Teknik- og Miljøudvalget besluttede på mødet den 21. november 2014, at igangsætte en planlægning for realisering af en dobbeltrettet cykelsti mellem Rebild og Røde Møllevej i nordsiden af Rebildvej.
Området som cykelstien skal forløbe i, er naturbeskyttelsesmæssigt meget højt klassificeret. Teknik- og Miljøudvalget besluttede derfor den 13. april 2016 at arbejde videre med en 2 minus 1-vejløsning, på Rebildvej og Vældeskoven mellem Røde Møllevej og bunden af Rebild Bakker. Over Kovands Bæk og tilhørende vådområde etableres en pælefunderet træbro, og på den resterende strækning etableres en dobbeltrettet cykelsti i vejens nordside.
På byrådsmødet 21. december 2017 blev det besluttet, at igangsætte den nødvendige myndighedsbehandling for projektets realisering og frigive midler (122.297 kr) til licitation, byggeledelse mv. I forbindelse hermed er det efterfølgende vurderet, at det er nødvendigt, at udarbejde en VVM-redegørelse med tilhørende afvandingsprojekt.
Inden igangsætning af det omfattende arbejde med udarbejdelse af VVM-redegørelsen, har projektet været fremsendt til Fredningsnævnet med anmodning om dispensation fra fredningsbestemmelserne for Gravlevdalen, Rebild Bakker, Lindenborg Å (opstrøms), og der blev afholdt besigtigelse 3. juni 2019, med deltagelse af bla. berørte lodsejere, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen.
I afgørelse af 18. juni 2019 meddeler Fredningsnævnet afslag til det ansøgte projekt. Se bilag: Fredningsnævnets afgørelse. Afslaget gives med baggrund i naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1, 2 og 3, som omhandler dispensation fra fredningsbestemmelserne. Der lægges til grund, at projektet vil medføre indgreb i de fredede områder, herunder afgravninger og etablering af bro over Kovadsbækken. Fredningsnævnet vurderer ud fra en proportionalitetsmæssig bedømmelse, at oplysningerne om den meget begrænsede almindelige cykeltrafik på strækningen sammenholdt med indgrebets betydning i det fredede område, samfundsmæssige ikke har en sådan vægt, at de kan begrunde en dispensation, jf. naturbeskyttelses lovens § 50, stk. 1. (at projektet ikke strider mod fredningens formål).
Fredningsnævnet tilføjer, at der efter sagens oplysninger endvidere er grund til at antage, at en dispensation ville kunne være i strid med naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 2 eller 3. (hhv. at projektet ikke indebærer forringelse af naturtyper og levesteder for arter eller betydelige forstyrrelser af arter og, at projektet ikke kan ødelægge yngle eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag 3 til loven, eller ødelægge de plantearter, der er nævnt i bilag 5 til loven, i alle livsstadier.)
Forvaltningen vurderer, at det ikke er muligt ændre projektets udformning således, at indgrebet i de fredede områder kan mindskes i en sådan grad, at Fredningsnævnet ved en fornyet ansøgning kan give den fornødne dispensation. Ligeledes vurderes det for indeværende ikke muligt, at sandsynliggøre et tilstrækkeligt stort trafikalt behov, som kan ændre vurderingen af proportionalitet. Det anbefales derfor, at det planlagte VVM-arbejde mv. standses.