Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning om

at der gennemføres en nabohøring vedr. midlertidig dispensation til padeltennisbane uden overdækning.
at beslutningskompetencen vedr. den midlertidige dispensation ligger ved forvaltningen, med mindre der indkommer væsentlige modsatrettede interesser ved høringen
at planlægningen for et ferie-/fritidsområde indgår i planprioriteringen, således den senere kan prioriteres til udarbejdelse 

Økonomi

Ingen bemærkninger

Sagsfremstilling

Forvaltningen har fået en byggeansøgning om etablering af en padelbane i tilknytning til Volstrup Golfcenter. Padel er en blanding af squash og tennis. Det spilles på en kunstgræsbane på 10x20 m, der er omgivet af vægge, som kan bruges i spillet. Der spilles med et bat og en bold, der minder om en tennisbold.

Lokalplanerne for ejendommen fastlægger anvendelsen til golfformål. Derfor kan banen ikke etableres i overensstemmelse med den eksisterende lokalplan. Forvaltningen vurderer, at der er god fornuft i, at der gives mulighed for nogle mindre fritidsaktiviteter i området, som ikke nødvendigvis er golf. I kommuneplanen udlægges området til ferie- og fritidsanlæg.

Det har ført til, at ansøger har ansøgt om en midlertidig dispensation fra anvendelsen til etablering af en padelbane, samt om en lokalplanlægning, der har til formål at give en mere fleksibel anvendelse og byggemuligheder end de hidtidige planer, således planlægningen stemmer bedre overens med fremtidsplanerne for centeret.

Oprindeligt er der ansøgt om en overdækket padelbane. Det er forvaltningen imidlertid ikke indstillede på at overveje en midlertidig dispensation til. Det skyldes, at anlægget med en overdækning, ikke vurderes at have den midlertidige karakter, som ellers er nødvendig, for at kunne ansøge om den type dispensation. Den resterende del af anlægget består af et støbt fundament, kunstgræs og vægge i glasfiber, hvormed det relativt nemt kan fjernes, hvis ikke aktiviteten kan godkendes med en lokalplan. En tagkonstruktion vil også forholdsvist nemt kunne fjernes, men det vurderes, at det kan foregribe bebyggelsesregulerende bestemmelser i en evt. lokalplan. Derfor anbefaler forvaltningen, at der gennemføres en nabohøring af en padelbane uden overdækning.

Med en ny lokalplanlægning ønsker ansøger, at der skal være en bredere anvendelse af området, således det bliver et decideret ferie- og fritidsområde. Der ønskes mulighed for at etablere en bredere skare af fritidsaktiviteter, fx padel. Der er ansøgt om etablering af fiskehytter, hvor der skal være mulighed for overnatning, og derudover ønskes mulighed for, at udvide og opføre ny bebyggelse i området, der skal understøtte den eksisterende anvendelse af området, med golf, restaurationen, konferencelokaler m.v.

Kommuneplanen udlægger området til ferie- og fritidsformål, og det er naturligt at understøtte den eksisterende aktivitet i form af fritidsaktiviteterne med nogle flere muligheder, for at fremtidssikre området. Det skal naturligvis ske under hensyntagen til de øvrige arealinteresser i området, herunder naturbeskyttelse og beskyttelseslinjer.

Omkring fiskehytter, hvor der gives mulighed for overnatning, skal vi påse at planlovens §§ 15a og b overholdes. I dette tilfælde omhandler det støj fra vindmølleområdet og lugt fra minkfarmen. Inden vi kan gå videre med den del af planlægningen, skal ejer påvise, at grænserne for lugt og støj overholdes på det areal, der skal anvendes til overnatning. Dernæst tages konkret stilling til fiskehytterne på baggrund af de øvrige arealinteresser i området, herunder åbeskyttelseslinjen omkring Simested Å.

Planlægningen for området vil enten kræve udarbejdelse af et tillæg til kommuneplanen, eller at kommuneplanen ændres for arealet i forbindelse med den kommende kommuneplanrevision. 

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget

Forvaltningen har modtaget en ansøgning fra Volstrup Golfcenter om ny lokalplanlægning for en bredere anvendelse indenfor ferie- og fritidsformål, samt en midlertidig dispensation til en padelbane. Der skal tages stilling til om dispensationen skal sendes i nabohøring, samt om lokalplanen skal indgå i planprioriteringen, således den senere kan prioriteres til udarbejdelse.

Beslutning

Godkendt

Kim Edberg Andersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalg og byråd anbefaler at forslag til lokalplan nr. 324 sendes i offentlig høring i 4 uger

Økonomi

Ingen bemærkninger

Sagsfremstilling

Lokalplanforslaget er uarbejdet på baggrund af et ønske om at fjerne muligheden for, at etablere nye boliger i en række af erhvervsområderne i kommunen. Lokalplanen dækker flere dele af kommunen. De erhvervsområder som er omfattet af lokalplanen, ligger i Bælum, Nørager, Ravnkilde, Støvring, Suldrup, Sørup, Terndrup og Øster Hornum.

Beskrivelse af lokalplansforslag

I planlægningen har der været et særligt fokus på fremtidige forhold for erhverv, og derfor fjernes muligheden for, at etablere boliger i de erhvervsområder, som er omfattet af den nye lokalplan. Bestemmelsen i de gældende lokalplaner, der giver mulighed for etablering af nye boliger, er med til at begrænse virksomhedernes tilladelige niveauer af f.eks. støj, lugt eller lignende. Den har desuden været med til at begrænse virksomhedernes udvidelses muligheder, men også haft konsekvenser for den aktuelle drift. Ved at fjerne den bestemmelse fra de gældende lokalplaner, er det med til at forebygge de potentielle fremtidige miljøkonflikter, der kan opstå mellem erhverv og boliger.

Den nye lokalplan fastlægger, at der ikke må opføres eller etableres nye boliger i lokalplanområdet. Lokalplanen regulerer kun fremtidige forhold, og eksisterende lovlige boliger indenfor områderne kan derfor fortsat opretholdes. Eksisterende boliger må dog ikke tilbygges eller nedrives for at genopføre dem. Samtidig ændrer lokalplanen ikke ved de øvrige bestemmelser i de eksisterende lokalplaner.

Miljøvurdering

Planen er omfattet af Miljøvurderingsloven. Der er foretaget en screening af planforslagets mulige indvirkning på miljøet. På den baggrund er det vurderet, at der ikke skal laves en miljøvurdering.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

I dag er der i en række af kommunens erhvervsområder en gældende lokalplan, som giver mulighed for at etablere boliger i tilknytning til erhverv. For at fjerne potentielle fremtidige miljøkonflikter er der udarbejdet en lokaplan, som fjerner muligheden for, at etablerer boligbebyggelse i disse områder. Der skal tages stilling til, om planforslaget skal sendes i offentlig høring.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0