Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Sagsfremstilling

De kommunale tilsyn

Der aflægges ét årligt, uanmeldt tilsynsbesøg på hver af kommunens ældrecentre. Tilsynene bliver i Rebild Kommune udført af Revas Aps. Rebild Kommune har 10 ældrecenter og modtager årligt 10 tilsynsrapporter og én samlet årsrapport, der beskriver de generelle resultater fra tilsynsbesøgene i 2016.

Ved tilsynene vurderer Revas indsatsen og forholdene på ældrecentrene samt journalindholdet vedrørende den enkelte beboer og driften i almindelighed. Dette gøres for at følge op på, at beboerne får den hjælp, de er visiteret til efter gældende lovgivning og ud fra det kommunale serviceniveau, der er fastsat i kvalitetsstandarderne.

Udover den generelle fokusramme for de kommunale tilsyn blev der i 2016 efter ønske fra forvaltningen sat særligt fokus på:

  • Den gode indflytning - herunder procedure vedrørende visitering af ydelser gældende beboere, der er flyttet ind efter d. 1. maj 2016, indflytningssamtale og eventuelt opfølgning.
  • Hvordan sikres et godt og anerkendende samarbejde med de frivillige - herunder blandt andet forventningsafstemning og medarbejdernes forståelse af at se de frivillige som en ressource

Revas har udover de særlige fokusområder også dannet sig et indtryk af atmosfæren og fulgt op på anbefalingerne fra tidligere tilsyn samt lavet en generel vurdering af forholdene, indsatsen og metoderne.

Som en del af de uanmeldte tilsyn er der inddraget beboere, pårørende, medarbejdere og ledelse samt relevant materiale er blevet gennemgået med henblik på kvalitet og efterlevelse af dette.

Hovedkonklusionen for de uanmeldte tilsyn i 2016 beskriver:

  • De fysiske rammer fremstår indbydende, pæne og hyggelige. Beboerne giver udtryk for tilfredshed med boligforholdene.
  • Beboerne får den hjælp og støtte, de har brug for. Beboerne er generelt tilfredse med og trygge ved forholdene og fortæller, at medarbejderne er flinke og hjælpsomme. Der opleves en god atmosfære og en ordentlig og respektfuld kommunikation.
  • Der er fokus på den rehabiliterende indsats, hvor beboerne har medbestemmelse.
  • Beboerne har mulighed for at deltage i forskellige meningsfulde aktiviteter.
  • Der opleves en stor grad af tilfredshed med den nye organisering blandt medarbejderne, som har et velfungerende samarbejde med ledelsen.
  • Der er med den nye organisering blevet skabt et solidt ledelsesfelt med kompetente, retningsgivende og tydelige ledere.
  • Der ses overvejende en god, systematisk og professionel dokumentation, der er retningsgivende og afspejler den faglige indsats. Der er enkelte steder, hvor kvaliteten af dokumentationen er varierende. Dette er drøftet med de relevante ledere, og der sættes fokus på at udvikle medarbejdernes kompetencer inden for dokumentation.
  • Medarbejderne har god forståelse for at arbejde pædagogisk og forebyggende for at hindre brug af magtanvendelse. Medarbejderne er bekendte med reglerne for området og proceduren for indberetning.
  • På alle ældrecentre afholdes der indflytningssamtaler, hvor de pårørende invitereres med, hvis beboeren ønsker det. Ved samtalen afklares og aftales, hvilke behov beboerne har, og hvad beboeren kan forvente.
  • Der er et godt og anerkendende samarbejde med de frivillige. Ledere og medarbejdere ser de frivillige som en ressource i dagligdagen.

For nærmere detaljer henvises til rapporterne fra de enkelte ældrecentre samt årsrapporten, der er vedlagt som bilag på sagen.

Anbefalinger fra årsrapporten 2016

Revas har følgende anbefalinger til Rebild Kommune:

  • At der fortsat prioriteres at ansætte social- og sundhedsassistenter ved alle nyansættelser for at højne fagligheden og imødekomme den stigende kompleksitet i forhold til beboernes helbredstilstand.

