Terndrup Idrætscenter har indsendt en ansøgning om ekstraordinært driftstilskud. Ansøgningen er modtaget i forvaltningen d. 27. maj 2016.
Ansøgningen (vedlagt som bilag):
Terndrup Idrætscenter ansøger Rebild kommune om at yde et ekstraordinært tilskud til dækning af driftsunderskud i 2015.
Terndrup Idrætscenter anfører, at driftsunderskuddet i 2015 udgjorde 445.000 kr. Idrætscentret henfører dette driftsunderskud primært til lukkeperioder samt øgede udgifter i forbindelse med den nyligt afsluttede om- og tilbygning samt de helt generelle vedligeholdelsesudgifter, der er på især svømmehallen.
Terndrup Idrætscenter anfører, at man ikke ser det muligt at genoprette økonomien ved almindelig drift, fordi man - trods sammenbygning og renovering - stadig har en ældre svømmehal, hvor teknikken og bygningsdele er meget slidte. Idrætscentret vurderer således, at der er store vedligeholdelsesudgifter i den kommende tid.
Desuden anfører Idrætscentret, at man skal have fjernet Idrætscentrets gæld til Rebild Kommune og overtræk på kassekreditten, for at kunne drive en sund forretning.
Idrætscentret oplyser, at træk på kassekreditten d. 25. maj 2016 udgør ca. 400.000 kr. Den normale trækningsret er 125.000 kr. Idrætscentret oplyser videre, at saldoen vil være stigende indtil 1. juli, hvor næste rate af råderet og driftstilskud udbetales.
På denne baggrund vurderer Idrætscentret, at der ikke er udsigt til, at der kommer en bedring i indtjeningen.
Idrætscenter har vedlagt sit driftsbudget for 2016. Heraf fremgår et resultat på ca. 20.000 kr.
Supplerende oplysninger:
Forvaltningen har været i dialog med Terndrup Idrætscenter om ansøgningen, herunder anmodet om likviditetsbudget for 2016. Idrætscentret har udarbejdet pengestrømsopgørelse i tilknytning budget for 2016 (bilag). Pengestrømsopgørelsen viser (side 3), at trækket på kassekreditten pr. 31. december 2016 forventes at være på 687.000 kr.
Idrætscentret oplyser i den forbindelse, at der løbende har været og fortsat er dialog med Idrætscentrets bankforbindelse om kassekreditten. Idrætscentret vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt, at kassekreditten udvides permanent, idet et så stort træk som det nuværende, kombineret med dårlige udsigter for indtjeningen, medfører betydelig indskrænkning i Idrætscentrets handlemuligheder. Idrætscentret vurderer, at det er gældens størrelse, der er problemet og ikke hvorledes gælden finansieres, idet Idrætscentret vurderer, at man aldrig vil kunne få plads til afvikling af gælden og dermed få skabt luft til de mange vedligeholdelsesudgifter, som Idrætscentret ved vil komme.
Idrætscentret præciserer, at man derfor søger om
- ekstraordinært driftstilskud på 445.000 kr., svarende til driftsunderskuddet i 2015
- eftergivelse af gæld til Rebild Kommune på 200.000 kr.
Tilskud mv. fra Rebild kommune:
Rebild kommune udbetaler i alt følgende til Terndrup Idrætscenter i 2016 efter låneomlægningen:
Driftstilskud (renter og afdrag)
|
524.000
|
Råderet
|
527.000
|
Specialtilskud svømmehal
|
312.000
|
I alt
|
1.363.000
|
Næste rate udbetales primo juli og udgør i alt 612.000 kr. - efter låneomlægning og efter reduktion med nedennævnte ca. 10.000 kr. som tilbagebetaling.
Rebild kommune garanterer for Terndrup Idrætscenters 3 realkreditlån på i alt ca. 5,1 mio. kr. Terndrup Idrætscenter har netop omlagt 2 af disse lån i henhold til tidligere politisk beslutning om låneomlægninger i hallerne. Omlægningen har virkning fra 2. halvår 2016.
Økonomiudvalget besluttede på sit møde d. 18. november 2015 at forudbetale tilskud på 200.000 kr. til Terndrup Idrætscenter, som skal tilbagebetale beløbet over 10 år. Baggrunden for denne beslutning var en ansøgning fra Terndrup Idrætscenter om et ekstraordinært driftstilskud på 206.000 kr. Tilbagebetalingen udgør således 20.000 kr. årligt og sker i praksis ved, at kommunen reducerer i de halvårlige udbetalinger.
Forvaltningens bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at ansøgningen blev modtaget i forvaltningen fredag d. 27. maj. Dagsorden til nærværende udvalgsmøde udsendes onsdag d. 1. juni. Forvaltningen har derfor haft forholdsvis kort tid til at sagsbehandle ansøgningen. Forvaltningen forudsætter således, at Idrætscentrets årsrapport for 2015 samt budget og pengestrømsopgørelse for 2016 er retvisende. Forvaltningen har ikke foretaget analyser eller vurderinger af hverken årsrapport 2015 eller af budget for 2016.
På det foreliggende grundlag vurderer forvaltningen dog umiddelbart, at Terndrup Idrætscenters udfordringer er en likviditetsudfordring i kombination med relativ lav indtjening. Idrætscentret beskriver således, at kassekreditten er overtrukket p.t. og at saldoen vil stige. Efter forvaltningens beregning er kassekreditten pr. 25. maj overtrukket med ca. 275.000 kr., efter Idrætscentrets oplysninger stigende til et overtræk på ca. 562.000 kr. (687.000 - 125.000) kr. Idrætscentret oplyser at man er i dialog med bankforbindelsen om kassekreditten. Driftsbudget 2016 viser et driftsregnskab i balance, idet der anføres et driftsresultat på ca. 20.000 kr.
Rebild kommune er ikke lovgivningsmæssigt forpligtet til at bidrage til at løse hallens økonomiske udfordringer, men er heller ikke forhindret af lovgivningen. Det skal dog sikres, at et eventuelt bidrag fra kommunen ikke medfører konkurrenceforvridende forhold.
Hvis Kultur- og fritidsudvalget træffer beslutning om, at kommunen skal bidrage til at løse hallens økonomiske udfordringer, ser forvaltningen følgende muligheder:
1) Udvalget bevilger hallen et lån med tilbagebetalingspligt (forskud på tilskud, nævnt ovenfor)
2) Udvalget bevilger hallen et ekstraordinært driftstilskud
Forvaltningen anbefaler, set ud fra præcedens og hidtidig praksis, at Kultur- og fritidsudvalget bevilger hallen et rentefrit lån med tilbagebetalingspligt, ud fra følgende model:
- lånebeløb udbetales straks efter politisk beslutning
- tilbagebetaling påbegyndes 1. januar 2017 med 10 års løbetid
- tilbagebetaling sker ved modregning i driftstilskud, råderet og specialtilskud, dvs 2 årlige betalinger
Desuden foreslår forvaltningen, at bevilling af lånet betinges af følgende:
- at bestyrelsen udarbejder nye budgetter, herunder likviditetsbudgetter, for 2016 og 2017, som fremsendes til forvaltningen / kultur- og fritidsudvalget
- at budgetterne følges op af konkrete handleplaner for, hvordan budgetterne realiseres
Beslutningskompetence:
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at bidrage til at løse hallens økonomiske udfordringer inden for egen budgetramme, afgøres sagen i udvalget. Hvis beslutningen rækker ud over udvalgets egen budgetramme, skal sagen afgøres i Byrådet.