Rebild Kommune lejer Buderup Ødekirke af Naturstyrelsen med henblik på at Ødekirken anvendes til kulturelle aktiviteter. Den årlige leje udgør ca. 45.000 kr. Hidtil har lejeaftalen været 3-årig.
I lejekontrakten mellem Naturstyrelsen Himmerland og Rebild Kommune indgår en aftale om at afdække ødekirkens potentiale i meget bred forstand, herunder som kulturformidler, som udlejningslokale med mere, idet der ønskes en øget udlejning og dermed anvendelse af ødekirken. Rebild Kommunes Kulturråd påtog sig opgaven med at finde interesserede kulturarrangører, som ville realisere et sommerprogram i 2015. Resultatet blev et program med fire arrangementer, der blev afviklet i maj-juni 2015. Til realiseringen af det nye initiativ med et sommerprogram fik Kulturrådet bevilget 10.000 kr. fra udviklingspuljen, som blev brugt på stole til ødekirken, driftsomkostninger i forhold til opstilling af toiletvogn i forbindelse med de fire arrangementer samt rejserefusion/honorar til kunstnerne og gratis entré for publikum.
I 2016 inviterede Kulturrådet igen kulturaktører i kommunen til at byde ind med kulturelle arrangementer til et sommerprogram i Buderup Ødekirke, men der var ingen interesse for det, så der blev ikke afviklet sommerarrangementer i ødekirken i år.
I forbindelse med Rebild Kulturuger har der de sidste mange år været afviklet 1-3 arrangementer i Buderup Ødekirke. I 2016 har ødekirken været udlejet 11 gange.
På sit møde den 26. september drøftede Kulturrådet eventuelle uudnyttede potentialer for øget udlejning af ødekirken. Ødekirken har sine begrænsninger i forhold til mange arrangementstyper; der er ikke elektrisk lys eller varme, og alt udstyr skal arrangørerne selv sørge for at fragte til ødekirken. Kulturrådet ser dog et uudnyttet potentiale, hvis markedsføring af ødekirken øges. Ødekirken kan skabe en unik ramme for et arrangement, og den er meget billig at leje. Markedsføringen kunne foregå på kommunens hjemmeside, facebook og i bladet "Kulturen"s marts/april- og septemper/oktober udgivelser.
Den øgede markedsføring forventes at give øget udlejning og dermed anvendelse. Forvaltningen vurderer, at en fordobling af anvendelsen/udlejningen vil være et realistisk mål set over en 2-årig periode.
Forvaltningen anbefaler derfor, at lejekontrakten forlænges for en 2-årig periode.