Du modtager vederlag og diæter for dit arbejde i bestemte udvalg. De bliver givet efter reglerne i Styrelsesloven, Rebild kommunes styrelsesvedtægt samt Vederlagsbekendtgørelsen.
Fast vederlag
Der ydes fast vederlag til byrådsmedlemmer efter de af Indenrigs- og Socialministeren fastsatte regler. Konkret betyder det, at alle medlemmer af byrådet vil modtage et månedligt beløb i fast vederlag.
Det faste vederlag dækker deltagelse i møder i forbindelse med varetagelse af det kommunale hverv samt forberedelsestid.
Erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste
Et medlem af byrådet kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste mod reduktion i det faste vederlag. Ydelse af erstatning og reduktion af vederlag sker efter regler herfor. Der sker ikke reduktion i øvrige udvalgsvederlag/formandsvederlag og lignende.
Dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste forudsætter, at der er sket et reelt løntræk. Konkret kan der gives erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, hvis vi får en kopi af lønseddel eller lign. fra arbejdsgiver, hvoraf det lidte løntab fremgår. Der er således ikke mulighed for erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, hvis arbejdet udføres på et andet tidspunkt i stedet.
Der ydes ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for så vidt angår forberedelsestid.
For selvstændigt erhvervsdrivende gælder det, at der også kan udbetales erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Her skal der reelt være tale om, at arbejdet ikke kan udføres af det pågældende byrådsmedlem selv, men at det varetages af en anden person. Som dokumentation for tabt arbejdsfortjeneste for selvstændigt erhvervsdrivende skal foreligge en tro og love-erklæring om indtægtstabets størrelse samt evt. dokumentation for, at arbejdet er varetaget af en anden medarbejder i de pågældende timer.
Der kan maksimalt udbetales 5 * diæt pr. dag, før skat.
Rebild Kommunes praksis for dokumentation er følgende:
For lønmodtagere: Kopi af lønseddel eller lignende fra arbejdsgiver, hvoraf det lidte løntab fremgår, ligger som dokumentation for udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste.
For selvstændige: Opgørelse over timer x beregnet timeløn + evt. dokumentation jfr. ovenstående, underskrevet af den selvstændige selv eller anden anvisningsberettiget person i virksomheden ligger som dokumentation for udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste.
Børnetillæg
Byrådsmedlemmer med hjemmeboende børn under 10 år har ret til et børnetillæg. Børnetillægget udbetales sidste gang den måned hvor barnet fylder 10 år. Der udbetales ét børnetillæg uanset, hvor mange børn du har under 10 år. Vi har registreret alle byrådsmedlemmer med børn under 10 år og udbetalingen vil således ske automatisk. Du skal ikke foretage dig noget.
Hovedkort- eller bikort: Vi benytter som udgangspunkt bikort. Vederlag indberettes som A-indkomst.