Rebild Kommune har i dag ingen ledige grunde i Haverslev, hvorfor der er udarbejdet en lokalplan til et boligområde langs Strandvejen i Haverslev.
Der er til projektet afsat i alt 6 mio. kroner, hvoraf ca. 2 mio. går til arealerhvervelse. Det eksakte beløb til arealerhvervelsen fastlægges i forbindelse med ekspropriationsbeslutningen. Det samlede projekt er vurderet at koste 13,1 mio. kr, hvorfor det er nødvendigt at gennemføre dette i etaper.
Forvaltningen indstiller, at vej tilslutningen sker fra Strandvejen (se bilag (Gul = støjvold, Rød = belægningsskift/fartdæmpende foranstaltninger, Grøn = grønt område))
Der er set på, hvor langt man kan komme med første etape, hvis man tilslutter området fra Strandvejen, som vist på bilag. Der kan byggemodnes 8 grunde, og de nødvendige veje, stier og grønne områder kan anlægges for en naturlig videreudvikling af området.
Der er undersøgt muligheden for at lave første etape med midlertidig tilslutning fra Mølhøjvangen, således man kan starte med at udbyde de mest attraktive grunde. Den øgede trafik vil dog genere de eksisterende beboere på Mølhøjvangen, og det kan vare flere år før etape 2 (og dermed tilslutningen til Strandvejen) igangsættes.
Derudover er det på grund af terrænet problematisk at begynde i den nordøstlige del af projektområdet, da kloakken skal kobles på ved Strandvejen. Det er derfor nødvendigt at grave hele traceet ned til Strandvejen for at få lagt ledningerne. Der kan ikke nedsives i området, så det er Rebild Forsyning, der skal sørge for afvandingen, men da der kan gå flere år før en etape 2 igangsættes, er det en stor omkostning at gøre klar til forsyning af hele området.
Det vil derudover kræve en dispensation fra lokalplanen at lave adgangsvej andre steder end fra Strandvejen.
Der er også set på muligheden for at lave en tilslutning fra Kragelundsvej. Der gælder de samme udfordringer som ved tilslutning fra Mølhøjvangen, hvor det på grund af etapeopdelingen er problematisk med kloakeringen. Derudover er Kragelundsvej en 3,5 m bred vej, der i dag betjener 6 ejendomme. Forvaltningen er af den holdning, at det at øge trafikmængden på Kragelundsvej, ikke vil være en god løsning.
Det vil derudover kræve en dispensation fra lokalplanen at lave adgangsvej andre steder end fra Strandvejen.