Vedtagne principper for prioritering af midler fra vedligeholdelsespuljen
Udvalget har den 15. august 2012 besluttet en række principper omkring udmøntningen af puljen til halvedligehold de kommende år. Den kommunale pulje til vedligehold er 2 mio. kr. fra og med 2013. Dog i 2016 på 1 mio. kr. jf. budgetforlig.
Projekterne skal prioriteres ud fra at opfylde flest mulige af følgende kriterier:
- Indsatsen vil afhjælpe uholdbare sikkerhedsforhold i bygningen.
- Indsatsen vil afhjælpe en truende nedbrydning af bygningens grundlæggende konstruktion.
- Indsatsen vil medføre mærkbare udgiftsreduktioner eller indtægtsforbedringer for hallerne.
Dvs. de af Rambyg benævnte prioritet 1, 2 og 3 projekter. Således skal prioritet 1, 2 og 3 projekter over 50.000 kr. laves først og i den prioriterede rækkefølge. Såfremt der er flere penge i puljen, skal dernæst laves energibesparende tiltag og andre projekter over 50.000 kr. i størrelse, der har mærkbare udgiftsreduktioner eller indtægtsforbedringer til følge (disse har der endnu ikke været nogen af).
Det bemærkes, at puljens principper gør, at der kun gives kommunalt tilskud til det mest nødvendige vedligehold. Der gives således kun til prioritet 1, 2 og 3 projekter, dvs. projekter, hvor der er risiko for personfare, hvor der kan opstå følgeskader og hvor der kan opstå væsentlig fordyrende forværring af tilstanden. Kommunalt tilskud fra denne pulje gives således ikke til projekter og arbejder, der f.eks. kan forbedre eller forskønne bygningsmassen, sænke omkostningsniveauet eller øge indtjeningen, eller omstiller bygningsmassen til f.eks. at rumme nye aktiviteter.
Forvaltningen udbetaler midler fra puljen, når hallerne indsender dokumentation for gennemført projekt.
Rebild Kommune betaler 75 % og hallen 25 % af projekternes omkostning. I forhold til hallernes mulighed for finansiering af egen andel skal nævnes, at Økonomiudvalget den 6. oktober 2011 har truffet en principbeslutning om, at låneomlægning ikke er en mulighed. Låneomlægning kan kun anvendes i forbindelse med nyanlæg og ikke til vedligeholdelsesopgaver. Fremtidige ansøgninger behandles enkeltvis og konkret.
Særligt om akutpuljen: Akutpuljens størrelse fastsættes til 200.000 med en egenfinansiering fra hallerne på 25 %. Den afsatte akutpulje er reserveret til større, ikke forudsigelige vedligeholdelsesarbejder, så som pludseligt opståede bygningsskader på mur, bærende elementer eller tagkonstruktion. I de år, hvor akutpuljen ikke bruges, overføres denne til næste års kommunale pulje til halvedligehold.
Da hallerne modtager kommunale tilskud til vedligeholdelsesprojekterne, er hallerne forpligtet til at indhente tilbud i overensstemmelse med reglerne i tilbudsloven og Rebild Kommunes udbudspolitik.
Såfremt der er prioritet 1, 2 eller 3 projekter, der ikke laves under årets pulje, indtræder disse projekter i prioriteringen året efter – med samme prioritering. Eksempelvis et tag med prioritet 2, der er sat på i 2016, men ikke laves, overføres dermed til prioritet 2 projektlisten i 2017.
Henvendelse fra Øster Hornum Hallen
Henvendelse fra Øster Hornum Hallen er Vedlagt sagen som bilag. Bestyrelsen redegør for, at man de seneste år har lavet forskellig vedligehold og nye tiltag/ aktivitetsudvidelse i hallen. Bestyrelsen i Øster Hornum Hallen ansøger samtidig om et forøget tilskud fra halvedligeholdelsespuljen til projekt omkring nyt gulv i hallen og etablering af springgrav.
Bestyrelsen beskriver projektets økonomi således:
Etablering af Kahrs trægulv (1100 m2) trægulv inkl arbejdsløn 875.000 kr.
Opstregning baner 30.000 kr.
Nye huller til bande og net holdere: 10.000 kr.
Nye letvægts bander 70.000 kr .
Etablering af grav inkl. støbning, el mm 640.000 kr.
Springgrav og gulvtrampoliner ( lift, gulvklap, skum) 1.300.000 kr.
Udgift i alt anslået: 2.925.000 kr.
Øster Hornum Hallens aktuelle tilskudsmuligheder fra halvedligeholdelsespuljen
Aktuelt og under de gældende principper for halvedligeholdelsespuljen, har forvaltningen kompetence til at tildele Øster Hornum Hallen følgende støtte:
Bevillingsbrev udsendt i 2015: Udskiftning af topcoat på halgulv, budgetteret til 250.000 kr. Rebild Kommunes 75% heraf lig 187.500 kr.
Bevillingsbrev udsendt i 2016: Udskiftning af gulvklinker, budgetteret til 100.000 kr. Rebild Kommunes 75% heraf lig 75.000 kr.
Planlagt/ forventet bevillingsbrev til udsendelse januar 2017: Udskiftning af vinduer til 50.000 kr. Rebild Kommunes 75% heraf lig 37.500 kr.
Disse projekter og tal er baseret på Rambølls rapport fra 2012, og ændringer i projekter og priser kan komme, i forhold til Rambølls kommende rapport. Indledende oplysninger fra Rambøll, vedr. Øster Hornum Hallen, nævner isoleringsarbejde mellem loft og strålevarmepanel til estimeret 50.000 kr. Rebild Kommunes 75% heraf lig 37.500 kr.
Bestyrelsen anmoder om supplerende midler, foruden de bevilligede, således at projekt omkring gulv og springrav kan realiseres. Samlet udgift til projektet er som nævnt 2.925.000 kr.
Muligheder:
Forvaltningen ser disse muligheder:
Mulighed
|
Konsekvens
|
Mulighed 1: At Principperne for halvedligeholdelsespuljen fastholdes og Øster Hornum Hallen tildeles de nævnte bevillinger.
|
At hallen må løfte finansieringen af projektet på anden vis.
|
Mulighed 2: At udvalget beslutter at afvige fra principperne for halvedligeholdelsespuljen og tildeler hallen et større beløb i støtte, end de ovennævnte, planlagte bevillinger.
|
At alle andre halvedligeholdelsesprojekter de kommende år nedprioriteres/ skubbes.
Endvidere kan en afvigelse fra Rambølls liste og principperne for puljen komme til at danne præcedens og gøre, at mange andre haller også ønsker øgede bevillinger til projekter.
|
Udgangspunktet er således, at Øster Hornum Hallen, under de aktuelle regler for halvedligeholdelsespuljen, er berettiget til 300.000 kr. Øster Hornum Hallens ansøgning indeholder et projekt til 2.925.000 kr. Differencen mellem disse 2 beløb er således det, som Øster Hornum Hallen ansøger udvalget om at give støtte til.
Forvaltningen anbefaler, at udvalget følger de vedtagne principper for halvedligeholdelsespuljen, dvs. mulighed 1.