  • De enkelte steder, hvor kvaliteten af dokumentationen har været varierende, er det drøftet med lederne, og der anbefales et fortsat fokus på at udvikle medarbejdernes kompetencer inden for dokumentation blandt andet omkring, hvad der noteres i sygeplejeindsatserne og i de daglige journalnotater samt i de få tilfælde, hvor der kan arbejdes med, at etikken i sproget afspejler den faglige indsats.

De enkelte tilsynsrapporter samt årsrapporten har været forlagt Ældrerådet til drøftelse d. 20. marts 2017.

Ældrerådet bemærker til årsrapporten, at de meget gerne ser, at der bliver ansat SOSU-assistenter, fordi disse medarbejdere højner kompetenceniveauet på ældrecentrene. Ældrerådet tilslutter sig også vigtigheden af indflyttersamtalerne, og at synlig ledelse overfor medarbejderne er vigtigt.

For nærmere detaljer henvises til ældrerådets kommentar, der er vedlagt som bilag på sagen.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

I henhold til Servicelovens § 151 har kommunalbestyrelsen pligt til at føre tilsyn med opgaveløsningen på kommunens ældrecentre. Baggrund for og resultat af tilsynsbesøgene i 2016 beskrives i nedenstående og foreligger til udvalgenes orientering.

Beslutning

Drøftet. Forvaltningen bemyndiges til at tilrette indsatsen så formålet med projektet fremmes og den økonomiske ramme overholdes.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget drøfter midtvejsevalueringen og handlemuligheder for projektet med frisklavet mad på Bælum Ældrecenter.

Økonomi

Projektet koster ca. 33.000 kr. om måneden.

pr. 1. maj 2017 resterer der ca. 265.000 kr. i forsøgsprojektet til resten af året.

Sagsfremstilling

I budgetaftalen for 2016-19 er der afsat 3 mio. kr. til forøgelse af kvaliteten af maden på ældrecentrene. Som en del af dette gennemføres et forsøg på Bælum Ældrecenter med tilberedning af frisklavet, varmholdig mad til beboerne. I projektet bliver hele døgnets kost på Bælum Ældrecenter produceret i deres modtagerkøkken, herefter transporteres den op i boenhederne, hvor den anrettes og serveres.

Formålene med projektet er, at:

  • inddrage beboerne i hvilke ønsker de har til menu og øvrige ønsker til mellemmåltider
  • beboerne deltager i madlavningen
  • beboerne kan dufte maden undervejs i madlavningen
  • afklare om beboerne på Bælum Ældrecenter oplever en forøgelse i kvaliteten af den varme mad set i forhold til den køle/vakuum-mad de tidligere fik, og som blev produceret i Produktionskøkkenet i Støvring.

Projektet er igangsat medio 2016 og forløber til 31. december 2017.

Projektets indhold

For at opnå målene med projektet er der ansat en ekstra medarbejder i modtagerkøkkenet, sådan der er to medarbejdere i køkkenet. De to medarbejdere i køkkenet står for produktion af hele døgnets kost til beboerne, på nær morgenmaden, som SOSU-medarbejderne selv står for i boenhederne. Medarbejderne i modtagerkøkkenet tilbereder maden til frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad, aftenskaffe og diverse mellemmåltider, hvorefter det transporteres op i boenhederne.

I projektet er alle beboere løbende blevet opfordret til at gå ned i aktivitetscentret for at følge med i, deltage i madlavningen eller spise dernede. Aktivitetscentret er placeret i forlængelse af modtagerkøkkenet.

Med henblik på evaluering af projektets opstillede mål er der foretaget gruppeinterviews med beboerne før projektet blev iværksat og under projektet med deltagelse af en medarbejder eller ældrecenterlederen. I maj 2016, før projektet blev igangsat, er der endvidere foretaget gruppeinterviews i tre forskellige boenheder, alle med deltagelse af beboere og ældrecenterlederen.

