Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

Baggrund

Med indgåelse af den politiske aftale om "Bedre veje til uddannelse og job" fra efteråret 2017, fik kommunerne pålagt det fulde ansvar for unge under 25 år, indtil den unge har gennemført uddannelse eller har fået fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Aftalen om bedre veje til uddannelse og job indebærer, at den tidligere aftale omkring 95% målsætningen, hvor der måles på uddannelsesstatus 25 år efter afslutning af grundskolen, afløses af en målsætning om, at:

  • I 2030 skal mindst 90 % af de 25 årige have gennemført en ungdomsuddannelse.
  • I 2030 skal andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet, være halveret.
  • Alle unge under 25 år, der hverken er i gang med eller har fuldført mindst en ungdomsuddannelse, har ret til at få en uddannelsesplan og skal gennem en opsøgende og opfølgende indsats tilbydes vejledning om mulighederne for at øge deres formelle kompetencer på kort eller længere sigt.

Dette betyder, at kommunen skal have ansvaret for:

  • At der sker en koordinering af den samlede ungeindsats i den enkelte kommune på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen.
  • At den unge og den unges forældre møder kommunen som én samlet instans på tværs af de mange bagvedliggende kommunale kompetencer og opgaver.
  • At ansvaret for den unge skal være præcist og effektivt forankret i den kommunale ungeindsats.

Det er vigtigt at påpege, at eksisterende lovgivning, fx sundhedsloven, serviceloven og beskæftigelsesloven stadig gælder og skal følges uanset organisering.

Med aftalen følger en del krav til indhold i indsatsen, men ikke hvordan kommunerne skal organisere indsatsen. Ifølge aftalen skal kommunerne pr. 1. august 2019 have et organisatorisk setup, der kan varetage den sammenhængende kommunale ungeindsats.

Lokal proces

Arbejdsmarkedsudvalget og Børne- og Familieudvalget godkendte på møder i februar 2018 kommissorium for den sammenhængende kommunale ungeindsats. Der blev efterfølgende nedsat styre- og arbejdsgruppe til at komme med forslag til udmøntning af aftalen lokalt. Arbejdsgruppen har kortlagt og udpeget opgaver og indsatser, der skal varetages af den sammenhængende kommunale ungeindsats. Udvalgene blev i juni 2018 orienteret derom. Derudover har forvaltningen peget på indsatser, der med fordel kunne tænkes ind i den sammenhængende ungeindsats omkring eksisterende lovgivning samt elementer fra aftalen fra folkeskole til faglært, der blev indgået i november 2018, der også er tænkt ind i arbejdet omkring den sammenhængende ungeindsats.

Rebild kommunes ambition for den sammenhængende kommunale ungeindsats

Komplekse problemstillinger spiller ind i komplekse kommunale systemer. Derfor er der brug for løsninger, der giver de unge en sammenhængende hjælp på tværs af de problemstillinger og udfordringer, de har. Rebild Kommunes ambition er, at den unge skal være omdrejningspunktet for den indsats, som kommunen tilbyder.

Intentionerne med en sammenhængende kommunal ungeindsats er, at den unge oplever én indgang, og hvor der er sammenhæng mellem alle indsatser og tilbud. Det er afgørende for den fremtidige kommunale ungeindsats, at det er den unge, der er i centrum og at Rebild kommunes tilbud og indsatser støtter den unge på vej i uddannelse eller selvforsørgelse – altså hjælper og støtter kvalificeret dér, hvor der er behov.

Målgruppen i Rebild Kommune

I Rebild Kommune er det besluttet at præcisere og udvide målgruppen for den sammenhængende kommunale ungeindsats.

Målgruppen i den kommunale sammenhængende ungeindsats starter med elever i grundskolens 7., 8. og 9. klasse (13-15 årige) Det er elever, der eksempelvis har et højt skolefravær, støttekontaktperson eller unge der har andre faglige, sociale eller personlige problemstillinger. Dette for at sikre, at der vil blive samarbejdet på tværs af de forskellige forvaltningsområder og for at understøtte, at sårbare og udsatte unge på trods af udfordringer får uddannelse eller en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Ved at inkludere ned til 7. klasse vil der ligeledes kunne sikres kontinuitet i den unges plan/forløb og kontakt med kommunen. Derudover vil overgangen til ”voksensystemet” kunne planlægges og blive en integreret del af den unges plan og forløb.

