Statsforvaltningen har i mail af 8. oktober anmodet om, at Byrådet foretager en ny behandling af regnskab 2013, da der ikke af byrådets beslutning, i behandling af revisionsberetning 2013 i september 2014, fremgår at regnskabet for 2013 godkendes, hvilket ikke er i overensstemmelse med den kommunale styrelseslov §45 stk.2.
Forvaltningen har kontaktet Statsforvaltningen og bemærket overfor dem, at regnskabet for Rebild Kommune er godkendt i Byrådet på aprilmødet i 2014, samt at revisionens beretning 2013 er godkendt i Byrådet i september måned 2014. Beretningen gav ikke anledning til ændringer i regnskabet. Statsforvaltningen fastholder, at der af Byrådets godkendelse af revisionens beretning 2013 skal fremgå konkret, at regnskabet godkendes, hvilket ikke var tilfældet.
Regnskabet og revisionens årsberetning er behandlet i lighed med tidligere år i Rebild Kommune, men Statsforvaltningen oplyser, at deres praksis for opfølgning er ændret, med henvisning til en større sammenlægning af Deres organisation.
Fremadrettet vil forvaltningen sikre, at der i indstillingen til Byrådets behandling af den årlige beretning fra revisionen vil fremgå, at Regnskabet godkendes endeligt, i henhold til styrelsesloven § 45. stk. 2.