Ejendommene Ternevej 2 og 4 er omfattet af partiel byplanvedtægt nr. 1 (herefter benævnt byplanvedtægten) samt tillægget hertil. Byplanvedtægten gælder for Ternvej, Rypevej og Maagevej.
Byplanvedtægten udlægger området til parcelhuse og dobbelthuse. Herudover indeholder byplanvedtægten bestemmelser om vej, udstykning samt bebyggelses omfang, placering og udseende.
Tillægget ændrede byplanvedtægten for Ternevej 2 og 4, så ejendommene i stedet udlægges til liberalt erhverv med bolig samt bestemmelsen om udstykning. Dvs. byplanvedtægtens bestemmelser om disse forhold blev aflyst ved tillæggets vedtagelse for Ternevej 2 og 4. Ophæves tillægget vil disse bestemmelser stadig være aflyst i byplanvedtægten, og byplanvedtægten vil derfor ikke regulere anvendelsen eller udstykning.
Ophæves tillægget vil udstykning blive reguleret af bygningsreglementet. Jf. bygningsreglementets § 173, kan kommunen ikke nægte udstykning af en parcelhusgrund på 700 m2. Udstykningen til anden byggeri skal ske efter en helhedsvurdering. Ternevej 2 og 4 er på hhv. 961 m2 og 900 m2.
Bygningsreglementet regulerer ikke anvendelsen af ejendomme, selvom selve byggeriet er omfattet af kravet om helhedsvurdering eller byggeretten. Ophæves tillægget vil anvendelsen af Ternevej 2 og 4 stort set være ureguleret bortset fra generelle regler i miljøbeskyttelsesloven og evt. anden sektorlovgivning. Der kan ikke nedlægges forbud efter planlovens § 12, stk. 3 til anvendelse i strid med kommuneplanrammen, da ejendommene stadig er omfattet af byplanvedtægten. Kommunen kan dog stadig nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod forhold, som kan hindres ved en lokalplan.
Ejendommene er i Kommuneplan 2017 omfattet af rammeområde 03.B240 udlagt til boliger.
Det vurderes, at det næppe vil give problemer, at udstykning og anvendelse ikke er reguleret af en byplanvedtægt eller lokalplan. Ejendommene er tilsammen 1.861 m2, så der kan ikke uden tilladelse fra Rebild Kommune udstykkes en ekstra parcelhusgrund. Ved udstykning til dobbelthuse skal der laves en helhedsvurdering jf. bygningsreglementet. Ejendommene kan dog anvendes til tofamilieshuse med vandret lejlighedsskel, hvilket byplanvedtægten ikke gav mulighed for. Byplanvedtægten giver dog kun mulighed for, at bygninger opføres i max 1½ etage. Det vurderes ikke, at opførelse af 2 tofamilieshuse i stedet for 2 dobbelthuse vil få væsentlig indvirkning på områdets karakter eller påvirke naboerne.
Da byplanvedtægten ikke regulerer anvendelse og udstykning for Ternevej 2 og 4, får den i højere grad karakter af en rammelokalplan. Visse bygge- og anlægsarbejder, som fx etageboliger eller erhverv, kan derfor være lokalplanpligtigt.
Uddelegering af beslutningskompetence
Byrådet besluttede den 30.03.2017 at kompetencen til at ophæve lokalplaner og byplanvedtægter, der ikke har en principiel karakter, uddelegeres til Udvalget for Teknik og Miljø. Det vurderes, at tillægget ikke har principiel karakter. Udvalget kan derfor delegere forvaltningen kompetence til at ophæve tillægget endeligt efter den offentlige høring. Forvaltningen foreslår, at forvaltningen delegeres kompetence til at ophæve tillægget endeligt, såfremt der ikke modtages væsentlige indsigelser.
Miljøscreening
Ophævelse af tillægget er omfattet af Miljøvurderingsloven. Der er foretaget en screening af planforslagets mulige indvirkning på miljøet. På den baggrund er det vurderet, at der ikke skal laves en miljøvurdering.