Ligeledes udvides målgruppen i den sammenhængende ungeindsats til at omfatte unge mellem 25-30 år, der ikke har gennemført en uddannelse eller er i beskæftigelse.  Årsagen til udvidelsen af målgruppen er, at unge ml. 25 og 30 år lovgivningsmæssigt er omfattet af den samme uddannelsesrettede beskæftigelsesindsats som unge ml. 18 og 25 år, og at Jobcenter Rebilds Ungeenhed i dag arbejder med gruppen. Ligeledes viser Jobcenterets erfaring, at denne målgruppe kræver en ekstra håndholdt og uddannelsesrettet indsats for at komme videre i ordinær uddannelse eller beskæftigelse.

Nedenstående tabel viser tal for målgruppen af unge i Rebild Kommune, hvor indsatsen skal varetages af den kommende sammenhængende ungeindsats.

Målgruppe

Udfordringer

Volumen

Unge med risiko for ikke at blive parate til at tage en ungdomsuddannelse.

(Unge i grundskolen: 7,8 og 9 klasse)

Ikke- uddannelsesparate

111 elever

Stort fravær

Opgørelse under udarbejdelse*

Enkeltundervisning eller reduceret skema

33 elever

Unge der har behov for støtte til at gennemføre en ungdomsuddannelse og/eller til at komme i job

15-17 årige som er i gang med en forberedende eller midlertidig aktivitet, der ikke er skole eller uddannelse.

34**

18-29 årige, de fleste i job, men uden uddannelse. De er potentielt i målgruppen og ville alle som minimum skulle have en opsøgende indsats

706***

Unge på uddannelseshjælp, revalidering og ressourceforløb

126***

* Nuværende opgørelsesmetode ikke sammenlignelig. Ny metode er under  udarbejdelse.
**opgjort 2. kvartal 2018

***opgjort december 2018

Status på opgaver/indsatser i den sammenhængende kommunale ungeindsats

Med indgåelse af den politiske aftale får kommunen således det fulde ansvar for at gøre alle unge parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse.

De seks hovedområder fra den politiske aftale er:

1.  Kommunalt myndighedsansvar for unge under 25 år

2.  Uddannelsesplanen og -pålægget som omdrejningspunkt for den unges forløb

3.  Kommunal målgruppevurdering til den Forberedende Grunduddannelse (FGU)

4.  Tildeling af kontaktperson

5.  Opsøgende funktioner i forhold til virksomhedspraktik

6.  Koordinering af støtte- og vejlednings-funktioner

KL har i forbindelse med aftalen udarbejdet tre modeller for den organisatoriske forankring af de 6 hovedområder:

Model 1. Tværfaglige netværksmøder om konkrete sager

Ved tværfaglige netværksmøder kan der indkaldes til møder om en konkret sag i et tværfagligt forum. Medarbejderne fra de enkelte centre arbejder ikke i et fast fælles team, så det kan være forskellige medarbejdere, der deltager fra gang til gang. Det center, hvor den unge har en sag, vil være indgangen og have ansvaret for at sikre en sammenhængende ungeindsats.

Der er ikke et fast interval mellem møderne, og det er op til den enkelte sagsbehandler at beslutte, hvornår der er behov for at drøfte en konkret sag.

Model 2. Tværgående team med faste mødeintervaller

I de tværgående team arbejdes der med en bestemt målgruppe, og medarbejderne mødes for at behandle sager med faste intervaller. Det er faste repræsentanter fra hver center/afdeling, der deltager på mødet.

Alle medarbejdere bibeholder forankring i eget driftscenter og afdeling. Alle faggrupper fokuserer på den lovgivning, der findes på deres eget område. Det vil sige, at organiseringen er bygget op omkring specialiseret faglighed. Deltagelse i det tværgående team giver fortrolighed med at arbejde tværfagligt. Ligesom ved de tværfaglige netværksmøder vil det center/afdeling, hvor den unge har en sag, have ansvaret for at sikre en sammenhængende indsats.

