Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Økonomi

Der blev i forbindelse med budget 2018-21 besluttet at afsætte 16. mio. kr. til en ny daginstitution i Støvring i 2019.

Vælges der offentlig fagentreprise vil der blive afholdt licitation for totalrådgiver i oktober. Totalrådgiverens arbejde med den indledende brugerproces frem til udbud i fagentreprise i april 2019, samt geotekniske undersøgelser, arkæologiske jordbundsundersøgelser mm. forventes at udgøre 1.350.000 kr., hvilket ønskes frigivet. Restbudgettet til byggestyring, inventar og øvrige anlægsøkonomi forventes frigivet i byrådet i maj 2019.

Vælges der DGNB projekt i totalentreprise vil bygherrerådgiver udarbejde konkurrencemateriale i oktober-december og økonomi til bygherrerådgivning, vederlag, geotekniske undersøgelser og arkæologiske jordbundsundersøgelser ønskes frigives, hvilket forventes at udgøre 850.000 kr. Det endelige vinderprojektet skal godkendes på BFU i marts 2019, hvorefter resten af anlægsøkonomien skal frigives.

Udvidelse til en 40/80 daginstitution må forventes at give en merudgift på 6 mio. kr. Dette er baseret på erfaringstal med antal kvadratmeter pr. barn i Rebild Kommunes andre daginstitutioner, samt en forventet udgift pr. kvadratmeter fra daginstituionen "Rådyret". Merudgift på 6.000.000 kr. forventes først udmøntet i 2020, da en væsentlig del af anlægsarbejdet først udmøntes fra januar-juni 2020. Såfremt udvalget ønsker en sådan udvidelse af institutionen, foreslås merudgift indarbejdet i budget for 2020.

Forvaltningen vurderer at der er behov for periodeforskydning af nogle de afsatte midler, for at kunne indgå kontrakt med bygherrerådgiver/totalrådgiver, samt iværksætte geotekniske undersøgelser og arkæologiske jordbundsundersøgelser.

Sagsfremstilling

Der blev i forbindelse med budget 2018-21 besluttet at afsætte 16. mio. kr. til en ny daginstitution i Støvring med plads til 30 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Placering af institutionen er faldet på et område Øst for Støvring Kirke og i nærhed af den nye Klepholmvej med ny broforbindelse over jernbanen, se vedlagte kortbilag. Arealet erhverves i en forhåndsaftale i efteråret 2018 af Banedanmark, lokalplanarbejdet pågår allerede og forventes godkendt på byrådsmødet i december 2018.

De seneste beregninger af kapacitet på 0-5 års området i Støvring viser, at der i 2021 vil mangle imellem 10 og 50 pladser samlet, jf. punkt 105 på dagens møde samt punkt 67 på Børne- og Familieudvalgets møde i maj 2018. Herefter vil der med de nu kendte prognoser være tilstrækkelig kapacitet i en årrække. Børne- og Familieudvalget besluttede på møde d. 13. juni 2018, at forvaltningen skal undersøge merpris ved udvidelse af institutionen på Klepholmvej til 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Dette vil give 30 ekstra pladser på 0-5 årsområdet og vil give gode muligheder for at håndtere kapacitet fremover. Det er forvaltningens vurdering, at en sådan udvidelse vil koste 6 mio. kr. Da udbudet af byggeriet starter med nærværende sag, kræver en udvidelse en budgetmæssig stillingtagen på byrådsmødet d. 31. august 2018 jf. afsnit om økonomi.

Forvaltningen ønsker, at Børne og ungdomsudvalget tager stilling til hvordan projektet udbydes, og vil i det efterfølgende redegøre for to muligheder.

Bæredygtigt byggeri – DGNB

Denne udbudsform er den samme som på daginstitutionen "Rådyret". Forvaltningen ser det som en klar fordel, at høste de gode erfainger fra denne proces, samt de kvalitetsmæssige løft der måtte være ved at genbruge dele af udbudsmaterialet, deril kommer at forvaltningen er blevet uddannelsesmæssigt opkvalificeret i viden omkring bæredygtighedsprincipperne bag DGNB.

