Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

Baggrund

Som en udløber af evalueringen af tildelingsmodellen på specialundervisningsområdet blev det politisk besluttet, at der skulle gennemføres en analyse af taksterne for kommunens specialundervisningstilbud samt tilvejebringes en fælles retning for den inkluderende praksis på børne- og ungeområdet (BFU 14/8-2019). På den baggrund blev der i efteråret vedtaget kommissorier for henholdsvis takstanalysen og for arbejdet med den fælles retning. Takstanalysen blev fremlagt på udvalgsmødet i februar, og sideløbende er arbejdet med udvikling af en fælles retning igangsat, såvel som arbejdet med udfoldning af takstanalysens konklusioner. Som der blev redegjort for på udvalgsmødet i marts, er der i forhold til arbejdet med den fælles retning iværksat en plan for inddragelse af relevante interessenter inden for børne- og ungeområdet. Qua situationen med Covid-19, og den deraf følgende nedlukning af Danmark, har det imidlertid været nødvendigt at udskyde de planlagte inddragende aktiviteter. Nedenfor redegøres der derfor for, hvorledes processen nu tænkes gennemført.

Ændret tids- procesplan
Der er to overordnede spor i udviklingen af specialundervisningsområdet; fælles retning for inklusionen og takster/tilbud og serviceniveau. Begge spor er forankret i hver sin arbejdsgruppe. Mens arbejdsgruppen vedrørende den fælles retning er sammensat af medarbejder- og ledelsesrepræsentanter fra dagtilbud og skoler samt forvaltningen, er arbejdsgruppen vedr. takst/tilbud og serviceniveau sammensat af skoleledere, med og uden specialtilbud, samt forvaltningen. Arbejdsgrupperne har været inddraget i vurderingen af, hvorledes processen kunne afvikles, da først Covid-19-situationen indtraf. Overordnet har begge arbejdsgrupper givet udtryk for, at selvom de gerne ser fremdrift i processen, så er resultatet samtidig for vigtigt til, at de planlagte inddragende aktiviteter kan udelades. Dette er baggrunden for nedenstående forslag til den videre proces (procesplan vedlagt sagen som bilag).

Proces ift. fælles retning

I den oprindelige procesplan indgik en række elementer med henblik på bred inddragelse af interessenter på børne- og ungeområdet. Konkret drejede det sig overordnet om følgende:

Medarbejderinddragelse

Udsendelse af skriftligt materiale (udkast til pejlemærker) til drøftelse blandt medarbejderne i alle dagtilbud og skoler samt til de faglige organisationer. Materialet blev udsendt i midten af februar, men de fleste steder nåede medarbejderne ikke at være samlet til en drøftelse - i MED eller andet fora - inden nedlukningen. Når tingene igen er normaliseret genoptages de decentrale drøftelser, hvorefter de inputs der kommer herfra, samles af forvaltning og arbejdsgruppen.

Inddragelse af forældre og interessenter

Det planlagte dialogmøde mellem Børne- og Familieudvalget og bestyrelserne for kommunens dagtilbud og skoler, samt relevante aktører på området, udskydes til efter sommerferien. Det har været overvejet, om det ville være muligt at afvikle dialogmødet digitalt, men arbejdsgruppen bag processen vedr. en fælles retning for inklusionen har vurderet, at dette ikke lader sig gøre. Dialogmødet foreslås derfor rykket, så det afvikles i forbindelse med udvalgsmødet den 12. august. Herudover vil der decentralt blive tænkt i inddragelse af bestyrelserne i drøftelsen af pejlemærkerne.

Inddragelse af børn/elever

Med henblik på inddagelse af børnenes stemme, er der udarbejdet en spørgeguide, som kan anvendes til interviews af børn i dagtilbud. Herudover var der planlagt en temadag for elevrådsrepræsentanter. Begge dele afventer skoler- og institutioners genåbning, hvorefter de forventeligt vil kunne gennemføres inden sommerferien.

Proces ift. analyse af takster, tilbudsvifte og serviceniveau 

Selvom dele af processen omkring fastlæggelse af takster, tilbudsvifte og serviceniveau kan være afhængig af udfaldet af arbejdet med den fælles retning, vil det være muligt at arbejde videre med nogle dele af indholdet i denne proces. Således vil der konkret blive arbejdet videre med afdækningen af, om den eksisterende tilbudsvifte er den rette, eller om der er behov for tilretninger. Ligeledes vil der også kunne arbejdes videre med serviceniveauet. Endelig vil det være muligt at arbejde videre med beregningsgrundlaget for taksterne, når først ønsket tilbudsvifte og serviceniveau er klarlagt.

Hvornår kan trådene samles?