I januar/februar 2017, omkring halvvejs igennem projektet, er der foretaget tre gruppeinterviews i tre forskellige boenheder, med henholdsvis otte beboere og en medarbejder, syv beboere og en medarbejder, samt fire medarbejdere og en ældrecenterleder. De Der er beboere, der ikke har kunnet overkomme at deltage i gruppeinterviewene.

Både beboerne og medarbejderen har svaret på spørgsmål, der har været med til at belyse effekten af projektet. Herudover har der været foretaget interviews af ældrecenterlederen og lederen af Produktionskøkkenet, også med henblik på at belyse effekten af projektet.

Inddrages beboerne i menuplanlægningen?

Generelt gøres en stor indsats for at indsamle ønsker til menuen fra beboerne på ældrecentrene. Sammenlignes hvor mange ønsker der kommer fra beboerne fra Bælum Ældrecenter før og under projektet må det konstateres, at der ikke kommer flere ønsker fra beboerne på Bælum Ældrecenter end før projektet. Der kommer heller ikke flere ønsker til menuen fra Bælum Ældrecenter end fra andre ældrecentre.

Selvom maden laves på ældrecentret, og beboerne dermed har gode muligheder for at snakke direkte med dem, der laver maden, er beboerne ikke blevet bedre til at komme med ønsker til maden.

Deltager beboerne i madlavningen?

Alle beboere er jævnligt opfordret til at komme ned i aktivitetscentret for at følge og deltage i madlavningen og evt. spise dernede. Ledelsen og medarbejderne fortæller, at de i forbindelse med projektet aldrig oplever, at beboerne går ned i aktivitetscentret eller deltager i madlavningen i modtagerkøkkenet. Beboerne selv fortæller, at de gerne vil blive i deres boenheder, og ikke har lyst til at gå ned i aktivitetscentret og modtagerkøkkenet.

Ældrecenterlederen fortæller, at ledelsen og medarbejderne oplever, at beboerne ikke går ned i aktivitetscenteret og i modtagerkøkkenet, dels fordi beboerne ikke har ressourcer eller overskud til at gå derned. De oplever, at aktivitetscentret ligger for langt væk fra boenhederne. Dels har beboere med flere ressourcer og mere overskud ikke lyst til at opholde sig dernede.

Aktivitetscentret og modtagerkøkkenet er ikke en del af beboernes hverdag, og aktiviteter omhandlende produktion af maden føles ikke som en naturlig del af hverdagen. Hvorimod aktiviteter i boenhederne, hvor beboerne til daglig opholder sig, føles som en naturlig del af deres hverdag. Her oplever de nærvær, tryghed og hygge sammen med beboere og medarbejdere, som de kender.

Kan beboerne dufte maden?

Til gruppeinterviewene fortæller beboerne, at før projektet blev igangsat, kunne de dufte maden på gangene, når maden blev opvarmet i boenhedernes køkkener. Under projektet fortæller beboerne til gruppeinterviewene, at de ikke længere kan dufte maden.

Årsagsforklaringerne på at de ældre ikke kan dufte maden i forbindelse med projektet, skal findes i to forhold:

1) Under projektet bliver maden produceret i modtagerkøkkenet, hvorefter den pakkes i varmekasser og transporteres op til boenhederne, hvor den anrettes og serveres. Beboerne kan ikke dufte maden, fordi den pakkes ned. Varmekasserne har indbyggede varmefølere og giver konstant den korrekte varme, således at maden hele tiden holder den korrekte temperatur. Det betyder, at maden skal være pakket ned i varmekasserne indtil lige umiddelbart inden maden serveres. Duften kan således først brede sig i boenhederne, når maden pakkes ud af varmkasserne. Før projektet blev maden opvarmet i boenhederne, hvorfor duften kunne sprede sig derfra.