Et projektet der udbydes i totalentreprise - er afholdt ved en omvendt licitation, hvor totalentreprenøren bedes om at komme med så meget som muligt indeholdt i projektet ud fra en forudgiven pris. Projektet vil udbydes, så det skal certificeres efter DGNB.

En certificering efter DGNB betyder, at den nye daginstitution skal bygges som et bæredygtigt byggeri. På vedlagte bilag ”DGNB” redegøres nærmere for certificeringsmetoden. Hvis Rebild Kommune vælger dette, sendes et klart signal til omverdenen om at man ønsker høj kvalitet i byggeriet, en sund bygning for både børn og personale og en bygning med lave drift og vedligeholdelsesomkostninger.

Forvaltningen vil i samarbejde med en bygherrerådgiver og en DGNB konsulent udarbejde et byggeprogram og konkurrencegrundlag i samarbejde med brugerne. Der prækvalificeres, efter offentligt udbud, herefter 4 totalentreprenører til at byde på opgaven. Erfaringer fra udbuddet på "rådyret", hvor processen måtte udskydes pga. en totalentreprenør, som valgte at trække sig i sidste øjeblik, samt et mere tilspidset marked i byggebranchen, gør at forvaltningen anbefaler at indbyde prækvalificere 4 totalentreprenører. Hver totalentreprenør stiller med et team bestående af arkitekter, ingeniører samt DGNB konsulent/auditor. Vi vil modtage tre forskellige skitseforslag, som udvalget vil blive præsenteret for i februar/marts 2019.

En totalentreprise giver mulighed for at dele af projekteringen og udførelsen kan foregå sideløbende, og det vil være totalentreprenøren som varetager alle planlægnings-, styrings-, og byggeledelsesopgaver. Bygherrerådgiveren og DGNB konsulenten vil følge projektet frem til aflevering. Forvaltningen ser en stor fordel i at genbruge al den viden og erfaringer fra processen, brugerinddragelsen, udbudsmateriale og hermed også bygherrerådgiveren (MOE a/s) fra ”Rådyret”. Forvaltningen vurderer, at der ligger en stor synergieffekt og tilmed besparelse af tid ved at kun at indhente 1 tilbud fra samme bygherrerådgiver, som på ”Rådyret”. Jf. udbudsloven er det tilladt kun at indhente 1 tilbud ved indkøb af tjenesteydelser under 500.000 kr., men jf. Rebild Kommunes udbudspolitik punkt 4.2 skal indkøb og varer og tjenesteydelser over 50.000 kr. udsættes for konkurrence.

I vedhæftet "2018.07.03_Totalentreprise_Procesplan_Klepholmvej ny institution" redegøres for den forventelige proces frem til en aflevering medio 2020. Fordele og ulemper er oplistet i følgende skema:

 DGNB projekt – indbudt totalentreprise

Fordele

Ulemper

· Der kan høstes mange fordele og brugbare erfaringer ved at genbruge processen omkring "Rådyret"

· Omvendt licitation – vi får så meget som muligt for pengene og 4 konkurrenceforslag at vælge i mellem

·  DGNB certificering er et kvalitetsstempel på bæredygtighed

·  Forventet 5-10 % lavere driftsudgifter end traditionelt byggeri

·  Høj brugersundhed – bygningens indeklima dokumenteres – og der er dokumentation for at forbrugte materialer er miljøvenlige

· Styrke Rebild Kommunes engagement i Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling

·  Give øget samarbejde med øvrige nordjyske kommuner som også bygger bæredygtigt

·  Dokumenteret målbar kvalitet på alle parametre i byggeprocessen

·  Der skal kun kontraheres med én totalentreprenør

·  Færre snitflader i forhold til mangelafhjælpning og garantihåndtering

·  Stor brugerinvolvering

·  Stærk signalværdi til omverdenen, at Rebild Kommune tænker bæredygtigt og i lave driftsomkostniger. 