Da det på nuværende tidspunkt er uvist, hvornår nedlukningen grundet Covid-19 ophører, er det svært præcist at spå om, hvornår arbejdet med udviklingen af området kan genoptages. Det er øjeblikkeligt håbet, at processerne kan komme godt videre inden sommerferien. Dette vil muliggøre afvikling af det udskudte dialogmøde i forbindelse med udvalgsmødet den 12. august. Efter dialogmødet udsendes pejlemærkerne i en lynhøring ved skoler og dagtilbud i perioden fra den 17-21. august. Herefter er der politisk behandling af resultaterne af de to hovedspor på udvalgsmødet den 2. september. På dette møde godkendes pejlemærkerne for inklusionen endeligt, mens resultaterne fra analysen af takster, tilbudsvifte og serviceniveau fremlægges og udsendes i høring forud for endelig politisk vedtagelse (BFU 23/9, ØK 30/9, BY 8/10).

I forbindelse med budgetforliget (BY 30/10-2019) blev det besluttet, at afsætte 3 mio.kr. årligt til realisering af en ny takststruktur på specialundervisningsområdet. Grundet arbejdet med taktstrukturen blev det besluttet, at der i 2020 skulle udmøntes 5/12 af det fulde beløb svarende til 1,25 mio.kr. Som det ses af ovenstående betyder den forskudte tidsplan, at et endeligt bud på en takststruktur ikke når at være på plads til august måned, hvor midlerne er tænkt udmøntet. Det foreslås derfor, at midlerne for indeværende budgetår fordeles blandt skolerne med baggrund i tildelingsmodellen for specialundervisningsområdet.

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Familieudvalget

Grundet Covid-19 er det nødvendigt at foretage en forskydning i processen omkring udviklingen af specialundervisningsområdet. Nærværende sag redegør således for den ændrede procesplan i forhold til arbejdet med en fælles retning for inklusionen samt fastlæggelse af tilbudsvifte, takster og serviceniveau.

Beslutning

Taget til efterretning.

Maybritt Toft Pedersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at status på nød/fjernundervisning tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Nød/fjernundervisning under nedlukning

Som foranstaltning mod coronavirus/COVID-19 er lukning af skoler og dagtilbud blevet vedtaget af Folketinget, fra den 16. marts og foreløbig frem til og med den 13. april. I den forbindelse har folketinget vedtaget bekendtgørelser for nødpasning (se sag på samme dagsorden) samt for nød/fjernundervisning. I forhold til førstnævnte - nødpasning - stilles der i lovgivningen krav om, at bekendtgørelsen udmøntes i lokalt vedtagne retningslinier. Dette gør sig ikke gældende i forhold til nød/fjernundervisning. Forvaltningen har dog vurderet, at det - den særlige situation taget i betragtning - også kan være gavnligt med en redegørelse for, hvorledes opgaven med nød/fjernundervisningen udmøntes i Rebild Kommune. Nedenfor gennemgås således en række fokusområder, som forvaltningen i samarbejde med skoleledelserne har taget udgangspunkt i.

Daglig kontakt mellem elev og skole

Minimum en gang om dagen er en lærer/pædagog fra skole/SFO i kontakt med alle elever.

Kontakten foregår på en måde, så eleverne oplever dialog og kontakt med medarbejderen samt har mulighed for at få hjælp til eller feedback på dagens skolearbejde. For de yngste indskolingselever laves der aftaler om omfang og form med forældrene, da kontakten oftest vil være via forældrene.

Kommunikationsformen afstemmes efter elevernes alder, kompetencer og funktionsniveau, men kan eksempelvis foregå via google (hangout, meet, chat, mm.), telefoniske opkald, små videoer eller andre kreative kommunikationsløsninger.

Varieret skoledag/ variation i undervisningen

Det er vigtigt, at eleverne oplever motiverende, tilgængelig og differentieret nød/fjernundervisning, så den enkelte elev lykkes bedst muligt. For at sikre en god og motiverende skoledag for eleverne, koordinerer og planlægger lærerne og pædagogerne en nød/fjernundervisnings-skoledag, som er varieret i form, indhold og aktiviteter. Der medtænkes i videst muligt omfang bevægelse, online åben skole, analog og digitalt arbejde samt varierede undervisningsformer.

Undervisning i alle fag

Nød/fjernundervisningen gælder alle skolens fag, og der undervises ud fra fagets mål under nedlukningen. Det vurderes hvilke faglige mål fra den praktisk orienterede undervisning, der kan gennemføres under nød/fjernundervisningen. Den praktisk orienterede undervisning kan udskydes til efter nedlukningen. Dog sikres det, at den undervisning/de faglige mål, der udskydes til efter nedlukningen, erstattes af undervisning i andre fag/faglige mål i nedlukningsperioden. Der gives ikke erstatningsundervisning efter nedlukningen.

Fællesskaber - sammen hver for sig

I en tid hvor alle skal blive hjemme og er afskåret fra de daglige relationer og fællesskaber, er det vigtigt, at lærere og pædagoger skaber aktiviteter og opgaver, som giver eleverne mulighed for at indgå i gode online fællesskaber.

Fælles It-platforme

Rebild kommunes skoler har gennem flere år arbejdet med udrulning af Google Suite for Education og individuelle chromebooks til alle elever fra 4. klasse - 10. klasse.