 2) Jævnfør krav fra Fødevarestyrelsen skal der være en passende og tilstrækkelig ventilation i modtagerkøkkenet. Det betyder, at når der tilberedes mad i modtagerkøkkenet bliver duften suget op i ventilation og kommer derfor ikke ud i boenhederne. Ydermere er modtagerkøkkenet placeret langt fra alle boenhederne, hvorfor den duft af mad der måtte være tilbage ikke kan række helt op i boenhederne.

Når beboerne bliver spurgt, om de kunne tænke sig, at dufte maden inden de skal spise, svarer størstedelen, at det ikke betyder noget for dem. Nogle har endog udtalt, at de er uenige i, at det øger appetitten, at maden kan duftes.

Oplever beboerne en forøgelse i madens kvalitet?

For at kunne besvare dette evalueringsspørgsmål er gennemført interview med beboerne på Bælum Ældrecenter før og efter projektet blev igangsat.

Til gruppeinterviewene før projektet blev igangsat, fortæller beboerne, at de er godt tilfredse med maden - dvs. den køle-vacuum mad som det fælles produktionskøkken laver. Til gruppeinterviewene under projektet fortæller beboerne ligeledes, at de er tilfredse med maden. På spørgsmål om beboerne synes, at maden er blevet bedre efter, at modtagerkøkkenet laver maden selv, svarer de, at de ikke oplever, at den er blevet bedre.

Ydermere er der heller ikke forskel på beboernes oplevelse af om, maden er frisklavet før og under projektet. Beboerne fortæller begge gange, at de synes maden er frisklavet.

Konklusion

Ud fra ovenstående må det konkluderes, at beboerne ikke oplever en forøgelse i madens kvalitet på Bælum Ældrecenter som følge af projektet. Beboerne oplever ikke en ændring i deres måltider, og de er ikke mere tilfredse med maden nu, end de var før. Ligeledes deltager beboerne heller ikke mere i hverken menuplanlægning eller i madlavningen, end de gjorde før.

Handlemuligheder 

Det er vurderingen, at modtagerkøkkenet ikke er det rigtig sted at producere maden, hvis målene om at inddrage beboerne og at beboerne kan dufte maden, skal indfries.

Det er imidlertid vurderingen, at målene i højere grad vil kunne indfries, hvis madproduktionen foregik i boenhedskøkkenerne, hvor beboerne i forvejen befinder sig. Dog vil det kræve en renovering af de fire boenhedskøkkenerne på Bælum Ældrecenter, hvis hele døgnets kost til beboerne skal produceres her samt kræve mere uddannet køkkenpersonale.

For delvist at kunne opnå målene med projektet uden at bruge flere ressourcer, er det en mulighed at lade køkkenmedarbejderne producere og forberede al maden til weekenden i løbet af ugen. Således at de ressourcer der spares på, at køkkenmedarbejderne ikke skal arbejde i weekenden, kan bruges på, at køkkenmedarbejderne i hverdagene bruger mere tid i boenhederne. F.eks. kan de snitte salat, stege frikadeller og bage franskbrød, og i højere grad forsøge at inddrage beboerne i dette. Det vil være muligt, at hver boenhed får besøg af en køkkenmedarbejder ca. hver anden uge.

I weekenderne vil SOSU-medarbejderne skulle opvarme og anrette måltiderne på samme vis, som de gjorde før projektet, og som de gør på den andre ældrecentre som får vakuum-pakket mad fra Produktionskøkkenet.  

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget

Som en del af budgetaftalen for 2016-19 er det besluttet, at der skal gennemføres et forsøg med tilberedning af frisklavet, varmholdig mad på Bælum Ældrecenter. Det betyder, at modtagerkøkkenet på Bælum Ældrecenter i perioden fra juni 2016 til december 2017 skal tilberede den varme mad til beboerne.

Sundhedsudvalget besluttede på møde den 8. november 2016, at der udarbejdes en midtvejsevaluering af forsøgsprojektet i Bælum, der belyser projektets hidtidige effekter og mulige ændringsforslag. Denne midtvejsevaluering foreligger til nærmere drøftelse.

Beslutning

Godkendt som indstillet.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0