  • EUD forløbene
  • Specialklasserne
  • Modtageklasserne

Der er på den baggrund udarbejdet to scenarier, der med afsæt i ØK´s beslutning forsøger at imødekomme de konkrete udfordringer gennem en samlet løsning. Det er vurderingen, at en helhedsløsning med etablering af større distrikter, kombineret med en nedbringelse af antallet af selvstændige kontrakter for både skoler og dagtilbud, i et vist omfang vil styrke de decentrale ledelses- og styringsmuligheder på 0-16 års området, og dermed øge mulighederne for at imødekomme nogle af de pædagogiske og økonomiske udfordringer som beskrevet i skoleanalysen.

Konkret fremlægges forslag til 2 scenarier med større børnedistrikter, der samler en række beslutninger vedr. dagpleje, daginstitutioner, skoler, EUD-forløb og specialklasser, og som således favner hele 0-16 årsområdet.

 

Begge scenarier er bygget op omkring 6 børnedistrikter. De to scenarier adskiller sig ved, om der etableres et nyt distrikt for Øster Hornum og Suldrup, eller om der etableres et distrikt mellem Suldrup og Haverslev.

For begge scenarier gælder det, at der tænkes en kontraktholder for henholdsvis dagtilbud og skoler i hvert distrikt - dvs. 2 kontraktholdere i hvert distrikt, som skal samarbejde tæt omkring opgaveløsningen i distriktet. Derudover vil der på hver matrikel - både dagtilbud og skole - være en afdelingsleder samt evt. andre mellemledere (eksempelvis afdelingsleder og SFO-leder).

I hvert distrikt vælges en bestyrelse for henholdsvis dagtilbud og skole. Ud over de ordinære bestyrelsesmøder, forpligtes de til at afholde mindst 4 årlige, fælles bestyrelsesmøder i distriktet.

Ifm. reorganiseringen foreslås det, at der træffes beslutning om en fysisk samling af skole og børnehaver i hhv. Bælum og Nørager.

* Se endvidere bilag; "Forslag til etablering af 6 børnedistrikter i Rebild Kommune"

Dagplejen

Ved etablering af børnedistrikter, lægges der op til, at en beslutning om sagen vedrørende handleplan for dagplejen, kan implementeres i den samlede løsning.

Ledelsen af dagplejen decentraliseres og lægges ud i de 6 børnedistrikter. Det bliver således kontraktholderne på daginstitutionsområdet, der fremadrette varetager ledelsen af dagplejerne inklusiv ledelsen af dagplejepædagogerne. I de distrikter, hvor antallet af dagplejere i distriktet bliver for højt, foreslås der ansættelse af en daglig leder med reference til kontraktholderen.

Derudover foreslås det, at det lovpligtige tilsyn på hele 0-6 årsområdet placeres i en ny tilsynsafdeling under PPR, samt at procedurer og kriterier ved godkendelse af private pasningsordninger godkendes.

* Se endvidere bilag; "Notat vedrørende effekt og konsekvenser ved decentralisering af dagplejen i Rebild Kommune" samt

 "Handleplan Dagplejen - reorganisering af dagplejen (konklusioner og høringssvar)"

Småbørnsinstitutioner

Der skal tages beslutning om, hvorvidt forsøgsordningen med småbørnsgrupper i daginstitutionen Aavangen (Terndrup) og daginstitutionen Tumlehøj (Suldrup) skal videreføres. På Børne- og Ungdomsudvalgsmødet den 11. november 2015 blev der fremlagt statusevaluering for projektet. Det foreslås, at forsøgsordningerne i Terndrup og Suldrup gøres permanente med henblik på at øge forældrenes valgmuligheder i distrikterne, samt at kunne bruge småbørnsgrupperne som bufferkapacitet i forbindelse med kapacitetsstyringen af dagplejen. Det foreslås endvidere, at der arbejdes på at udbygge med småbørnsgrupper i de resterende distrikter.

