Kulturrådet behandlede på deres møde den 21. april 2020 ansøgninger til Udviklingspuljen.
Kultur- og fritidsudvalget har bevillingskompetencen til udviklingspuljen efter indstilling fra Kulturrådet.
Kulturrådet indstiller 4 ansøgninger til kultur- og fritidsudvalget:
(Ansøgningerne er vedlagt som bilag)
Ansøger: Østerlyd
Beskrivelse:
Søger om 50.000 kr. til idé- og konceptudvikling til en ny forestilling om lyd kaldet: ”kan man høre en fjer falde til jorden?” for børn fra 3-6 år i samarbejde med egnsteatret Carte Blanche og børnehaven Huset i skoven i Terndrup. Forestillingen bevæger sig i krydsfeltet mellem lyde, musik og støj og sætter fokus på og undersøger, hvordan lyde påvirker vores krop og sind.
Forhåbningen er, at forestillingen er færdig i løbet af 2020, hvorefter Østerlyd vil turnere med forestillingen på teaterfestivaler og rundt i børnehaver og skoler hovedsageligt i Nordjylland.
Indstilling:
Kulturrådet indstiller, at der bevilges 30.000 kr. til projektet med en forventning om, at arrangementet tilbydes bredt til børnehaver og skoler i Rebild Kommune.
Ansøger: Skørping Marionetteater
Beskrivelse:
Søger om 7.900 kr. til produktionsstøtte til opsætning af H.C.Andersens eventyr ”Kærestefolkene eller Toppen og Bolden” med premiere 12. september 2020. Skørping Marionetteater vil som noget helt nyt i gang med at spille gadeteater. De vil producere nogle ganske små stykker, der egner sig til markeder og lignende. Planen er at opføre ovennævnte lille eventyr ved Stationsmarkedet i Skørping i Kulturugerne i September. Det kan desuden opføres andre steder i Rebild Kommune, både i Kulturugerne og ved lignende begivenheder, og på den måde være med til at give den rette markedsstemning.
Indstilling:
Kulturrådet indstiller, at der bevilges 4.000 kr. til det nye initiativ.
Ansøger: Stella Nova
Beskrivelse:
Søger om 8.000 kr. til det musikalske projekt ”Maria Musik”. En gruppe af 24 lokalt funderede og hel- og halv professionelle sangere og musikere er blevet etableret og har fået navnet ”Stella Nova”. Målet er, at værket hvert år i tidlig november skal opføres i én af områdets kirker + en koncert i Aalborg Kloster.
Indstilling:
Kulturrådet indstiller, at der bevilges 8.000 kr. til projektet.
Ansøger: Østhimmerlands Folkeuniversitet
Beskrivelse:
Søger om 10.000 kr. til et udviklingsprojekt, der skal stimulere og afsøge, om der er opbakning til og grobund for, at der atter tilbydes kulturelle foredrag i Rebild Kommune og eventuelt nå en yngre målgruppe.
I slutningen af 1900-tallet var der et utroligt rigt kulturliv i Rebild Kommune med mange foredrag og deltagere hertil. Siden da har både Folkeuniversitetet, oplysningforbund og foreninger oplevet et kraftigt fald i antal af kulturelle aktiviteter og deltagerantal overalt i Rebild Kommune. Paradoksalt nok oplever Aalborg Folkeuniversitet og oplysningsforbund i Aalborg som LOF, FOF og AOF i dag stor interesse for deres kurser og foredrag, og et meget stort antal deltagere kommer fra Rebild Kommune.
Der søges støtte til at afholde en kursusrække i efteråret 2020.
Indstilling:
Kulturrådet indstiller, at der bevilges 10.000 kr. til 5 arrangementer. Såfremt ikke alle 5 arrangementer afvikles, vil støtten reduceres med 2.000 kr. pr. arrangement, der udgår.