Region Nordjylland har besluttet, at den gældende Råstofplan 2016 skal revideres, og derfor indkalder regionen forslag og ideer til Råstofplan 2020. Regionen retter fokus mod en række centrale spørgsmål, som Rebild Kommune blandt andet kan komme med synspunkter og anbefalinger til.
Spørgsmålene er:
- Kan grundvandsinteresser og råstofindvinding gå hånd i hånd eller vil de være modsætninger?
- Kan transportbelastningen og CO2 udledningen minimeres ved at sikre den lokale forsyning?
- Hvordan kan regionen være med til at fremme en efterbehandling, så natur og biodiversitet beriges?
- Retningslinjer – er der behov for nye retningslinjer eller justeringer af eksisterende?
- Hvordan kan regionen være med til at fremme en ansvarlig udnyttelse af råstofferne i regionen og derved understøtte en højere grad af genanvendelse af de sekundære råstoffer?
- Har vi brug for en fælles råstofstrategi og hvilke emner bør diskuteres i en fælles strategi?
Derudover skal der også tages stilling til nye graveområder og/eller ændringer af eksisterende områder. Debatoplægget vedr. Råstofplan 2020 kan ses her: www.raastofplan2020.rn.dk/
Center Natur og Miljø foreslår at kommunens høringssvar til regionen berører følgende temaer:
Vedrørende spørgsmålene om råstofindvinding, grundvand og genanvendelse:
- I forbindelse med udkast til Råstofplan 2016 anbefalede Rebild Kommune, at bl.a. vandværkernes grundvandsdannede oplande friholdes fra råstofindvinding. Naturstyrelsen ajourfører imidlertid ikke længere viden om disse områder. Derfor forslår forvaltningen at kommunen istedet peger på at vandværkers indvindingsoplande bør friholdes fra råstofindvinding, idet der i de fleste tilfælde der er stort overlap mellem disse udpegninger.
- Rebild Kommune anbefaler, at Region Nordjylland skal have fokus på grundvandsbeskyttelse i forhold til genanvendelse af sekundære råstoffer (f.eks. bygge og anlægsaffald) i råstofgrave. Helt konkret er der en ny viden om udvaskning af problematiske stoffer fra brugt beton/tegl og der er endnu ikke fastlagt grænseværdier for, hvornår beton- og/eller teglaffald kan anses for at være uforurenet. Derfor bør disse materialer ikke tilføres til aktive råstofgrave indenfor områder med særlige grundvandsinteresser og indsatsområder.
Vedrørende spørgsmålene om efterbehandling og biodiversitet:
- Med reference til FN's Verdensmål nr. 6 og 15, foreslår forvaltningen, at alle bynære indvindingsområder efterbehandles til natur og med fokus på offentlighedens adgang. Forvaltningen foreslår desuden at områder uden nærhed til by, men beliggende i områder med særlige drikkevandsinteresser, efterbehandles til natur, med forbud mod at sprøjte, gødske eller foretage anden grundvandstruende aktivitet efter endt råstofindvinding. Områder uden nærhed til by eller drikkevandsinteresser foreslås efterbehandlet primært til natur, og ellers til tidligere anvendelse.
- Det vil være til fordel for biodiversiten, at flest mulige arealer efterbehandles til natur, samt at forudsætningerne for udvikling af natur er bedst mulige samt at beskyttelsen af arealet er så langsigtet som mulig (jf. FNs Verdensmål nr. 15). En bedre beskyttelse af naturinteresserne i de efterbehandlede råstofgrave kunne foruden forbud mod gødskning og sprøjtning f.eks. indebære forbud mod terrænændringer, beplantning og jordbearbejdning. Forvaltningen foreslår at dette tilføjes som forudsætninger (og dermed tinglyses) for gravning i områder, som skal efterbehandles til natur.
- I store råstofgraveområder, hvor der kan være flere indvindere samt indvinding over flere årtier, bør regionen arbejde for helhedsplaner vedrørende efterbehandling. Helhedsplaner kan blandt andet bidrage til sikring af landskabelig sammenhæng i hele graveområdet efter endt indvinding. Eksempler på hvor helhedsorienteret efterbehandling er ønskværdigt, er de store graveområder ved Nysum-True samt Bradsted.
Vedrørende transport:
- transport til og fra råstofgrave giver stort slid på veje og rabatter. Som reglerne er i dag, skal kommunen sørge for at kommunale veje er i sådan en stand, at de kan håndtere den trafik, der er på vejene. Det betyder, at det er kommunerne, som står for udbygning, vedligeholdese mm. af vejene. Dette er omkostningsfuldt og derfor anbefaler Rebild Kommune, at der ikke sker øgning af råstofaktivitet i kommunen.
Det endelige høringssvar udfærdiges på baggrund af ovenstående, suppleret med bemærkninger omkring navngivning af områderne m.m.