Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling


at Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Forvaltningen orienterer om:

  • Nyt træningstilbud
  • Ugens tal
  • Evt. status vedrørende frikommuneansøgningen
  • Kommende sager
  • Evaluering af mødet

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Beslutning

Godkendt som indstillet.

   

Lars Hørsman deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling


at Arbejdsmarkedsudvalget:

  • tager orienteringen om status på implementering af Jobreformen til efterretning
  • godkender de nye sagsflow, herunder fastlæggelse af interne instrukser og serviceniveau

Økonomi

Konsekvenserne af Jobreformen vil fremgå i forbindelse med de løbende økonomivurderinger. Driftsudgifterne afholdes indenfor Arbejdsmarkedsudvalgets ramme.

Sagsfremstilling

Med Jobreformen blev der ændret en række regler for kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere, samt ledige på integrationsydelse. Fælles for elementerne i reformen er, at de sigter mod at styrke incitamentet til at gå fra offentlig forsørgelse til arbejde. Arbejdsmarkedsudvalget har den 30. november 2015 fået præsenteret elementerne i den politiske aftale fra november 2015, ligesom udvalget på mødet den 9. maj 2016 godkendte en tidsplan for implementering af Jobreformen. De tre centrale elementer i reformen ridses kort op:

Kontanthjælpsloft

Med kontanthjælpsloftet er der sat en grænse for, hvor meget en ledig kan modtage i offentlige ydelser. Hvis en ledig modtager mere i samlede offentlige ydelser end kontanthjælpsloftet, vil der blive reduceret i boligydelserne. Kontanthjælpsloftet er altid højere eller lig med kontanthjælpen, som derfor ikke kan reduceres. Børnerelaterede ydelser er undtaget kontanthjælpsloftet. Formålet er, at give målgrupperne en større gevinst ved at tage deltids- og vikararbejde.

225-timers regel

Med 225-reglen skal de ledige arbejde mindst 225 timer i løbet af et år, for at fastholde retten til den fulde forsørgelse. Personer som ikke vurderes at kunne arbejde 225 timer inden for et år fritages for kravet. Konsekvensen for ugifte ved ikke at have arbejdet mindst 225 timer, er en reduktion i ydelsen på enten 500 kr. eller 1.000 kr. afhængig af forsørgelsessats. For ægtepar som ikke lever op til kravet, bortfalder ydelsen for den ene ægtefælle.

Ændret ret til ferie

De ledige optjener ret til ferie efter 12 måneder på forsørgelse. Retten til ferie nedsættes med Jobreformen fra 5 til 4 uger om året. Derudover kan de ledige maksimalt have to sammenhængende ugers ferie.

Status på implementering af reformen i Rebild:

Jobcentrene har med Jobreformen fået en række ekstra opgaver. Alle borgere i målgrupperne er blevet vurderet i forhold til om de er omfattet af kravet om 225 timer, ligesom relevante ledige er blevet varslet og partshørt i forhold til kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen.

Ved opslag den 25. august 2016 er 38 % fritaget for 225-timers reglen, hvilket svarer til 191 ud af de 506 ledige i målgrupperne integrationsydelse, kontant- og uddannelseshjælp. Det betyder, at det socialfagligt er vurderet at de pga. helbredsmæssige, sociale eller øvrige vilkår ikke er i stand til at arbejde 225 timer i løbet af et år. Der er tale om et øjebliksbillede. Sagsbehandlerne skal ved hver opfølgningssamtale tage stilling til, om en ledig i en af målgrupperne er omfattet eller fritaget af bestemmelsen. De borgere som ikke er fritaget vil blive berørt af 225 timers reglen fra den 1. oktober 2016.

Derudover har ledere og sagsbehandlere på området været på et seminar, hvor lovændringerne som følge af Jobreformen blev gennemgået og diskutereret. Samtidig var der på baggrund af en revisionsbemærkning på området særligt fokus på ret og pligt. Det udmøntede sig i udarbejdelsen af nye sagsflow, som både understøtter krav og intentioner i reformen og samtidig skærper fokus på overholdelse af ret og pligt. Udkastet til nye sagsflow er vedlagt som bilag. Formålet med de nye, opdaterede sagssflow har været at give sagsbehandlerne et systematisk redskab/huskeliste i forhold til ret og pligt og samtidig at understøtte og implementere intentionerne bag jobreformen i forhold til valg af indsatser. Sagsflow redegør herudover for interne instrukser.

Fastlæggelse af interne instrukser og serviceniveau

Lovgivningen fastlægger minimumskrav i forhold til ret og pligt på området og de udarbejdede sagsflow følger disse minimumskrav. Der er dog enkelte initiativer, hvor det er fundet hensigtsmæssigt at fastlægge interne retningslinjer. Det gælder følgende:

Opfølgningsfrekvens for uddannelsesparate unge:

I forhold til uddannelsesparate unge er den lovgivningsmæssige formulering, at opfølgningsfrekvensen efter den første samtale skal fastlægges ud fra hvad der er nødvendigt. Forvaltningen foreslår, at der fastlægges en intern instruks om, at der skal afholdes opfølgning minimum hver 2. måned. Opfølgningen kan både være telefonisk ift. det tilbud den unge deltager i eller ved personlig opfølgning. Forvaltningen vurderer at denne opfølgningsfrekvens vil understøtte at de unge starter i uddannelse hurtigst muligt og i venteperioder til uddannelsesstart anspores og gives støtte til at finde fritidsarbejde frem for at modtage offentlig forsørgelse.

Opfølgningsfrekvens for jobparate:

Loven fastlægger at der for jobparate kontanthjælpsmodtagere skal afholdes minimum 2 samtaler indenfor de første 3 måneder og herefter mindst 4 samtaler indenfor 12 kalendermåneder. Forvaltningen foreslår, at målgruppen i lighed med dagpengemodtagere indkaldes hver 4. uge de første 26 uger. Baggrunden er, at der er evidens for, at samtaler er et af de mest effektfulde redskaber overfor jobparate ledige. Desuden er der lagt op til en række hjemmeopgaver, som har til formål at støtte og fastholde den lediges egenansvar for jobsøgning.

Herudover har Arbejdsmarkedsudvalget på sit møde den 6. juni 2016 truffet beslutning om at investere i ansættelse af en særlig jobformidler. Formålet med jobformidleren er at give en ekstra håndholdt indsats til målgruppen i forhold til at opnå selvforsørgelse og dermed understøtte formålet med Jobreformen.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Center Arbejdsmarked og Borgerservice fremlægger udkast til reviderede sagsflow på kontant- og uddannelseshjælp og giver en status på implementering af Jobreformen.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0