1. Påbud
Et påbud om at fjerne en olieforurening på ejendommen Gravlevvej 41b, 9520 Skørping (Gravlev gamle skole) er blevet påklaget til Fødevare- og Miljøklagenævnet af den der har modtaget påbudet: Misbrugskoordinator APS.(Misbrugskoordinator APS har siden forureningen skete solgt ejendommen til Botilbudet Lindholm) Der er tale om en forurening med ca. 750 kg olie på et areal på ca. 50 m2 og en dybde på 6 m.
Klagen går på 3 forhold:
- At kommunen ikke har tilstrækkelig dokumentation for at forureningen er sket efter 2001
- At risikoen overfor grundvand ikke er tilstrækkelig dokumenteret.
- At det er uproportionalt at bruge 100.000 kr. på at rydde hele forureningen op.
Kommunen har svaret på klagepunkterne og sagen afventer FMKN.
2. Behov for ekstra grødeskæring
Den rekordvarme og solrige maj kombineret med stor udvaskning som følge af megen nedbør i 2017, må forventes at give et år med ekstraordinær meget grøde. Allerede nu har forvaltningen fået de første henvendelser fra lodsejere, om marker der er ved at blive oversvømmede på grund af høj vandstand forårsaget af grødevæksten. Det sker selv om der stort set ikke er kommet nedbør i flere uger.
På den baggrund, forventes det at der løbende skal foretages en række ekstra grødeskæringer for at kunne sænke vandstanden i de vandløb, som har de største afvandingsinteresser. Disse ekstraskæringer ligger udover de regulativmæssige skæringer, og vil være med til at udfordre økonomien på vandløbsområdet i 2018.
3. Miljøgodkendelse til Nysumbanen
Forvaltningen er i øjeblikket igang med at udarbejde en revideret og fornyet miljøgodkendelse for Nysumbanen. Der forventes en væsentlig forøgelse af banens anvendelse til især udlejningsaktiviteter.
4. Genåbning af Hasselvej, Støvring
Hasselvej er en stillevej i Støvring, der er lukket med en bom ud mod Brombærvej.
Renovationsbilerne har problemer med at hente affald på Hasselvej, da grundejerforeningen "Klyngen" ikke ønsker at renovationsbilen vender på deres parkeringsplads, da det medfører skader på belægningen. Se bilag.
Der har været gennemført en høring af beboerne i området, hvor der ikke er stemning for genåbning af vejen.
Løsningen bliver i stedet at opsætte en aflåselig bom mellem Hasselvej og Brombærvej, der giver renovationsbilen mulighed for at køre i gennem til Brombærvej uden at skulle vende på Hasselvej.