Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Økonomi

Jf. budgetaftale 2019-22.

Sagsfremstilling

Budgetaftalen for 2019-22 indholder en række beslutninger inden for Arbejdsmarkedsudvalgets område. Nedenfor fremgår en oversigt over de enkelte beslutninger og udmøntningen heraf, herunder om der er tale om administrativ udmønting, eller der vil ske yderligere politisk behandling.

Budgetaftalen medfører at driftsudgifterne på Arbejdsmarkedsudvalgets område samlet set reduceres med 1,9 mio. kr. i 2019 og 2 mio. kr. i årene 2020-22. Dog er der samtidig sket en tilpasning af budgettet til STU (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse) med tilførsel af 1,2 mio. kr. årligt.

Udover ovenstående beslutninger indebærer budgetaftalen, at der investeres i at styrke uddannelsesparatheden blandt unge via investeringer i Læringslokomotivet i regi af Rebild Ungdomsskole, Chilled - indsats for angstramte unge i regi af PPR samt Basis Skills, et undervisningstilbud til unge med fravær. Initiativerne skal spille sammen med UU indsatsen. Arbejdsmarkedsudvalget vil blive orienteret om udmøntning af disse initiativer i relevant omfang.

Medfinansiering af løntilskud

Der er besluttet, at medfinansiering af løntilskud til dagpengemodtagere ansat i Rebild Kommune bortfalder fra 2019.

Når budgettet bortfalder, er det den enkelte arbejdsplads som ansætter en person med løntilskud, der selv dækker differencen mellem løn og tilskud.

Som afledt konsekvens af ovenstående vil den tidligere besluttede ordning om resultatstyret medfinansiering bortfalde, hvilket betyder at arbejdspladsen ikke længere holdes helt fri for udgifter, hvis dagpengemodtageren i forlængelse af ansættelsen med løntilskud opnår ordinær ansættelse eller påbegynder ordinær uddannelse.

Rammebesparelse på driftsudgifter

Budgettet for driftsudgifterne på Arbejdsmarkedsudvalgets område er ikke delt op efter målgruppe og indsatser. I Center Arbejdsmarked og Borgerservice arbejdes der med det samlede driftstsbudget som én overordnet ramme for at give de bedst mulige tilbud til ledige og sygemeldte indenfor den økonomiske ramme. På grund af kommunens størrelse er der samtidig kun ganske få større tilbud med et fast antal pladser, hvor den samlede udgift kendes på forhånd. Det giver mere smidige rammer for en individuelt tilrettelagt indsats med udgangspunkt i den enkelte borgers behov for opkvalificering og udvikling, fx via køb af enkeltpladser i specialiserede tilbud. Dette gælder på tværs af alle målgrupper. Styringen sker således ved at følge det samlede forbrug og samtidig følge op på, om indsatser og tilbud giver de ønskede resultater.

Derfor kan der ikke uden videre laves en simpel reduktion på udvalgte områder. Det ville heller ikke være hensigtsmæssigt, da denne metode ikke nødvendigvis tager højde for, hvilke indsatser der skaber de bedste resultater, hvorfor det risikerer at medføre længere sagsvarigheder og dermed øgede udgifter til forsøgelse.

Forvaltningen foreslår i stedet at rammebesparelsen sker på baggrund af en skærpelse af nuværende praksis ud fra 3 politisk godkendte principper.

Det foreslås derfor, at følgende principper i videst mulige omfang skal kendetegne indsatserne i Jobcenter Rebild:

Individuelle tilbud:

Tilbuddene tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i den enkeltes behov for opkvalificering af faglige, personlige og sociale kompetencer. Tilrettelæggelse af plan og indsats sker i samarbejde med borger. Tilbuddene skal altid have et beskæftigelses- eller uddannelsesrettet mål.

Prioritering:

Vi prioriterer indsatsen der, hvor den gør den største forskel og målretter den efterspørgslen på arbejdskraft. Det betyder også, at de borgere der kan selv – skal selv. Virksomhedsrettet indsats prioriteres – vi ved, at det virker. Forebyggelse er hjørnestenen i investeringerne med det formål at undgå unødigt lange forløb. Derfor prioriterer vi også aktive tilbud, så borgerne vedligeholder kompetencer og fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse.

Omkostningsbevidsthed:

Det bedste tilbud vælges ud fra en samlet vurdering af pris og forventet udbytte. Der skal ske en tæt opfølgning på tilbuddene med henblik på at afdække effekterne. Uvirksomme indsatser justeres eller afbrydes. Vi sørger også for at sammentænke indsatserne med borgerne og på tværs af forvaltningsområderne til fordel for borgerne og kommunens samlede økonomi. Vi ser indsatser som investering, der kan bidrage til at holde forsørgelsesudgifterne nede. 

