Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget godkender den nye sprogstrategi for de 0-16 årige i Rebild Kommune.

Sagsfremstilling

Hermed fremlægges ny strategi for arbejdet med de 0-16 åriges sprog-, læse- og skrivefærdigheder i Rebild Kommune. Sprogstrategien er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af fagpersoner indenfor skole- og dagtilbudsområdet, og er desuden blevet behandlet på møder med kontraktholdergruppen i Center Børn og Unge.

Strategien erstatter den hidtige strategi fra 2012 og udstikker klarere rammer for sprogindsatsen. Dette sker ud fra et ønske om i endnu højere grad at sikre fokus på børnenes sprogudvikling samt understøtte den vigtige koordinering, der skal finde sted blandt de forskellige delelementer i børnenes liv: forældre - sundhedspleje - dagpleje/vuggestue - daginstitution - skole. Flere undersøgelser har påvist, at børns sprogudvikling har stor betydning for, hvordan de klarer sig senere i livet, hvorfor et fælles og koordineret fokus er af afgørende betydning.

Den nye sprogstrategi (vedlagt sagen som bilag) tager afsæt i de aktuelle lovkrav og baserer sig på både nationale samt internationale undersøgelser og forskningsresultater omkring børn og unges sprog-, læse- og skriveudvikling. Strategien indeholder følgende hovedelementer:

a) Fastlæggelse af et fælles sprogsyn, som udgangspunkt for den fælles indsats. Der tages konkret udgangspunkt i det såkaldte "Literacy-begreb", der overordnet handler om, at der fokuseres på menneskets ressourcer og færdigheder i at afkode, forstå og anvende tegn og skrift.

b) Udpegning af de væsentligste indsatser for henholdsvis dagtilbuds- og skoleområdet, herunder relevante parter og særskilte delområder - blandt andet forældrenes særlige rolle samt indsatsen i forhold til to-sprogede børn.

c) Organisering af indsatsen. Denne del klarlægger organiseringen af overgangene mellem de forskellige trin i børnenes institutionsliv og samarbejdet blandt fagpersonerne på sprogområdet. Endelig er det konkret indskrevet, at det - med henblik på en fortsat styrkelse af sprogindsatsen på dagtilbudsområdet - skal tilstræbes, at der altid er en sprogpædagog i hvert institutionshus. Med henblik på realiseringen af dette er der i projekt Fremtidens Dagtilbud afsat midler til uddannelse af sprogpædagoger.  

d) Fastlæggelse af rammer for sprogvurdering/evaluering af børn og unges sprogudvikling. Konkret er det nu skrevet ind, at alle hjemmepassede børn i alderen omkring 2 år skal sprogvurderes. Det samme gælder børn omkring 2 år, der benytter et pasningstilbud, men hvor der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering. Endelig vil alle børn omkring 3 år i kommunale pasningstilbud eller, som hjemmepasses, blive sprogvurderet (såfremt de ikke er blevet det ved 2-årsalderen). Hidtil har dette været afhængig af en pædagogisk vurdering af behov. Erfaringer fra de daginstitutioner der allerede nu sprogvurderer alle 3-årige har dog vist, at de finder børn med sproglige udfordringer, som de måske ikke ellers ville have fundet.

Idet de nye retningslinier medfører, at der skal gennemføres et større antal sprogvurderinger i dagtilbuddene, er der indkøbt et nyt it-understøttet system hertil. Systemet, kaldet Hjernen&Hjertet, opfylder alle ministerielle krav, er mere brugervenligt end det hidtidige system og anvendes i flertallet af de danske kommuner.

Såfremt sprogstrategien - og de tiltag der ligger heri - godkendes politisk, vil Center Børn og Unge forestå implementering og opfølgning på strategien, og herunder sikre sammenhæng mellem sprogstrategi og den nye Børne- og Ungepolitik.

 

Resume

Sagen afgøres i: Børne og Familieudvalget.

Der er udarbejdet en ny sprogstrategi for de 0-16 årige i Rebild Kommune. Strategien opsætter mål og rammer for arbejdet med børn og unges sprog-, læse- og skrivefærdigheder og er primært henvendt til fagpersonalet på skole- og dagtilbudsområdet.

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget træffer beslutning om godkendelse af serviceniveaubeskrivelserne med de beskrevede justering på baggrund af høringssvarene.

Økonomi

Serviceniveaubeskrivelsen for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand bidrager ikke til yderligere økonomiske konsekvenser ift. nuværende praksis. Det er endnu uvist, hvilke økonomiske konsekvenser serviceniveaubeskrivelsen for skolefritidsordning, herunder special-SFO, har, da det afhænger af det fremtidige antal børn, som kan tildeles fripladsordninger samt antallet af børn, der på nuværende tidspunkt er berettiget til en behandlingsmæssig friplads, men ikke har fået det bevilliget. Hvis serviceniveaubeskrivelsen godkendes, vil samtlige børn i special-SFO blive gennemgået med det formål at klarlægge deres berrettigelse til støtteordningerne ud fra det nye serviceniveau.

Sagsfremstilling

Baggrund for serviceniveaubeskrivelsen

Der har gennem de seneste år været et mindreforbrug i forhold til det samlede budget for specialundervisning. I 2017 steg udgifterne dog, hvilket resulterede i et forventet merforbrug på ca. 2,2 mio. kr. for 2017. Derfor besluttede det tidligere Børne- og Ungdomsudvalg, at der skulle laves en analyse af udviklingen.