I nød/fjernundervisningen er Google Suite for Education den fælles samarbejdsplatform, hvor der kan deles og samarbejdes mellem medarbejdere-elever og elev-elev.

Alle medarbejdere kan anvende Google Suite for Education som platform for online undervisning, klasse-, gruppe- og individuelle møder med elever. Rebild kommune har sikret, at der er tilstrækkelig sikkerhed omkring arbejdet i Google Suite for Education samt indgået databehandleraftale.

AULA, Meebook, digitale læremidler mfl.

AULA anvendes til skriftlig kommunikation mellem skole og hjem, og Meebook anvendes fortsat som fælles læringsplatform.

Det er op til den enkelte medarbejder og det enkelte team at vurdere, hvilke digitale læremidler der bedst understøtter arbejdet med fagets mål.

Elever med særlige behov

Nød/fjernundervisningen tilrettelægges efter den enkelte elevs behov i den udstrækning, det er praktisk muligt.

Skolen leverer ekstra støtte til elever, som ikke får - eller som ikke kan forventes at få - den nødvendige støtte i hjemmet. I den forbindelse sikres det, at alle børn får tilstrækkelig støtte og hjælp til at sikre trivsel, udvikling og læring under nedlukningen. I nogle situationer kan den særlige støtte og hjælp gives på den lokale skole som nødpasning/ nødundervisning. Endelig foretages der minimum en gang om ugen en vurdering af alle børn og unge med særlige faglige, sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov for at sikre den rette støtte. Denne vurdering danner grundlag for i samarbejde med forældrene at beslutte det enkelte barns nødpasning/nødundervisning.

Elevernes deltagelse

Eleverne har pligt til at deltage aktivt i nød/fjernundervisningen. Skolen registrerer elevens manglende aktive deltagelse i nød/fjernundervisningen. De nøjagtige rammer omkring forventningerne til nød/fjernundervisning og syge/fraværsmelding defineres lokalt.

Supplerende undervisning

Efter nedlukningen kan skolens leder vurdere, at der for en eller flere elever undtagelsesvis er behov for at give supplerende undervisning eller faglig støtte, hvis de ikke har deltaget tilstrækkeligt i nød/fjernundervisningen eller hvis deres trivsel, læring og udvikling ikke har været tilstrækkelig under nedlukningen.

Nationale test

For de skoler, der enten selv har valgt at gennemføre, eller som er udtrukket til gennemførelse af Nationale test, anbefales det, at de venter med at gennemføre tests, indtil nedlukningen er slut.

Trivselsmåling

Hvis skolen ikke allerede har gennemført trivselsmålingen inden nedlukningen, kan skolen gennemføre den som nød/fjernundervisning. Skolen sikrer, at eleverne er forberedt på målingen, og at forældrene er klar over, at det er eleven selv, der forventes at besvare spørgsmålene.

Prøver og eksamener

Hvis nedlukningen kommer til at ligge hen over prøveterminen 2020, vil der blive sikret en løsning, så alle kan få deres eksamen og dermed grundlaget for videre uddannelse. Her vil der blive taget størst muligt hensyn til, at tiltagene ikke giver eleverne ringere vilkår, end de ville have haft i det almindelige forløb.

Forældrenes rolle

Forældrene kan ikke forpligtes på at udføre undervisningsopgaver i hjemmet under skolelukningen. Forældrene tilskyndes til i videst muligt omfang at understøtte den undervisning, som skolen gennemfører for deres børn.

Det gode skole-hjemsamarbejde

Et godt samarbejde mellem skole og hjem er altid vigtigt, men i denne situation er det særligt vigtigt, da alle oplever stort pres og står i en ny og ukendt situation. Samarbejdet mellem skole og hjem opprioriteres derfor i denne tid.

Skolens medarbejdere sikrer en koordineret adgang og informationsmængde til forældrene, for at understøtte samarbejdet omkring nød/fjernundervisning.

Lærere og pædagogers rolle

Undervisningen er flyttet fra den lokale skole til nød/fjernundervisning i hjemmet. Det er fortsat lærernes og pædagogernes ansvar at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen, herunder præsentere dagens arbejdsopgaver, hjælpe og støtte eleverne ved behov samt give dem feedback.

Teamsamarbejde - medarbejderne

Et vellykket teamsamarbejde er omdrejningspunkt for den gode nød/fjernundervisning, hvor alle elever trives, lærer og udvikles. Nød/fjernundervisningen koordineres, og der laves fælles forpligtende aftaler mellem elevernes lærere og pædagoger.

Samlet vurderer forvaltningen, at alle skolerne i Rebild Kommune arbejder fokuseret og professionelt med at få nød/fjernundervisningen til at fungere så godt som muligt for elever og forældre.

Resume

Sagen afgøres i:Børne- og Familieudvalget

Grundet Corona er de danske skoler aktuelt lukket ned. Nærværende sag stiller skarpt på, hvorledes opgaven med fjern/nødundervisning udmøntes i Rebild Kommune mens nedlukningen pågår.

Beslutning

Taget til efterretning.

Maybritt Toft Pedersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0