* Se endvidere bilag; "Statusevaluering af forsøgsordning med småbørnsgrupper"  

Daginstitutioner

Daginstitutionsområdet vil blive berørt af strukturændringerne, da der lægges op til at dagtilbudsledelsen følger ledelsesstrukturen på skoleområdet. Det vil sige, at dagtilbudsområdet vil gå fra 8 til 6 kontraktholdere. Den foreslåede struktur følger dog den allerede implementerede ledelsesmodel på daginstitutionsområdet og udbygges ved, at der nu i alle distrikter er flere daginstitutioner tilknyttet den enkelte kontraktholder. I forhold til den daglige pædagogiske ledelse i daginstitutionerne lægger forslaget op til, at der skal være daglig ledelse på alle matrikler, som ud over den pædagogiske ledelse også varetager den daglige personaleledelse.

Specialklasser

Der er i efteråret udarbejdet et forslag til en ny organisering af kommunens specialklasser for elever med generelle indlæringsvanskeligheder på baggrund af det faldende elevtal og det faktum, at en del af de nuværende elever i de tre klasser har andre udfordringer end den oprindelige målgruppebeskrivelse. I de 3 specialklasser er der medio november samlet set 34 elever – fordelt på henholdsvis 20 (Terndrup), 8 (Sortebakkeskolen) og 6 elever (Karensmindeskolen).

Forvaltningen foreslår, at specialklassen på Karensmindeskolen udfases. Desuden at der oprettes en ny specialgruppe på Sortebakkeskolen, således at den rummer både elever med generelle indlæringsvanskeligheder (G-klasse) og  en gruppe for elever med specifikke vanskeligheder (S-klasse). Den nuværende specialklasse på Terndrup Skole fastholdes.

Forslaget er begrundet i, at der er meget få elever i specialklasserne på Karensmindeskolen og at de alle er tilknyttet overbygningen og snart forlader folkeskolen. Derudover har den nuværende elevgruppe i specialklassen på Sortebakkeskolen andre udfordringer end alene generelle indlæringsvanskeligheder.

* Se endvidere bilag: "Forslag til ny organisering af kommunes specialklasser for elever med generelle  indlæringsvanskeligheder"

EUDflex og Eud10

Det er i Rebild Kommune i august 2015 besluttet at etablere et samlet overbygningstilbud for 8.-10. klasse med fokus rettet mod erhvervsuddannelserne, som kaldes EUDflex for 8.-9. klasse og EUD10 for 10. klasse. Tilbuddet er pt. placeret på Bavnebakkeskolen. EUDflex er etableret i samarbejde mellem Karensmindeskolen, Bavnebakkeskolen og Rebild Ungdomsskole. Størstedelen af undervisningen foregår idag på Bavnebakkeskolen. Dele af valgfagsundervisningen foregår på Karensmindeskolen. En dag om ugen foregår undervisningen i Rebild Ungdomsskoles regi, med henblik på at styrke gruppedannelsen og give eleverne alternative faglige udfordringer.

I oktober behandlede Børne- og Ungdomsudvalget et forslag om at flytte EUDflex og EUD10 fra Bavnebakkeskolen til Karensmindeskolen. Udvalget besluttede ikke at flytte tilbuddet, men bad forvaltningen undersøge mulighederne for alternative placeringer. Center Børn og Unge har undersøgt mulighederne – men da tilbuddet, af hensyn til transportmuligheder, er nødt til at være placeret i Støvring er muligheder kun Karensmindeskolen eller Bavnebakkeskolen. Såfremt tilbuddet placeres på Karensmindeskolen foreslår forvaltningen det placeret på Svinget.

 

* Se envidere bilag: "Notat om placering af EUDflex og EUD10"

 

Overgangsordning på skoleområdet

Selv om der i de fremlagte forslag ikke nedlægges institutioner eller afdelinger ifm. etableringen af større distrikter, vil der jf. gældende lovgivning på folkeskoleområdet formelt være tale om skolenedlæggelser, idet der skal etableres større distrikter. På skoleområdet vil disse dermed først kunne træde i kraft pr. 1. august 2017, hvorfor der foreslås en 1 årig overgangsordning, hvor der istedet etableres fælles ledelse de steder, hvor der i de to scenarier lægges op til det.