Udmøntningen vil ske ved at der prioriteres ud fra ovenstående principper, så tilbud der kun i nogen eller mindre grad lever op til disse afbrydes. Samtidig vil der blive fulgt tæt op på udviklingen i udgifterne til indsatserne samt resultaterne heraf.

Principperne kan samtidig understøtte at borgerne uanset målgruppe i endnu højere grad oplever en ensartet tilgang i indsatsen på tværs af hele jobcentret.

Investering i ressourceforløb

Som en del af budgetaftalen blev det besluttet, at Arbejdsmarkedsudvalget inden for egen ramme finder midler til en forstærket investering i ressourceforløb. Investeringen iværksættes jf. budgetforslag. Forslaget blev i forbindelse med budgetforhandlingerne opdateret med en mere detaljeret beregning af investering og gevinst. På den baggrund blev det præciseret, at nettoinvesteringen kun var på 250.000 kr. årligt på grund af statsrefusion.

År 1

År 2

År 3

År 4

År 5

År 6

År 7

År 8

År 9

År 10

Investering (netto*)

250

250

250

250

250

250

250

250

250

250

Reduktion i forsørgelsesudgifter

-62

-131

-207

-289

-376

-494

-615

-739

-864

-991

Akkumuleret besparelse

188

307

350

311

185

-59

-424

-913

-1.527

-2.268

 Anm.: Beløb angivet i hele 1.000 kr.

 *) 500.000 kr. minus 250.000 kr. (50 % statsrefusion

Som det fremgår af tabellen herover betød den opdaterede beregning, at den samlede kommunale investering forventes at have tjent sig hjem i år 6 og ikke først i år 7, som angivet i det oprindelige notat. Der er dog fortsat stor usikkerhed forbundet med investering på grund af den sårbare målgruppe. Midlerne til investeringen findes ved omprioritering på baggrund af ovenstående principper. Der vil dog skulle igangsættes en opkvalificering af medarbejderne på området, inden investeringen kan indfases fuldt ud.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Budgetaftalen for 2019-22 indholder en række beslutninger inden for Arbejdsmarkedsudvalgets område. Der gives et overblik og forvaltningen fremlægger indstilling til en konkret udmønting af besparelserne.

Beslutning

Administrativ bemærkning: forvaltningen gør opmærksom på, at der sker en midtvejsregulering i bloktilskud fra staten i 4. kvartal 2018 på ca. 11 mio. kr. med baggrund i de faldende udgifter til overførselsindkomster på landsplan jf. sagsfremstilling ved ØKV2.

Taget til efterretning.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget tager økonomivurderingen til efterretning.

Økonomi

Se bilag.

Sagsfremstilling

Ved økonomivurderingen her pr 30. september 2018 forventes der for Arbejdsmarkedsudvalgets område et mindreforbrug på 11,6 mio. kr.

Det er som ved sidste vurdering områderne forsikrede ledige, ledighedsydelse, integration, fleksjob samt revalidering, der er lavere end budgetteret, hvorimod der på ressourceforløb, jobafklaring og STU er større udgifter end forventet ved budgetlægningen. Foruden højkonjunktur er det uden tvivl den lave ledighed og efterspørgsel efter arbejdskraft samt den målrettede indsats og prioritering af et stærkt samarbejde med arbejdsgiverne, der er årsagen til det markante mindreforbrug.

I mindreforbruget for Arbejdsmarkedsudvalgets område indgår overførsel fra regnskab 2017 på 1 mio. kr.

For en nærmere beskrivelse af de forventede budgetafvigelser henvises til økonomivurderingsrapporten for udvalget, som er vedlagt som bilag.

Den vedhæftede økonomivurdering læses sådan!

  • Første side viser: Udvalget i hovedtal, en graf med regnskab 2017, budget og forventet regnskab 2018 samt et diagram med fordelingen af budgettet. Denne side indgår i den samlede vurdering i Byrådet.
  • Herefter kommer et kort resumé og oversigt over de områder med væsentligste afvigelser, samt en pil for markering af, om der er tale om mer- eller mindreforbrug.

På de efterfølgende sider vises tabel i mere detaljeret form. I tabellen er der noter, som angiver de områder, der er uddybet i den efterfølgende tekst. 

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Økonomivurdering pr. 30. september 2018 for Arbejdsmarkedsudvalget viser et forventet regnskab på samlet 310,7 mio. kr. Korrigeret budget inklusiv overførsler er på 322,4 mio. kr. Det giver en samlet forventet afvigelse på 11,6 mio. kr. i mindreforbrug.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0