Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Text

Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget og Byrådet.


Sagsfremstilling

I materialet, som har været i offentlig høring, indgår en beskrivelse af:

  • Baggrunden for Lokale Udviklingsplaner
  • Områdeinddeling
    Forslaget om en inddeling i 19 lokalområder, hvor områdeinddelingen forsøger at imødekomme en størrelse på områderne, der giver mulighed for nærhed og samarbejde, men også plads til arbejdet med fælles udvikling og retning.
  • Lokal organisering
    Indebærer oprettelse af LUP-koordineringsgrupper i de 19 lokalområder i forbindelse med udarbejdelsen af den lokale udviklingsplan. Denne gruppe bliver den lokale koordinerende indgang til arbejdet.
  • Tværgående organisering
    Indebærer oprettelse af et tværgående LUP-forum på tværs af de 19 lokalområder, der kan være forum for videndeling, sparring og udvikling på tværs af områder.
  • Plan for implementering
    Planen for hvordan arbejdet igangsættes og indfases i de 19 lokalområder i løbet af de kommende år.

Høringsmaterialet er vedlagt i bilag 1.

Der er modtaget 19 høringssvar fra råd, foreninger og privatpersoner.

Forvaltningen har gennemgået de modtagne høringssvar (bilag 2), som er behandlet i vedhæftede bilag 3. De modtagne bemærkninger har ikke givet anledning til større ændringer i konceptet for lokale udviklingsplaner. Dog har høringssvarene givet anledning til en række opmærksomhedspunkter. Forvaltningen anbefaler at dette medtages som en del af opstart med udarbejdelse af de lokale udviklingsplaner, for at sikre størst mulig lokal opbakning og ejerskab, som er centralt for projektet.

Områdeinddeling

  • Tre høringssvar forholder sig alle kritisk til områdeafgrænsningen omkring Skørping, Gl. Skørping, Fræer, Sejlstrup, Rebild, Gravlev og Oplev.
  • Øvrige høringssvar vedrørende områdeafgrænsning giver ikke umiddelbart anledning til ændringer.
  • De fire pilotprojekter i Ravnkilde, Øster Hornum, Terndrup og Haverslev fik lavet lokale udviklingsplaner i 2024 og dermed før udarbejdelsen af koncept for lokale udviklingsplaner. Derfor er der et ønske om, at de lokale udviklingsplaner fra pilotprojekterne kan genåbnes, hvis det ønskes lokalt, for at sikre inddragelse af alle de nævnte byer i området.

Forvaltningens bemærkninger

Der opstartes en dialog om områdeafgrænsningen omkring Skørping, Gl. Skørping, Fræer, Sejlstrup, Rebild, Gravlev og Oplev. Forvaltningen foreslår, at der indledes dialog med de førnævnte byer. Dialogen vil tage udgangspunkt i opretholdelse af 19 lokalområder eller færre, der sikrer en bæredygtig størrelse i de enkelte lokalområder.

Høringssvarene i øvrigt giver ikke anledning til væsentlige ændringer i forhold til inddeling af kommunen i 19 lokalområder.

Pilotprojekternes LUP kan opdateres, for at sikre involvering af alle byerne og aktørerne i lokalområderne, hvis det ønskes lokalt.

Organisering

  • Flere høringssvar viser, at høringsmaterialet har skabt tvivl om Landsbyrådets fortsatte eksistens.
  • Endvidere er der en bekymring for, hvordan man sikrer en mangfoldig sammensætning i LUP-forum, med repræsentation fra henholdsvis, byer, landsbyer, idrætsforeninger, de uniformeret korps, og andre frivillige foreninger. 
  • Det nævnes, at landsbyerne skulle have været inviteret til et informationsmøde om LUP.

Forvaltningens bemærkninger

Landsbyrådet kan fortsætte uden sekretariatsbetjening fra forvaltningen. Dog vil Landsbyrådet ikke længere administrere kommunale puljer, da Landsbyrådets puljer nedlægges, og midlerne fordeles til lokalområdernes økonomi til drift og udvikling.

Forvaltningen anbefaler ikke, at kommunen stiller krav om sammensætningen af den lokale organisering, men at der skal være frihed til lokalområdernes organisering. Forvaltningen vil opfordre til, at såvel de lokale koordineringsgrupper og LUP-forum får en bred repræsentation på tværs af geografi, foreningstyper og borgergrupper. Desuden vil repræsentanter i koordineringsgrupper og LUP-forum skulle repræsentere deres lokalområde bredt og ikke blot deres egen forening. Denne proces vil forvaltningen støtte lokalområderne i, når arbejdet med de lokale udviklingsplaner igangsættes.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget over for Byrådet anbefaler at godkende Koncept for Lokale Udviklingsplaner med de foreslåede opmærksomhedspunkter til processen.

