Regeringen indgik den 18. marts 2016 aftale med KL om ”Bedre rammer for at modtage og integrere flygtninge”.
Som led i aftalen kan der inden for en pulje på 640 mio. kr. ydes tilskud til hel eller delvis dækning af den kommunale grundkapital ved etablering af almene familieboliger. Puljen fordeles med udgangspunkt i fordelingen af flygtninge mellem kommunerne og med afsæt i den enkelte kommunes boligbehov. Kommunerne har fuld anvisningsret til boligerne, så de kan målrettes flygtninge. Ved skrivelse til kommunerne den 4. maj 2016, har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet fremsendt nærmere information om puljen samt ansøgningsskema hertil. Ansøgningsfristen er kort og allerede fastsat til 15. juni 2016.
Rebild kommune har fået tildelt en ramme på kr. 5.040.877 til opførelse af op til 87 boliger. Tilskud pr. bolig er opgjort til kr. 58.170,- til hel eller delvis dækning af grundkapitalindskuddet.
KUBEN har på vegne af privat ejer, fremsendt oplæg til gennemførelsesgrundlag for alment boligbyggeri omfattende hhv. flygtningeboliger samt almene familieboliger i Støvring.
Med baggrund i det fremsendte Ministerbrev samt henvendelse fra KUBEN, drøftes det hvorvidt Rebild kommune ønsker at fremsende puljeansøgning.
Behovsanalyse permanente boliger til flygtninge:
Center Arbejdsmarked har udarbejdet en behovsanalyse for permanente boliger til flygtninge. Analysen er lavet med udgangspunkt i antallet af boligplaceringer i 2015 og 2016 til dato. Dette sammenholdt med antallet af nyankomne flygtninge og familiesammenførte. Statistikken er opgjort den 01.06.2016.
I analyseperioden har Rebild Kommune modtaget 163 kvoteflygtninge og 48 familiesammenførte. Der er medtaget både voksne og børn i optællingerne. Der er i perioden anvist 74 permanente boliger til flygtninge.
Sammensætningen i de enkelte boliger er som nedenstående:

Boligplaceringerne i perioden er geografisk fordelt på 10 forskellige byer i Rebild Kommune.

Vurdering af fremtidig boligbehov
I vurderingen af fremtidig boligbehov, er det nødvendigt at tage højde for, at flygtningene modtager integrationsydelse. Boligudgifter (husleje og forbrug) kan for enlige udgøre max omkring 3.000 – 3.500 kr. og for familier omkring kr. 5.500 pr. måned. Det betyder, at der er behov for billigere og derfor ofte mindre boliger. Udbuddet af egnede boliger i Rebild Kommune er efterhånden begrænset både grundet pris og størrelse, men også på grund af, at der allerede nu er lejet mange boliger ud til flygtninge både ved private udlejere og gennem almennyttige boligforeninger.
Kommunen har kun pligt til at anvise den første permanente bolig til flygtninge. Kommunen har ikke pligt til at anvise bolig igen, hvis den enkeltes flygtnings boligbehov ændrer sig, fx pga. familiesammenføring. Der er ingen tidsgrænse for, hvor længe flygtningene må bo i midlertidig indkvartering.
Det er udmeldt at Rebild Kommune i 2016 skal modtage 158 og i 2017 er det 117 flygtninge. Dertil kommer et ubestemt antal familiesammenføringer. Der er i årets første måneder kommet langt færre flygtninge end forventet, i alt 33 kvote flygtninge mod 56 kvote flygtninge i samme periode sidste år. Det er uvist om Rebild Kommune pludselig modtager en større gruppe, men det må alt andet lige forventes, at der må påregnes forholdsvis flere flygtninge visiteret til kommunen i resten af 2016.
Der er en forventning om, at tendensen fortsætter, så det primært er enlige kvote flygtninge, der skal modtages i Rebild Kommune. Fordelingen har været at ca. 80 % af de nyankomne kvoteflygtninge har været enlige og 20 % har været familier.
Det er forvaltningens vurdering, at selv om Rebild Kommune i år har modtaget færre flygtninge end forventet, er der behov for udvidelse af Rebild Kommunes boligudbud af billigere og mindre boliger. Aktuelt er der 24 flygtninge, heraf 20 enlige, der afventer at få anvist en permanent bolig. Behovet skal også ses i lyset af, at der netop er indført kontanthjælpsloft og optjeningsregler for fuld kontanthjælp, som medfører at en del etniske danskere må forventes at søge samme type boliger på grund af nedsatte ydelser.
Oplæg fra privat ejer
KUBEN har på vegne af privat ejer, fremsendt oplæg forslag til opførelse af 38 flygtningeboliger samt 20 familieboliger beliggende i Støvring. Oplægget tager udgangspunkt i behovet for billige boliger, som kan betales af den anførte målgruppe. Ligeledes er projektet tilrettelagt således, at der sikres en fleksibel løsning, så skulle behovet for små billige boliger ændre sig, er det muligt at indrette dem til større familieboliger.
Sagens efterfølgende behandling
Hvis det besluttes at fremsende puljeansøgning, forventes Ministeriet at orientere ansøgerne om fordeling af puljemidler senest 5. juli 2016.