·  Meget dokumentation i en DGNB certificering

·  Skønnes at være 2-3% dyrere end traditionelt byggeri

·  Udgifter til DGNB-rådgiver og til DGNB konsulent samt til selve certificeringen (ligger dog i de 2-3%)

·  Det er stadig nyt for Rebild Kommune, på trods af gode erfaringer fra "Rådyret"

·  Der vil blive indbudt 3 totalentreprenører

Offentlig fagentreprise

Projektet udbydes traditionelt i offentlig fagentreprise, hvor forvaltningen først vil udbyde totalrådgivningsydelsen i en indbudt licitation. Totalrådgiveren udarbejder i samarbejde med brugerne et byggeprogram og efterfølgende projektforslag.

Totalrådgiveren vil stå for hele projekteringen og byggeledelsen. Der udarbejdes et færdigt hovedprojekt, som udbydes offentlig, og hvor de entreprenører som ønsker det, vil kunne byde ind på opgaven. Projektet vil forventes, at kunne udbydes december/januar.

I vedhæftet "2018.07.03_Fagentreprise_Procesplan_Klepholmvej ny institutionProcesplan_fagentreprise" redegøres for den forventelige proces frem til en aflevering medio 2020.

Offentlig fagentreprise

Fordele

Ulemper

·  Alle entreprenører har mulighed for at byde ind på opgaven indenfor hver deres entreprise

·  Det vil formodentlig være 2-3% billigere at bygge traditionelt end et DGNB projekt, hvilket forventeligt vil betyde lidt flere m2

·  Stor brugerinvolvering og samarbejde med en totalrådgiver gennem hele projekteringsfasen.

·  Der skal kontraheres med mange entreprenører

·  Eventuelle fejl og mangler/garantisager er fordelt på mange entreprenører

·  Minimal fokus på totaløkonomi og miljøpåvirkninger.

·  Kræver meget byggestyring, da der er mange snitflader.

·  Projektøkonomien er først  endelig kendt efter endt  licitation, hvilket  er langt henne i processen. 


Begge udbudsformer
 
- Den nye institution forventes at kunne afleveres medio 2020, uanset hvilken udbudsmetode der vælges. Ca. 1 måneds forskel i procestidsplanen.

- Endelig forslag til lokalplanen, hvorpå daginstituionen er beliggende, forventes godkendt i byrådet 20.12.2018

- Der er endnu ikke lavet jordbundsundersøgelser af grunden eller arkæologiske forundersøgelser. Der er indhentet tilbud og arbejdet forventes igangsat i løbet af oktober 2018. I både tidsplan og budget tages der forbehold for eventuel jordforurening eller fund af fortidsminder.  

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Udvalget skal træffe beslutning om den ny institution på Klepholmvej i Støvring skal udbydes efter bæredygtighedsprincippet DGNB i en totalentreprise med arkitektkonkurrence eller om der skal udbydes traditionelt i fagentreprise. Der skal endvidere træffes beslutning om der skal bygges en 30/60 institution eller 40/80 institution.

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget godkender krav til godkendelse af en aftale om fleksibel pasning

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler, at tilskud og forældres egenbetaling til kombinationstilbud godkendes 

Børne- og Familieudvalget, 15. august 2018, pkt. 120:

Børne- og Familieudvalget godkender krav til godkendelse af en aftale om fleksibel pasning.

Børne- og Familieudvalget indstiller over for Økonomiudvalg og byråd, at tilskud og forældres egenbetaling til kombinationstilbud godkendes.

Økonomiudvalget, 22. august 2018, pkt. 186:

Indstilles godkendt som indstillet af Børne- og Familieudvalget.

Økonomi

Forældre vil modtage tilskud til den fleksible pasning i forhold til gennemsnitlig antal timer opgjort over en periode på mindst 4 uger. Forældrenes egenbetaling i kommunale tilbud reduceres i forhold til de færre timer dagtilbuddet.

Idet kombinationstilbuddet sammensættes ud fra den enkelte ansøgers behov kan de nøjagtige økonomiske konsekvenser variere fra sag til sag. Nedenfor er dog opstillet eksempler på den reducerede forældrebetaling ved at benytte et dagtilbud på henholdsvis 30 og 20 timer. For de private dagtilbud vil timereduktionen medføre en reduktion i det kommunale driftstilskud, men den nøjagtige forældrebetaling fastsættes af tilbuddene selv.

