Opstart af ny ordning for separat indsamling af madaffald
Indtil regeringens Klimaplan af 16. juni 2020 var kravet om separat indsamling af madaffald, at det implementeres i kommunerne senest år 2023. Rebild Kommune har tilrettelagt varighed af kontrakter på indsamling herefter. De nuværende indsamlingskontrakter trådte i kraft april 2017 og gælder til april 2023 inkl. forlængelse.
Klimaplanen stiller krav om indsamling af blandt andet madaffald fra alle husstande fra 1. juli 2021. Rebild Kommune har søgt om dispensation fra implementeringsfristen indtil de nye kontrakter træder i kraft. Miljøstyrelsen har 26-03-2021 imødekommet Rebild Kommunes ansøgning, dog kun til 31-12-2022, som Affaldsbekendtgørelsen giver mulighed for. Det vil sige at dispensationen ophører 3 måneder, før planlagt opstart.
Forvaltningen anbefaler at fastholde nuværende plan for opstart. Det er kun tale om en kort periode og kontraktforlængelsen vil skulle genforhandles med nuværende renovatør og det er vanskeligt at starte en ny renovatør på en ny ordning lige efter nytår i vintermånederne.
Standardløsning i Rebild Kommune
Teknik og Miljøudvalget besluttede i marts 2020 at standardløsningen i Rebild bliver 1 x 240 L to-delt beholder til rest- og madaffald med 14 dages tømning. Det er denne løsning de fleste andre kommuner har, der indsamler mad- og restaffald i to-delt beholder.
Ændring af tømningsfrekvens vil betyde at nogle adresser får lidt mere kapacitet, end de har i dag og andre adresser vil få lidt mindre. Vi har derfor været ude og se på nuværende fyldningsgrad på tømmedag. Analyse af de indsamlede data giver os et billede af, at 20-25 % af husstandene får en udfordring med at have plads til deres affald i den nye standardløsning. Vi har samtidig et billede af, at genbrugsbeholderen ikke udnyttes fuldt ud ved alle adresser. Folk skal vænne sig til at sortere alt det genanvendelige affald fra restaffaldet og i stigende grad benytte ’genbrugsbeholderen’.
Erfaringen fra udrulning af genbrugscontaineren i 2017 peger på at der dels skal gennemføres en stor kommunikationsindsats, dels at der vil være en indkøringsperiode for den enkelte borger. Vi vil i videst muligt omfang stå til rådighed for borgerne i opstartsperioden med råd og vejledning, ekstra sække osv.
Kommunikationsplan
Vi har ansat en kommunikationsmedarbejder, foreløbigt tidsbegrænset i et år. Hovedopgaven bliver udover at indgå i den daglige drift, at evaluere de eksisterende ordninger samt ikke mindst at udarbejde en kommunikationsplan i forbindelse med de nye ordninger og sorteringsvejledninger, så vi sikrer at alle får de rigtige oplysninger på det rigtige tidspunkt.
Flerfamilieboliger og institutioner
Ved flerfamilieboliger og institutioner har de typisk mange store containere til deling i dag. Forvaltningen vil gøre det valgfrit for disse adresser at fortsætte på ugetømning, fremfor at skulle finde plads til måske dobbelt så mange containere. Vi vurderer at ejendomme med > 4 boliger + institutioner tilbydes fortsat ugetømning.
Fælles omlastning og afsætning
Rebild Kommune afleverer i dag alt dagrenovation hos Reno-Nord. Vi forventer at skulle fortsætte med det fremover. Det afhænger meget af, hvordan den igangværende politiske proces for tilpasning af forbrændingskapaciteten i Danmark lander.
Fremover indsamles mad- og restaffald i to-kammer biler. Rebild er i dialog med de andre kommuner i Reno-Nord, om en fælles omlastning af madaffaldet på Reno-Nord og fælles afsætning til behandling.
Rebild kommunes fremtidige tilhørsforhold til Reno-Nord er et tema som skal behandles i den kommende affaldsplan. I den forbindelse vil bl.a. også skulle tages politisk stilling til den fremtidige afsætning og behandling af ovenstående fraktioner.