Resume

I Budget 2024-2027 er vedtaget en indsats om lokalt forankret udvikling af kommunens områder - et stærkt kultur- og fritidsområde. Til gennemførsel af denne indsats sendte Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget på deres møde i februar materiale i offentlig høring vedrørende grundlaget for arbejdet med Lokale Udviklingsplaner. Grundlaget for det fremtidige arbejde indeholder områdeinddeling, organisering af arbejdet og overvejelser omkring hvordan arbejdet igangsættes.


Grundlag for arbejdet med Lokale Udviklingsplaner har været i offentlig høring i perioden 10. februar til 10. marts 2025. Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget behandler høringssvarene og gør materialet klar inden det sendes til godkendelse i Byrådet.


Text

Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget og Byrådet.


Sagsfremstilling

Det følger af overenskomst om almen fysioterapi, overenskomst om vederlagsfri fysioterapi og overenskomst om ridefysioterapi, at regionen og kommunerne i regionen udarbejder en fælles plan for tilrettelæggelsen af den fremtidige fysioterapeutiske betjening i regionen. Den nuværende praksisplan er fra 2021.


Praksisplanen er kommunernes og Region Nordjyllands ramme for tilrettelæggelse og udvikling af regionens og kommunernes tilbud om almen og vederlagsfri fysioterapi samt ridefysioterapi. Praksisplanen danner grundlag for beslutninger om overenskomstmæssige forhold og skal fremme udviklingen i samarbejdet med det øvrige sundhedsvæsen og kvalitetsudvikling. Praksisplanen er et redskab til udvikling og analyse af fysioterapiområdet i Region Nordjylland og sætter blandt andet fokus på, at borgere i alle områder af regionen har lige adgang til fysioterapeutisk behandling.


Høringsversion af Praksisplan for Fysioterapi 2025 (bilag 2) er udarbejdet af den regionale administration og det fælleskommunale Sundhedssekretariat i fællesskab med inddragelse af to fysioterapeutiske repræsentanter fra Samarbejdsudvalg for Fysioterapi. Høringsversionen har været behandlet i Samarbejdsudvalg for Fysioterapi den 2. december 2024. Praksisplanen i relation til de nye overenskomster pr. 1. jan. 2024


Med de nye overenskomster, der trådte i kraft 1. januar 2024, blev der indført en ny kapacitets- og styringsmodel for almen og vederlagsfri fysioterapi. På baggrund af historisk omsætning på den enkelte klinik, har alle klinikker fået tildelt et antal kapaciteter på hvert speciale. Dette betyder, at den nuværende praksisplan fra 2021 ikke viser den nuværende kapacitet i regionen efter indførelsen af den nye kapacitets- og styringsmodel.


Ydermere er der med de nye overenskomster afsat midler til tilskud til vederlagsfri fysioterapi med henblik på udmøntning af nynedsættelser i forbindelse med håndtering af lokale demografiske udfordringer. Det fremgår af overenskomsterne, at parterne er enige om, at regioner og kommuner råder over de decentrale midler, men i videst muligt omfang forpligter sig på at anvende midlerne til nynedsættelse af nye ydernumre. Det er parternes forventning, at udmøntningen af nynedsættelser på speciale 62 (vederlagsfri fysioterapi) i tilsvarende omfang medfører nynedsættelser på speciale 51 (almen fysioterapi). De samlede afsatte midler anvendes i regioner og kommuner efter bloktilskudsnøglen. Med udgangspunkt i fordeling efter bloktilskudsnøglen for 2024 svarer det til, at der er afsat decentrale midler til nynedsættelser i Region Nordjylland for ca. 4,3 mio. på speciale 62 og ca. 2 mio. på speciale 51 (apr24-niveau). I kapaciteter svarer det til nynedsættelse af 4,1 kapacitet på speciale 62 og 4,8 kapaciteter på speciale 51. Anvendes alle de decentrale midler ikke til nynedsættelser inden udgangen af 2026, tillægges de ikke-anvendte midler via en procentuel forhøjelse af eksisterende klinikkers kapacitet.


Ovenstående betyder, at det følger af overenskomsterne, at regionen og kommunerne i regionen skal revidere kapacitetsdelen af praksisplanen senest 1. juli 2025 mhp. udmøntning af nynedsættelserne i 2025 og 2026. Et centralt formål med praksisplanen er derfor at beskrive den nuværende kapacitet i regionen efter den nye kapacitets- og styringsmodel er indført mhp. at få overblik over den nuværende kapacitet og belyse et eventuelt behov for nynedsættelser.


Praksisplanen blive sendt i høring i februar 2025 mhp. endelig godkendelse i de nordjyske kommuner, KKR og Regionsrådet i maj-juni 2025. Når praksisplanen er endelig godkendt medio 2025, vil der ske høring af de 11 nordjyske kommuner vedr. kapacitetsbehovet og behov for nynedsættelser. Her vil den enkelte kommune med udgangspunkt i egne lokale tilbud til patientgruppen og den nuværende kapacitet beskrevet i praksisplanen have mulighed for at vurdere, hvorvidt der er et kommunalt behov for og ønske om nynedsættelser på speciale 62.


