Sagsfremstilling
Sundhedsudvalget blev på møde 11. november 2014 (pkt. 162 nr. 3) orienteret om, at det ikke er lovligt for Rebild Kommune at stille en kommunal garanti ved lån til servicearealerne. Forvaltningen har derfor, i samarbejde med Boligselskabet Nordjylland, drøftet mulig alternativ finansiering, og på den baggrund indhentet lånetilbud fra Spar Nord. Hvis dette godkendes, vil Boligselskabet Nordjylland kunne opnå lånefinansiering til servicearealerne.
Det nye finansieringsforslag indebærer, at Rebild Kommune, frem for et lån optaget af Boligselskabet med kommunegaranti, nu optager et ordinært banklån. Samlet set vurderes lånetilbudet, at være fornuftigt ud fra en markedsvurdering. Det er dog væsentligt, at bemærke, at lånemuligheden er med variabel rente, modsat den oprindelige finansieringsmodel hvor lånet var forudsat at være fastforrentet.
Da lånet er med variabel rente, er omkostningen stort set på niveau med lånet i oprindelig finansieringsmodel. Forvaltningen vurderer derfor, at den nye finansiering kun vil betyde en marginal ændring i de samlede udgift til serviceareal, under forudsætning af det nuværende renteniveau. I forlængelse heraf er det dog vigtigt at fastslå, at der med et variabelt lån vil være en risiko for rentestigning, og dermed en øget kommunal udgift til husleje. En sådan øget udgift vil skulle indgå i mellemkommunale takstberegning for det samlede tilbud i Rørbæk.
Afklaring af finansieringsformen har udskudt tidsplan for byggeriet. Forvaltningen har derfor udarbejdet en opdateret tidsplan baseret på at proces omkring byggeri genoptages efter Økonomiudvalgets behandling af dette punkt.