På baggrund af analysen udarbejdede forvaltningen 3 handlemuligheder for at nedbringe merudgifterne:

1. Taksten på Læringscenter Himmerland er steget, da tilbuddet er udvidet til et heldagstilbud i 2015. Det kunne overvejes at undersøge, hvorvidt Læringscenter Himmerland fortsat bør være et heldagstilbud, samt hvilke konsekvenser det vil få, hvis tilbuddet ikke længere skal være et heldagstilbud.

2. Yderligere kunne en mulighed være at udarbejde en serviceniveaubeskrivelse for visitation til specialundervisning, således kommunens serviceniveau synliggøres. Det vil muligvis ikke kunne nedbringe udgifterne, men det vil kunne bidrage til en ensartet arbejdsprocedure ved udskift i visitationsudvalget.

3. Afslutningsvis bør det nævnes, at visitationskompetencen til special-SFO ikke er klarlagt i kommunen. Som det er nu indmelder forældrene selv deres børn i special-SFO udenfor kommunen, hvis de mener, at deres barn har behov for en plads. En handlemulighed kunne være at klarlægge visitationskompetencen til special-SFO, således visitationerne foretages på baggrund af ensartet procedure. Dette kunne tilføjes i en evt. serviceniveaubeskrivelse.

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede den 6. december at igangsætte alle tre handlemuligheder.

Der er nu uarbejdet serviceniveaubeskrivelser for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand samt for skolefritidsordning, herunder special-SFO.

Analysen af Læringscenter Himmerland som heldagstilbud undersøges nærmere til efteråret.  

Serviceniveaubeskrivelserne

Serviceniveaubeskrivelserne er udarbejdet i samarbejde med PPR og Center Familie og Handicap. I serviceniveaubeskrivelserne er der redegjort for formålet med bestemmelsen i lovgivningen, indholdet af tilbuddet, målgruppen, varighed og omfang af støtten, procedure for visitation eller indskrivning, forældrebetaling, den økonomiske støtte og klagemuligheden.

Konsekvens i forhold til hidtil praksis

Begge serviceniveaubeskrivelser bidrager til, at borgerne får klarhed over støtteordningerne. Serviceniveaubeskrivelsen for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand er udarbejdet ift. den nuværende praksis på området, hvorfor beskrivelsen ikke bidrager til ændringer af proceduren.

I serviceniveaubeskrivelsen for skolefritidsordning, herunder special-SFO, redegøres der for, at når barnet er optaget i skolen, har barnet krav på optagelse i den tilknyttede skolefritidsordning. Derudover giver beskrivelsen klarhed om forældrebetalingen og den økonomiske støtte, hvilket der ikke tidligere har været faste retningslinjer for. Der har fx ikke været ensartethed ift., hvilke børn der får tildelt en behandlingsmæssig friplads - og hvem der træffer afgørelsen. Derudover har der ikke været retningslinjer for, hvilke andre økonomiske støtteordninger kommunen kan tilbyde forældre til børn i skolefritidsordninger, og hvem der videregiver informationerne til forældrene.

Høringssvar til serviceniveaubeskrivelserne

Der er kommet høringssvar fra fire forældrebestyrelser: Suldrup Skole, Øster Hornum Børneunivers, Skørping Skole og fra Sortebakkeskolens forældrebestyrelse samt MEDudvalg. Derudover er der kommet høringssvar fra SektorMEDs b-side i Børn og Unge samt fra Handicaprådet. Handicaprådet har fem bemærkninger til selve serviceniveaubeskrivelserne (se oversigtsarket). I de resterende høringssvar godkendes begge serviceniveaubeskrivelser. I samtlige af høringssvarene på nær fra Skørping Skole er der derudover kommentarer til den økonomiske tildeling til skolernes specialundervisning/inklusionsindsatser. Serviceniveaubeskrivelserne præciserer serviceniveauet for borgerne jf. lovgivning og beskriver altså ikke den interne fordeling af de økonomiske ressourcer i kommunen. Tildelingsmodellen på skoleområdet bliver jf politisk beslutning evalueret i efteråret 2018. Alle høringssvarene ligger som bilag til nærværende sag.

Handicaprådets bemærkninger til serviceniveaubeskrivelserne handler om:

Specialundervisning:

1.  Det anfægtes, at visitationskompetencen til specialklasser i kommunen er placeret hos distriktsskolelederen

2.   Kritik af at det ikke står tydligt, at forældre inddrages i visitationsprocessen

3.  Det anfægtes, at forældre skal betale merudgiften til transport, hvis de vælger et andet tilbud, end det kommunen har visiteret til

4.  Kritiske i forhold til definitionen af et sammenligneligt tilbud

SFO:

1.  Det anfægtes, at der er forældrebetaling til SFO efter 3. klasse for børn med nedsat funktionsevne

2.  Kritik af at forældrebetalingen til SFO fastsættes efter taksten i skolekommunen eller efter taksten i bopælskommunen, hvis denne er højest.

Forvaltningen imødekommer handicaprådets bemærkning om, at forældresamarbejdet bør stå mere eksplicit ved at tilføje sætningen: "Forældre og PPR inddrages altid i beslutningen om henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.", jf. lovgivning om partshøring af forældre i forbindelse med indstilling til specialtilbud.

Forvaltningen fastholder de resterende formuleringer i serviceniveaubeskrivelserne på baggrund af lovgivning. Begrundelserne er alle uddybet i oversigtsarket.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0