Særligt relevant at bemærke i Praksisplan for Fysioterapi 2025

Hele praksisplanen er gennemskrevet og revideret. Al data i selve praksisplanen og relevante bilag er opdateret ud fra den nye kapacitets- og styringsmodel.


Kapitel 1-2: Her har mange afsnit samme indhold, som i den nuværende praksisplan. I kapitel 1-2 er det særligt relevant at bemærke, at det i afsnit 2.7.1 (flytning indenfor samme by) er beskrevet, at ansøgning om flytning indenfor Aalborg by, men på tværs af postnummer, behandles som flytning på tværs af byer. Dette adskiller sig fra den nuværende praksisplan, hvor der ikke er beskrevet andre procedurer for flytteansøgninger i Aalborg by end øvrige byer i regionen.


Kapitel 3: Her er der indskrevet 6 nye kvalitetsindsatser, som regionen og kommunerne ønsker at fokusere på i den kommende planperiode. Indsatserne har til formål at understøtte samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet samt kvalitetsudviklingen på fysioterapiområdet. Indsatserne er:


1) Patientsikkerhed og utilsigtede hændelser


2) Regional understøtning og supplering af indsatser vedr. den nye kvalitetsmodel


3) Praksiskonsulent


4) Klyngepakke vedr. vederlagsfri fysioterapi


5) Lokal dialog mellem fysioterapipraksis og kommuner


6) Opfølgning på ventetid til behandling i fysioterapipraksis


Kapitel 4: Heri beskrives den nuværende kapacitet og aktivitet på fysioterapiområdet ud fra den nye kapacitets- og styringsmodel. Afsnittet er særlig relevant til belysning af kapaciteten i regionen ift. øvrige regioner samt internt i regionen i de enkelte kommuner. Den aktuelle kapacitet på speciale 51 og 62 beskrives opsamlende i afsnit 4.5. Heraf fremgår det, at Region Nordjylland ligger marginalt over landsgennemsnittet for antal indbyggere pr. kapacitet for almen fysioterapi og at der stort set ingen ventetid er på dette speciale. For vederlagsfri fysioterapi ses det, at Region Nordjylland ligger lavest i hele landet, hvad angår såvel indbyggere pr. kapacitet som gennemsnitlig ventetid på vederlagsfri fysioterapi.


Særligt i forhold til Rebild Kommune skal det bemærkes:

  • At Rebild Kommune er meget dårligt dækket ind med antal kapaciteter sammenlignet med de øvrige kommuner i Nordjylland.
  • At Rebild Kommune i forhold til speciale 51 almen fysioterapi og speciale 62 vederlagsfri fysioterapi har flest indbyggere pr. kapacitet – og et antal der er langt over gennemsnittet
  • At Rebild Kommune har næst flest borgere over 50 år pr. kapacitet.


  • At borgerne i Rebild Kommuner har en gennemsnitlig ventetid der ligger markant over gennemsnittet for regionen.


Udkast til høringssvar tager udgangspunkt i ovenstående samt et ønske om en hurtig dialog i forhold til udmøntning af nynedsættelser. (bilag 3)


Behandling i Samarbejdsudvalg for Fysioterapi

Det følger af overenskomsten, at Samarbejdsudvalget forelægges udkast til praksisplan med henblik på samarbejdsudvalgets bemærkninger hertil. Samarbejdsudvalget behandlede høringsversionen af praksisplanen på møde den 2. december 2024.

Fysioterapeuterne i udvalget tilsluttede sig høringsversionen og havde ingen tekstnære bemærkninger. Fysioterapeuterne pointerede, at de gerne havde set, at praksisplanen mundede ud i en mere konkret og kommunespecifik vurdering i relation til nynedsættelser. Derudover havde fysioterapeuterne gerne set, at tidsplanen for arbejdet med praksisplanen havde medført udmøntning af nynedsættelser kunne ske pr. 1. juli 2025 og ikke at status pr. 1. juli 2025 bliver, at praksisplanen er revideret mhp. afklaring af eventuelle nynedsættelser efterfølgende.



Indstilling

Forvaltningen indstiller, at udvalget drøfter og godkender høringssvar.

Resume

Det Fælleskommunale Sundhedssekretariat og Region Nordjylland har i samarbejde udarbejdet høringsversion af Praksisplan for Fysioterapi 2025 - se bilag 2. Udkastet er sendt i høring i de nordjyske kommuner - se bilag 1.

Den endelige praksisplan forventes godkendt i kommunalbestyrelserne og Regionsrådet i juni 2025. Forvaltningen har udarbejdet udkast til høringssvar, som grundet høringsfristen den 26. marts 2025 er sendt med forbehold for politisk godkendelse - se bilag 3.


Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0