Der er ingen lovgivningsmæssige bindinger på dagtilbudsområdet ifm. etableringen af større distrikter.

Den ny ledelsesstruktur kan træde i kraft allerede pr. 1. august 2016, men de ny større distrikter på skoleområdet vil først kunne etableres pr. 1. august 2017. Der arbejdes derfor i skoleåret 2016/17 med en overgangsordning i den ny ledelsesstruktur, hvor de eksisterende skoledistrikter er gældende.

Tidsplan

For at sikre skoler og institutioner den fornødne tid til en forsvarlig planlægning af skoleåret 2016/2017 samt gennemførelse af den ny ledelsesstruktur, afholdes der et ekstraordinært BUU 4. januar med sigte på endelig Byrådsbehandling ultimo april efter høring.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet.

Økonomiudvalget har besluttet, at der med henblik på at etablere og styrke et sammenhængende, decentralt tilbud til aldersgruppen 0-16 år, i samarbejde med skoler og bestyrelser, udarbejdes et forslag, der skal være med til at skabe trivsel og være fagligt og økonomisk bæredygtigt.

Beslutning

Taget til efterretning.

Indstilling

at disponeringsregnskabet drøftes og tages til efterretning.

Økonomi

Center Familie og Handicap forventer et udgiftsniveau som svarer til korrigeret budget og eventuelt med et lille mindreforbrug.

Sagsfremstilling

Hermed en orientering om det forventede regnskab for 2015 på det specialiserede socialområde for børn og unge. Opgørelsen indeholder både myndighedsdelen og den objektive finansiering af sikrede institutioner, børnehuse og tilsyn af plejefamilier. Driften af egne socialfaglige tilbud og institutioner er ikke med i opgørelsen.

 

Samlet er der et korrigeret budget på 65,0 mio. kr., inkl. overførsel fra sidste år på 1 mio. kr. Budgettet er fordelt med 62,1 mio. kr. på myndighedsdelen og 2,9 mio. kr. til objektiv finansiering af sikrede institutioner og social tilsyn nord.

Der er lige nu disponeret nettoudgifter på samlet 64,45 mio. kr. Heraf udgør de disponerede udgifter på myndighedsdelen 62,6 mio. kr. og 1,9 mio. kr. på objektiv finansiering. Der er knap 0,6 mio. kr. tilbage af budgettet, som skal dække tilgange af nye sager og ændringer i eksisterende sager resten af året. Alle disponerede indsatser er påført stopdato og tæller derfor med frem til forventet ophør. Afgang af disponerede udgifter vil derfor kun komme ved ophør før forventet stopdato.

Siden forrige opgørelse er de disponerede udgifter steget med 0,4 mio. kr. Forventet tilgang er tilsvarende nedskrevet med 0,4 mio. kr.

Center Familie og Handicaps forventning til regnskabsresultatet er lige nu et udgiftsniveau svarende til korrigeret regnskab, måske endda med et lille mindreforbrug, fordi vi nu er så langt henne på året, at det bør være begrænset hvor meget nye indsatser belaster 2015 regnskabet.

Stigningen på 0,4 mio. kr. i forhold til forrige opgørelse omfatter:

  • Tilgange på baggrund af nye bevillinger på 0,2 mio. kr., som bl.a. omfatter:

o  1 plejefamilieanbringelse: 0,04 mio. kr.

o  Tillægsydelse til handicappet barn på døgninstitution: 0,05 mio. kr.

  • Ændringer i eksisterende indsatser på samlet 0,2 mio. kr., som bl.a. omfatter:

o  Forlængelse af anbringelse: 0,2 mio. kr. 

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Ungdomsudvalget.

Ved opgørelsen i december er der disponeret 64,45 mio. kr. af budgettet på 65,04 mio. kr. Dermed er der knap 0,6 mio. kr. tilbage til tilgange og ændringer af indsatser resten af året. På nuværende tidspunkt forventer center familie og handicap et udgiftsniveau svarende til korrigeret budget og eventuelt et lille mindreforbrug.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0