Model 3. Samlet organisering

Ved en samlet organisering samles forskellige kompetencer og dermed medarbejdere i et særligt team eller enhed, der får til opgave at samarbejde om en sammenhængende ungeindsats. I dette tilfælde vil man typisk adskille økonomien og give den særlige enhed et selvstændigt budget. Finansieringen til den særlige enhed tages i givet fald fra de centre/afdelinger, hvorfra man flytter opgaveansvaret. Udfordringen er naturligvis at fastlægge, hvor mange midler der skal flyttes til den nye organisatoriske enhed. En samlet organisering giver en systematik og en fast ramme for det tværfaglige arbejde. Èn indgang betyder én tilgang til opgaven.

I Rebild kommune er grundstenen til en organisatorisk forankring af en sammenhængende ungeindsats allerede tilstede. Rebild Kommune valgte i 2011 at hjemtage UU vejledningen. UU er organisatorisk forankret i Center Arbejdsmarked og Borgerservice (CAB). En stor del af de opgaver, der skal løses ifølge aftalen, varetages allerede i dag i ungeenheden under CAB. Det betyder, at der med mindre justeringer i den eksisterende organisering, kan arbejdes mod indfrielse af målene i aftalen.

Med inspiration fra KL og med arbejdsgruppens kortlægning af arbejdsopgaver/indsatser har styregruppen besluttet, at der i Rebild kommune organisatorisk skal arbejdes med en tilpasset model 2, altså tværgående team med faste mødeintervaller. Det vurderes, at model 2 er mest hensigtsmæssig ift. at sikre driften i den eksisterende sektoropdeling og samtidig indfrielse af den politiske aftale på ungeområdet.

 Løsningen af de 6 hovedområder i Rebild Kommune

1. Kommunalt myndighedsansvar for unge under 25 år

Rebild Kommune får det fulde ansvar for at gøre alle unge parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. Kommunen får hermed ansvaret for alle unge under 25 år, indtil den unge har gennemført en ungdomsuddannelse og/eller har opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Dele af denne opgave er en del af den opgaveportefølje der varetages i ungeindsatsen under CAB

2. Uddannelsesplanen og -pålægget som omdrejningspunkt for den unges forløb

Den kommunale ungeindsats skal tage udgangspunkt i den unges aktuelle situation, uddannelses- og erhvervsønsker samt mulighederne for realiseringen heraf.

Dette understøttes af uddannelsesplanen/-pålægget som fagligt værktøj. Den unge skal opleve, at der arbejdes med samme målsætninger på både kort og langt sigt på tværs af kommunale enheder. Denne opgave varetages i dag af ungeenheden under CAB. Fra august 2019 vil udvalgte sociale og sundhedsmæssige indsatser dog også kunne skrives ind i planen med det formål, at den unge oplever en større sammenhæng og overskuelighed i, hvordan de forskellige indsatser skal hjælpe dem på vej.

3. Kommunal målgruppevurdering til den Forberedende Grunduddannelse (FGU)

Optagelse på FGU sker på baggrund af en målgruppevurdering. Formålet er at understøtte den unge i at finde den mest realistiske vej til at påbegynde og gennemføre en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse eller opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Det betyder, at den kommunale ungeindsats skal have et samlet kendskab til og overblik over tilbud på tværs af beskæftigelses- og uddannelsesområdet. Denne del af opgaven varetages i dag og også efter implementeringen af en sammenhængende ungeindsats af ungeenheden under CAB.

4. Tildeling af kontaktperson

Unge, der af personlige eller sociale årsager har behov for støtte fra flere instanser, tilknyttes én gennemgående kontaktperson, der følger den unge i overgangene og støtter den unge frem mod og i fastholdelse i en ungdomsuddannelse eller beskæftigelse. Det er op til kommunen at afgøre, hvordan kontaktpersonordningen etableres med bagvedliggende understøttende funktioner og opgaver. Denne opgave er ny og skal fremadrettet varetages af ungeenheden under CAB. Dette for at få så stor ressourcemæssig udnyttelse af de begrænsede økonomiske midler der er afsat. Ved at den koordinerende indsats er forankret i CAB er det muligt at ”samtænke” kontaktpersonsordningen med øvrige støtteforanstaltninger i form af vejledere, mentorer og sagsbehandlere.

