Kvalitativt ledelsestilsyn på socialområdet børn og unge, juli 2018
Den børnefaglige undersøgelse (SEL §50)
Resultatet af ledelsestilsynet viser overordnet set, at der arbejdes struktureret med dataindsamling og dokumentationsarbejdet i sagerne. Både eksterne og interne samarbejdspartneres dokumentation anvendes konkret i beskrivelserne og de efterfølgende vurderinger der danner grundlag for konklusionen i den børnefaglige undersøgelse. Den fælles sparring i de enkelte teams har også medført en mere ensartet sagsbehandling.
Udviklingspunkter
- Generelt er der tale om processtyringsfejl, der ikke har praktisk betydning for borgerne. F.eks. er det fortsat problematisk at finde skriftligt eller specifikt mundtligt (tidsafgrænset) samtykke i journalens ”aktiviteter”.
- Konkret stillingtagen til indsatsen i den enkelte sag ift. Rebild Kommunes serviceniveau på området.
- I sager med børn over 12 år er der en tendens til flere sideløbende foranstaltninger – denne udvikling skal følges tæt af funktionsleder, da den bidrager negativt til fordelingen af indsatser/udgifter ift. småbørns-/forebyggelsesområdet. I praksis skal ”Indsatstrappen” altid anvendes.
Punkter i kommende sagsgennemgang og ledelsestilsyn
For at sikre forbedringer af de områder, hvor ledelsestilsynet viser behov for at kvalitetssikre sagsbehandling og dokumentation i sagerne bliver der:
- Rettet op på de konkrete fejl og mangler der er fundet i sagerne (pkt. 1 og 2)
- Gennem ledelsesmæssig sagsgennemgang sikret en mere struktureret opfølgning i de enkelte sagsstammer - med fokus på serviceniveau og indsatstrappe.
Kvalitativt ledelsestilsyn i Center Familie Handicap på handicapområdet børn juli 2018
Det primære fokusområde i juli 2018 er BHU (børnehandicapudredning) og BFU (børnefaglig undersøgelse). Der gøres opmærksom på at der ikke i langt den største del af børnehandicapsagerne er tale om sager, hvor der udfærdiges BHU eller BFU. På børneområdet er der udvalgt 5 sager med udgangspunkt i Servicelovens § 11, § 41, § 42 & § 52
BFU/BHU (børnefaglig undersøgelse/børnehandicapudredning):
Der er tale om grundige undersøgelser af berettigelse til ydelse. Der foreligger relevant dokumentation i form af fx lægefaglig dokumentation fra egen læge, somatiske eller psykiatriske hospitaler, status og udtalelser fra skoler, PPR med mere. Generelt er der tale om sagsbehandling af høj kvalitet. Den brede og ensartede tilgang og sagsbehandling er med til at sikre, at det gældende serviceniveau overholdes.
Opmærksomhedspunkter:
- Det kniber fortsat med at få indhentet skriftligt samtykke i enkelte sager. Der findes notater om mundtligt afgivet samtykke, men indskærpes igen under tilsyn at de skriftlige samtykker skal være i sagerne, og at der skal være opmærksomhed på, at samtykkeerklæringer kun gælder et vist tidsrum, og derfor løbende skal fornyes.
- Der bør fremadrettet være mere fokus på beskrivelse af ressourcedelen, da det ofte vil være der, et eventuelt udviklingspotentiale kan findes
Punkterne er drøftet med de ansvarlige rådgivere, idet tilsynet denne gang er lavet sammen med rådgiverne. Læringspunkterne anvendes til samlet læring og udvikling i børnehandicapteamet. Der er tale om småfejl der ikke har betydning for borgeren eller den fremadrettede sagsbehandling.