Rebild Kommune er forpligtet til at modtage et antal flygtninge. Hvert år udmeldes en kvotefordeling på baggrund af forventet indrejseniveau på landsplan. I marts 2014 blev det udmeldt fra Udlændingestyrelsen, at Nordjylland skulle modtage 652 kvoteflygtninge i 2015. Heraf skulle Rebild Kommune modtage 35 flygtninge. I december 2014 har Udlændingestyrelsen opjusteret fordelingen. Der er nu udmeldt, at Nordjylland skal modtage 1.764 flygtninge, hvilket er næsten 3 gange flere end ved første udmelding. Der er endnu ikke udmeldt fordeling på kommuneniveau. Den endelige fordeling forventes at blive udmeldt i februar 2015.
Kvoterne for Rebild Kommune var i 2013 og 2014 henholdsvis 20 og 26 nye flygtninge.
Udover antallet af flygtninge er Rebild Kommune også forpligtet til at modtage flygtninge, der bliver familiesammenført med herboende flygtninge. Tendensen i 2014 har været, at størsteparten af de ankomne flygtninge er syriske mænd, som efter ankomst har ansøgt om familiesammenføring. Fortsætter denne tendens i 2015 sammenholdt med den ny kvoteudmelding vil et forsigtigt skøn være, at Rebild Kommune skal modtage omkring 95 flygtninge i 2015. Dertil kommer et antal familiesammenføringer, der skønnes at kunne udgøre op mod 400-500 personer fordelt på børn og voksne. Tidsperspektivet for familiesammenføring er dog pt. uklart, da lovgivningen på dette område muligvis ændres.
Indsats:
De første 3 år flygtninge opholder sig i Danmark, er kommunen forpligtet til at iværksætte et integrationsprogram for de nyankomne. Både kvoteflygtninge og familiesammenførte skal have dette tilbud. Indsatsen er danskundervisning og andre beskæftigelsesfremmende aktiviteter. Der udarbejdes for hver flygtning en integrationskontrakt, som en del af den individuelle opfølgning i Jobcentret.
Kommunen skal også sørge for boligplacering. Ved ankomst kan det være i midlertidige boliger, men der skal efterfølgende findes permanente boliger til flygtningene. Senest er der indgået aftale med et boligselskab om udlejning af boliger i Nørager. Udover denne aftale indgås private lejeaftaler geografisk spredt i kommunen, hvor der findes passende boliger og er mulighed for at benytte offentlig transport. Ultimo 2014 har forvaltningen haft tiltagende vanskeligheder ved at finde boliger til de ankomne flygtninge, hvilket er nødvendigt idet den nuværende boligmasse ikke vurderes at være tilstrækkelig til den forventede borgerankomst i 2015.
Ved modtagelsen introduceres flygtningene til det danske samfund og andre praktiske foranstaltninger, såsom fx lægevalg, skolesystemet, transport med mere. Center familie og handicap forestår udførerdelen i forbindelse med modtagelsen og boligplaceringen. Indsatsen finansieres af Center Arbejdsmarked og Borgerservice. Som følge af det forventede øgede antal flygtninge besluttede Arbejdsmarkedsudvalget i december 2014, at tilføre området 0,1 mio. kr. til håndtering af modtagelsesopgaverne.
Finansiering:
Finansieringen på integrationsområdet dækker udgifterne til driften (indsatser, tilbud og ydelser) de første 3 år flygtninge opholder sig i Rebild Kommune – integrationsperioden.
Hovedelementerne i finansieringen:
Grundtilskud:
|
Kommunen får et tilskud pr. måned pr. flygtning i integrationsperioden
|
Kr. 2.604 pr. måned (2015)
|
Resultat tilskud – uddannelse og ordinært arbejde:
|
Engangstilskud. Opnås når en flygtning kommer i ordinær beskæftigelse eller uddannelse
|
Kr. 48.440 (2015)
|
Resultat tilskud – danskuddannelse:
|
Engangstilskud. Opnås når en flygtning består danskprøve.
|
Kr. 36.331 (2015)
|
Refusion:
|
Udgifter til Integrationsprogrammet og ydelser. Se nedenstående.
|
50 %
|
Refusionen til driftsudgifterne i integrationsprogrammet som sprogskole og andre beskæftigelsesfremmende indsatser er på 50 %, så længe udgifterne holdes inden for et driftsloft.
Refusionen på forsørgelsesydelser, etableringsudgifter og andre udgifter efter lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet er på 50 %.
Budgetgaranti (bloktilskud):
Størstedelen af kommunens nettoudgifter til integrationsprogrammet og ydelser til flygtninge er omfattet af budgetgarantien. Det vil sige, at landets kommuners nettoudgifter under ét dækkes enten via tilskud, refusion eller bloktilskud. Reguleringen via garantien sker dog med 2 års forsinkelse.
Forventet udvikling af udgifter i 2015:
Grundet udviklingen i antallet af kvoteflygtninge og dertil familiesammenførte, forventer Center Arbejdsmarked og Borgservice øgede udgifter i 2015, hvilke pt. ikke kan beregnes konkret. Udover udgifter til indkvartering og introduktionsopgaver forventes øgede udgifter til: Danskuddannelse, samfundsforståelse og andre beskæftigelsesfremmende indsatser jf. ovenstående udgiftssatser. Endvidere løbende udbetaling af kontanthjælp og hjælp til boligudgifter (særlig støtte), samt etableringsudgifter og helbredsudgifter. Til disse for udgifter yder staten 50 % refusion. Endelig må forventes øgede udgifter til tolk, som en er ren kommunal udgift.
Myndighed og administration:
Der er en række lovgivningsmæssige bestemmelser om indsatser, opfølgning og rettidighed på integrationsområdet, der foretages af Jobcentret. Ved markant øgede kvoter og familiesammenførte vil lovgivningen ikke kunne understøttes uden tildeling af flere ressourcer til området. Når den endelige kvotefordeling for 2015 er aftalt, vil centret lave et skøn over behovet for ressourcer.
Et øget antal vil også kræve flere ressourcer til administrationen af området. Det er myndighedsopgaverne ved modtagelsen af flygtninge og tilkendelse af ydelser, samt de løbende ansøgninger. Grundet finansieringsmodellen på integrationsområdet, vil der også være flere registreringer. Hovedparten af hjemtagelse af tilskud sker på baggrund af manuelle registreringer og optællinger.
Udgifter til myndighed og administration er en kommunal udgift.
Centrale tiltag:
KL og regeringen er blevet enige om, at iværksætte en række konkrete tiltag, som følge af det stigende antal flygtninge. KL har den 8. januar 2015 redegjort for følgende tiltag:
- Vil forsøge at ændre lovgivninger blandt andet planlovgivningen, så kommunernes muligheder for at finde boliger og indkvarteringsmuligheder bliver forbedret. Fx benytte tomme ældreboliger.
- Som en del af finansloven for 2015 udmøntes der en pulje på kr. 150 mio. Puljen gives som et særtilskud for 2015. Fordelingen sker på baggrund af den andel flygtninge den enkelte kommune vil modtage udover den første udmeldte kvote.
- Regeringen vil derudover forsøge at få tilslutning til, at der ydes et ekstraordinært integrationstilskud i 2015 på kr. 200 mio. Puljen vil blive fordelt på baggrund af kommunernes andel af flygtninge og familiesammenførte.
Andre områder der kan blive udfordret:
Hvis der bliver en større stigning i antallet af børnefamilier, kan det udfordre dagtilbudsområdet og skoleområdet og i forhold til særlig støtte efter serviceloven.