På baggrund af embedslægetilsynene i 2013 valgte ledergruppen i Center Pleje og Omsorg at sætte fokus på den interne kvalitetssikring og orientere Sundhedsudvalget løbende herom. Distriktslederne foretager således interne sundhedsfaglige ledelsestilsyn på kommunens ti ældrecentre samt boformerne én gang pr. kvartal. Her fokuseres der på pleje, dokumentation og medicinhåndtering.
Den beskrevne kvalitetssikring blev godkendt af byrådet d. 27.juni 2013.
På hvert af de ti ældrecentre og i boformerne er der ved tilsynet fulgt op på tre tilfældigt udvalgte beboere. Der er fundet fejl og mangler inden for følgende områder:
• Plejen
• Dokumentation
• Medicinhåndtering
Ved tilsynene er der primært fundet fejl/mangler inden for dokumentation og medicinhåndtering.
Når der bliver fundet fejl og mangler ved tilsynet udarbejdes en handleplan, hvor den fremadrettede indsats beskrives.
De gennemgående fejl/mangler samt handlinger er skitseret i det vedhæftede bilag.
Der er gennemført interne sundhedsfaglige ledelsestilsyn på ældrecentrene og i boformerne siden juni 2013. Forvaltningen vurderer, at der nu er så stor fokus på sundhedsindsatsen, at vores ældrecentre og boformer kan overgå til udelukkende at have officielle tilsyn. Det forslås derfor at interne sundhedsfaglige ledelsestilsyn ophører. Sundhedsudvalg og Byråd modtager fast en orientering om resultater af tilsyn fra embedslæge og Revas.