Forældrenes tilskud til fleksibel pasning foreslås fastlagt til følgende takst: 0-2 år: 116 kr. pr. time/uge, 3-6 år: 66 kr. pr. time/uge. Hvis forældre eksempelvis får tilskud til 10 timer i gennemsnit pr. uge, der udgør minimumstimeantal der kan opnås støtte til, vil dette give et tilskud på 1164.kr. pr. md. for småbørn og 661 kr. pr. md. for børnehavebørn. Max tilskuddet er i henhold til dagtilbudsloven fastsat til 75% af den budgetterede nettodriftsudgift for billigste alderssvarende tilbud. Det maksimale tilskud der kan opnås er for 0-2 år 5.589 kr. pr. md. svarende til max tilskud for privat pasningsordning og for 3-5 år er max tilskud 3.405 kr. pr. md. Tilskuddet til forældrene kan dog max udgøre 75 % af de dokumenterede udgifter.

Den nøjagtige konsekvens for dagtilbuddene, ifbm. reduceret forældrebetaling, vil blive afdækket som led i kommende sag om forældres mulighed for deltidsplads i dagtilbud samtidig med afvikling af barsel.

Afhængig af efterspørgslen på kombinationstilbuddet vil der komme nogle administrationsomkostninger for Pladsanvisningen, der skal gennemgå forældrenes ansøgninger og sammensætte et kombineret tilbud. Til disse udgifter modtager kommunen et bloktilskud, ligesom der modtages bloktilskud til udgifterne ved at føre tilsyn med ordningen.

Den nøjagtige udgift for kommuner og dagtilbud er på nuværende tidspunkt ikke kendt, da denne afhænger af efterspørgslen på tilbuddet. Idet forældre skal have et dokumenteret behov for pasning udenfor den almindelige åbningstid i dagtilbuddene, forventes der ikke at blive stor efterspørgsel på kombinationstilbuddet. Til sammenligning har der indenfor de sidste 5 år kun været en enkelt forespørgsel på muligheden for at benytte et aften/døgnpasningstilbud. Der vil ved årets udgang blive lavet en status på den faktiske efterspørgsel.

Sagsfremstilling

Målgruppe for kombinationstilbuddet

Det fremgår af den nye dagtilbudslov, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde enlige forældre og forældrepar, hvor begge har et dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid, et kombinationstilbud. Dagtilbud defineres som kommunale, selvejende og private daginstitutioner samt dagplejen. Kombinationstilbud giver familier mulighed for at kombinere pasning i dagtilbud med privat pasning uden for dagtilbuddets åbningstider.

Indhold og krav til et kombinationstilbud 

Kombinationstilbuddet indebærer, at barnet kan få en deltidsplads i et dagtilbud, samtidig med at forældrene modtager et tilskud fra kommunen til fleksibel pasning. En fleksibel pasning betyder at barnet kan blive passet i hjemmet af en godkendt fleksibel børnepasser, hvor forældrene enten a) ansætter den fleksible børnepasser, og hermed er arbejdsgiver for denne, eller b) forældrene kan indgå aftale med en fleksibel pasningsordning, der er etableret som selvstændig erhvervsdrivende eller en juridisk person i form af aktie- og anpartsselskaber, fonde og selvejende institutioner, foreninger eller andre virksomheder. Her kan pasningen foregå i enten barnets hjem, andre godkendte lokaler eller den fleksible børnepassers hjem, eller c) forældrene kan vælge at indgå aftale med en godkendt privat pasningsordning, som enten arbejder i eget hjem, andre lokaler der er godkendte til formålet eller barnets hjem. Det bemærkes her, at det er muligt for en godkendt privat pasningsordning at tilbyde både ordinær privat pasning og fleksibel pasning, uagtet at der i loven er vedtaget forskellige krav til indhold og kvalitet i henholdsvis private pasningsordninger og fleksibel pasning.