5. Opsøgende funktioner i forhold til virksomhedspraktik

Den kommunale ungeindsats skal koordinere en opsøgende funktion i forhold til at tilvejebringe virksomhedspraktik i forbindelse med FGU. Praktikkerne skal koordineres med jobcenterets arbejde. Den kommunale ungeindsats skal understøtte virksomhedernes kontakt med kommunen, når der samarbejdes om unges praktik, elevforløb, erhvervstræning, beskæftigelse mv. Funktionen vil blive koordineret med andre kommunale praktik- og virksomhedsopsøgende indsatser. Opgaven varetages allerede i dag af ungeenheden under CAB, dog i et samarbejde med produktionsskolen i EGU-indsatsen og forældre, skole og elever i grundskolen.

6. Koordinering

Der skal ske en koordinering af den samlede ungeindsats i kommunen på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen, herunder koordinering af støtte og vejledningsfunktioner som SPS, PPR og misbrugsindsats. Her skal der findes en model for, hvordan medarbejderne kommer til at bidrage til arbejdet i det tværgående team.

Det er de seks hovedområder, der er afsæt for den endelige implementering af modellen for organiseringen omkring de tværfaglige teams. Dette forudsætter, at der etableres et tættere samarbejde mellem de involverede centre.

For at kvalificere modellen, så opgaven løftes i Rebild, og for at have samarbejdsflader mm. på plads til 1. august 2019 arbejder arbejdsgruppen videre med input til det organisatoriske setup omkring det tværgående team og kontaktpersonsordningen. Det er arbejdsgruppens opgave at få alle snitflader i samarbejdet på plads, at foreslå hvem det tværgående team skal bestå af, og hvem der indkaldes ad hoc. Det forventes, at arbejdsgruppen er færdig med deres arbejde i maj 2019. Udvalget vil blive orienteret på juni mødet.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget og Børne- og Familieudvalget.

Forvaltningen giver en status på arbejdet omkring implementering af den sammenhængende kommunale ungeindsats. Arbejdet er igangsat som en følge af aftalen om "Bedre veje til uddannelse og job", som dels omhandler uddannelsestilbuddet FGU og dels en sammenhængende kommunal ungeindsats. Udvalget er løbende blevet orienteret om FGU og den sammenhængende kommunale ungeindsats.

Denne sagsfremstilling omhandler en orientering om den fremadrettede interne organisering af området i Rebild Kommune, som skal være på plads 1. august 2019.

Forvaltningen har gennem de sidste måneder arbejdet med at kortlægge de opgaver, der skal varetages i en sammenhængende kommunal ungeindsats. Der er blevet udpeget seks hovedområder for indsatsen, og der er ligeledes blevet udpeget områder indenfor de nuværende opgaver, der med fordel kunne implementeres i en sammenhængende kommunal ungeindsats. Den sammenhængende kommunale ungeindsats vil blive organiseret efter en model for tværgående teams.

Beslutning

Drøftet.

Udvalget kvitterer for et interessant input og foreslår, at det sammenhængende børneliv og den helhedsorienterede indsats på tværs af sektorer også fremgår i de kommunale kerneværdier. Udvalget vedhæfter Rebild Kommunes nye Børne- og Ungepolitik samt kontrakter for Center Børn og Unge samt Center Familie og Handicap.

Tommy Degn deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget drøfter de kommunale kerneværdier på børne- og ungeområdet

Sagsfremstilling

På KL's Børn & Unge Topmøde kom KL med bud på kommunale kerneværdier på børne- og ungeområdet. De kommunale kerneværdier skal være tydelige værdier, som kan danne fælles afsæt på børne- og ungeområdet og som tydeliggør betydningen af det kommunale ejerskab. De kommunale kerneværdier skal ligeledes fremme stabilitet og kontinuitet uanset skiftende nationale dagsordner. Det skal være værdier, som kommunerne sammen kan henvise til og bruge fremadrettet både i fælles interessevaretagelse, men også i den lokale fortælling om det kommunale selvstyre.

KL opfordrer til, at alle kommuner drøfter de kommunale kerneværdier i de respektive fagudvalg. Input, refleksioner og kommentarer skal indsendes til KL's sekretariat senest den 23. april 2019.

Forslag til kerneværdier fremgår af bilag.

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Familieudvalget.

En drøftelse af KLs forslag til fælles kommunale kerneværdier på Børne- og Ungeområdet.

Beslutning

Godkendt.

Tommy Degn deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget godkender kontrakterne fra Center Børn og Unge og Center Familie og Handicap

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0