På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om at igangsætte planlægningen for boliger ved Øster Hornumvej i Øster Hornum, blev der udarbejdet et forslag til lokalplan nr. 338 og Tillæg nr. 26 til Kommuneplan 2017 - Boligområde ved Øster Hornumvej, Øster Hornum, som Byrådet godkendte og sendte i høring den 20. maj 2021. I forslaget udlægges en sti over Ø. Hornum vandværks matrikel og i få meters afstand fra indvindingsboringer og rentvandstank.
Ø. Hornum vandværk har indsendt høringssvar som går på følgende problemstillinger:
- stien vil gå forbi vandværkets boring og rentvandstank i en afstand af 5,5 meter
- Ø. Hornum har ikke kunnet få en garanti fra kommunen, for at der ikke vil være øget risiko for forurening ved overskridelse af afstandskrav
- der vil være en økonomisk belastning for vandværket forbundet med flytning af hegn, el-skab m.m.
- adgangen til vandværkets grund vil blive besværliggjort
Baggrund
I lokalplanforslaget er angivet at der kan kan etableres en cykel/gangsti over vandværkets grund. Cykelsti er nævnt i bestemmelsen §5 og vist på kortbilag 2. Ifølge bestemmelsen skal stien udlægges med en bredde på 4,5 meter. (fra udkastet - "§5.3 Stier: Stien, som er vist på Kortbilag 2, skal udlægges med en bredde på 4,5 meter Ad Stier: Med "i princippet" menes, at stien kan flyttes nogle meter i forbindelse med den endelige fastlæggelse af stiforløbet.")
Omkring Ø. Hornum vandværks indvindingsboringer er udlagt et fredningsbælte på 10 meter. Fredningsbæltet skal beskytte mod anvendelse, uheld, terror mm, der kan give anledning til forurening. Fredningsbæltet udlægges med ophæng i §24 i Miljøbeskyttelsesloven, og størrelsen på de 10 meter har ophæng i §9 stk. 4 i Bekendtgørelse om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land.
Boringerne til Øster Hornum Vandværk er meget sårbare mod forurening på overfladen, da der ingen naturlig beskyttelse findes i området ifølge statens grundvandskortlægning. Forurening vil derfor kunne trænge direkte ned til drikkevandet. Forvaltningen har på den baggrund ikke kunnet udstede en garanti, overfor vandværket, for at inskrænkelse af fredningsbæltet ikke vil udgøre en risiko for vandværkets drikkevandsboringer.
Forvaltningens bemærkninger
Stiforløbet over vandværkets grund vil give den mest direkte adgang for cyklende og gående fra boligområdet til institutioner m.m. Løsningen vil indebære en potentiel, mindre risiko i forhold til de eksisterende grundvandsforhold.
Såfremt udvalget fastholder stiføringen, skal fredningsbæltet på 10 meter fraviges og vandværkets økonomiske og praktiske udfordring skal løses. Forvaltningen vurderer ikke at kommunen kan udstede den ønskede garanti til vandværket.