Et kombinationstilbud kan ikke samlet overstige, hvad der tidsmæssigt svarer til en fuldtidsplads i et dagtilbud i kommunen, heraf skal den del, der handler om den fleksible pasning være på mindst 10 timer om ugen i gennemsnit. En fuldtidsplads svarer til den fulde åbningstid i daginstitutionen eller i dagplejen. Kombinationstilbuddet etableres individuelt efter forældrenes dokumenterede behov.  Herudover er der følgende krav til den fleksible pasning:

  • Pasningstilbuddet skal godkendes efter dagtilbudslovens § 85 a
  • Betegnelsen ”fleksibel pasningsordning” skal indgå i pasningsordningens navn
  • Kommunens løbende tilsyn med ordningen skal stå mål med tilsynet i et alderssvarende tilbud i kommunen. Tilsynet vil kunne tilrettelægges med udgangspunkt i den konkrete aftale jf. § 81 stk.1, hvilket betyder at indholdet og frekvensen kan afvejes i forhold til antallet af timer og aftalens varighed
  • Kommunen skal inden godkendelse af en pasningsaftale informere forældrene om forskellen mellem privat pasning og dagtilbud samt påse, at betegnelsen ”fleksibel pasningsordning” indgår i den fleksible pasningsordnings navn i pasningsaftalen og i alle offentlige sammenhænge
  • Kommunen kan tilbagekalde en godkendelse af en pasningsaftale, hvis kommunen gennem løbende tilsyn konstaterer, at den fleksible pasning ikke praktiseres i overensstemmelse med den indgåede pasningsaftale og kravene til ordningen
  • Kommunen skal tilbyde at sørge for forældrenes administration af ordningen mod en reduktion i tilskuddet svarende til kommunens udgifter til administrationen
  • Den fleksible pasningsordning skal endvidere tilrettelægges, så børn sikres medbestemmelse, medansvar og forståelse for dansk demokrati Den fleksible pasningsordning skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund
  • Hovedsproget i fleksible pasningsordninger skal være dansk. Fleksible pasningsordninger oprettet af det tyske mindretal er dog ikke omfattet. Som led i godkendelsen af en pasningsaftale, skal det dokumenteres, at den fleksible børnepasser har tilstrækkelige danskkundskaber til at udvikle barnets dansksproglige kompetencer. Dog kan kommunen i helt særlige tilfælde godkende, at hovedsproget kan være et andet end dansk, såfremt det vurderes ikke at have integrationsmæssige konsekvenser
  • Den fleksible børnepasser skal dokumentere danskkundskaber svarende til minimum 9. klasse med karakteren 02.

For fleksible pasningsordninger gælder, at de ikke skal leve op til krav om at fremme børns læring gennem trygge læringsmiljøer efter § 81 a, stk. 1. Det bemærkes her, at det er muligt for en godkendt privat pasningsordning at tilbyde både ordinær privat pasning og fleksibel pasning, uagtet at der i loven er vedtaget forskellige krav til indhold og kvalitet i henholdsvis private pasningsordninger og fleksibel pasningsordning.

På baggrund af vedtagne lovændringer er der udarbejdet forslag til ”Fleksibel pasningsordning – krav til oprettelse og drift”, som vedlægges sagen til godkendelse. Efter godkendelse, vil kravene til fleksible pasningsordninger indgå som et bilag til styrelsesvedtægten for Rebild Kommunes dagtilbud. Det er værd at være opmærksom på, at den ny lov træder i kraft 1.juli, men vejledning og bekendtgørelser ligger først klar ultimo 2018. Sidstnævnte indebærer, at der kan komme justeringer til godkendelseskriterierne.

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Familieudvalget og Byrådet

I forbindelse med vedtagelse af ny dagtilbudslov i Folketinget den 24. maj 2018 skal kommunalbestyrelsen give forældrene mulighed for et "kombinationstilbud" pr. 1. juli 2018, hvilket indebærer en mulighed for deltidsplads samtidig med opnåelse af tilskud til pasning i hjemmet eller hos privat passer. Da der ikke tidligere er tilbudt denne mulighed i Rebild Kommune, skal der nu fastsættes rammer for ordningen, kaldet "fleksibel pasningsordning".

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0