Baggrund
På Børne- og Familieudvalgets møde den 11. april bad udvalget forvaltningen om at kigge på tilsyn, vejledning og sparring af kommunens dagplejere. Tilsynsrapporten og de efterfølgende høringssvar viste, at man ikke har nået de forventede antal tilsyn i 2017, samt at mængden af vejledning og sparring ikke opleves tilstrækkeligt.
I starten af 2016 igangsatte forvaltningen et pilotprojekt, der på baggrund af anbefalinger i EVA's evaluering af kommunernes tilsyn med daginstitutioner, skulle styrke
systematikken, ensartetheden og uvildigheden omkring de anmeldte og uanmeldte tilsyn i dagtilbuddene.
I december 2016 besluttede det daværende Børne- og Familieudvalg, at ændre i den hidtidige tilsynspraksis med dagtilbuddene i Rebild Kommune, herunder de kommunale dagplejere. Dette betød at dagplejepædagogerne, der tidligere havde stået for både vejledning, sparring og tilsyn med dagplejerne, blev splittet op i to team. De to team blev organiseret således, at fire dagplejepædagoger udøver vejledning og sparring til de kommunale dagplejere, mens et andet team, bestående af to tilsynskonsulenter, forestår tilsynet med de kommunale dagplejere, de private børnepassere og de kommunale og private daginstitutioner. Vedlagte bilag viser en grafisk opstilling af ordningen i dag.
Lovgivning
Jf. §5 i Dagtilbudsloven har kommunalbestyrelsen ansvaret for at føre tilsyn med kommunens dagtilbud. Dette er via styrelsesvedtægternes bilag 6 præciseret i forhold til form og rammer.
Hvad har udfordret den nuværende organisering
De udfordringer der har været med at nå de udmeldte tilsynsbesøg og besøg med vejledning og sparring, er for en stor dels vedkommende affødt af udefrakommende omstændigheder. Således har implementeringsudfordringer, justeringer i praksis, medarbejderskift og en del andre nye opgaver i forbindelse med den nye Dagtilbudslov har haft betydning for, at man ikke har nået et tilfredsstillende niveau for både antallet af tilsyn og mængde af vejledninger og sparringer.
Mulig organisering
Organisering af tilsyn og vejledning og sparring kan organiseres på forskellige måde. Følgende 3 måder har forskellige fordele og ulemper:
1. Opdeling i to teams - "Den nuværende organisering"
Fordele: Ingen kasketforvirring, specialiseret viden i teamet og en systematisk tilgang til opgaven
Ulemper: små og "skrøbelige" teams, lidt omstændigt at lignende opgaver opdeles hos to team.
2. Sammenlægning til et team - "Den tidligere organisering"
Fordele: Opgaverne kan nemmere stordriftes, større teams
Ulemper: Kan give interessekonflikter i særlige situationer, usikkerhed ift. hvad der skal prioriteres og hæmme uvildigheden i tilsynet
3. Uddelegering af opgaven - "Dagtilbudsleder i distriktet varetager opgaven"
Fordele: Tættere samarbejde og lettere overgang til dagtilbud, udfordringer løses lokalt, dagtilbuddenes kompetencer kan bruges i dagtilbuddene
Ulemper: Ikke en samlet dagpleje i kommunen, ingen eksperter i vejledning og sparring eller i tilsynsopgaven.
Forvaltningens vurdering
Pr. 1. august er der omrokeret i nogle interne arbejdsgange og opgaver, hvilket vil frigøre tid til mere vejledning, sparring og tilsyn, og derudover give mulighed for et større ledelsesmæssigt fokus på denne del af opgaven. Dette gælder uanset hvilken af ovennævnte organiseringsformer der vælges. Det vurderes, at vi endnu ikke har set den fulde effekt af den nuværende organisering. Mulighed 2 - "den gamle organisering" er kendt og afprøvet, mens de mulige gevinster og udfordringer ved mulighed 3 - "Dagtilbudsleder i distriktet varetager opgaven" -heller ikke er kendte.
Forvaltningen indstiller, at den nuværende organisering fastholdes foreløbig indtil foråret 2020, hvor der gennemføres en evaluering, som fremlægges for udvalget. Såfremt udvalget ønsker det, kan de potentielle gevinster ved mulighed 3 samtidig søges afdækket. I forhold til sidstnævnte kan dette ske via et pilotprojekt, hvor vejledning og sparring og eventuelt også tilsyn og ledelse for dagplejerne i et distrikt, uddelegeres til én kontraktholder. Såfremt udvalget vil overveje et sådant pilotprojekt søsat, vil der på et kommende Børne- og Familieudvalgsmøde blive fremlagt en detaljeret projektbeskrivelse.