1. Motorvejstilslutning Støvring syd
Vejdirektoratet har færdiggjort fase 1-rapporten for udbygning af rampeanlægget ved Støvring syd. Rapporten peger på en løsning med signalregulering af rampekrydsene, hvor det østlige kryds forsynes med 2 shuntspor, det vestlige kryds med 2 svingbaner, samt venstresvingsspor hen over broen. Projektet lægger således ikke op til en radikal ombygning af tilslutningsanlægget, men et supplement med ekstra shunt- og svingspor og lysregulering.
Simuleringerne på 2040-niveau viser, at rundkørslen ved Juelstrupparken vil blive påvirket af den øgede trafik, og at det kan skabe behov for ombygning af rundkørslen til signalregulering. Denne ombygning bør ses i sammenhæng med Vejdirektoratets ønske om at udbygge rampeanlægget, idet de to projekters geometri får indflydelse på hinanden.
2. Statslig energipark i Rebild Kommune
I 2022 gennemførte Plan og Landdistriktsstyrelsen en ansøgningsrunde for at udpege statslige energiparker i Danmark. I den forbindelse besluttede byrådet d. 13. oktober 2022, punkt 155 at indmelde et areal ved Kgs. Tisted. Det indmeldte areal omfattede solcelleanlægget ved Brorstrup, hvor der er igangværende lokalplanlægning, og et areal i tilknytning dertil (Rodhøj energipark), hvor der er ansøgning om solceller og vindmøller. Arealet blev ikke udpeget som statslig energipark i den ansøgningsrunde.
I december 2023 var der en ny ansøgningsrunde om statslige energiparker. I den forbindelse har udvikleren bag Rodhøj energipark indmeldt deres projekt, som består af solceller, vindmøller og evt. Power to X. På den baggrund har forvaltningen deltaget i et indledende møde med Plan og Landdistriktsstyrelsen.
Rodhøj udpeges kun til statslig energipark, hvis byrådet er indstillet på det. Derfor fremlægges en beslutningssag om udpegning af arealet til byrådet. Af hensyn til den igangværende temarevision om vedvarende energianlæg, fremlægger forvaltningen denne ansøgning sammen med de øvrige VE-ansøgninger til oktober, når byrådet skal godkende forslag til retningslinjer for VE-anlæg. På den måde kan der tages konkret stilling til forespørgslen om statslig energipark sammen med de øvrige ansøgninger og forslag til retningslinjer.
Tilkendegiver byrådet, at området ønskes udpeget som energipark, udarbejder Plan og Landdistriktsstyrelsen en bekendtgørelse, hvorefter der kan lokalplanlægges for arealet.
Tidsmæssigt får det betydning at vente til oktober med at træffe beslutning, da området ikke kommer med i bekendtgørelsen, der kan udarbejdes af styrelsen til sommer. Den forventes at danne grundlag for lokalplanlægning omkring årsskiftet 2024/2025. Der udarbejdes løbende bekendtgørelser, som tilkendegivelserne om energiparker kommer til styrelsen, men der er procestid fra udarbejdelsen starter til den er endelig vedtaget, hvormed det er mere uklart, hvornår lokalplanen kan udarbejdes.
3. Opfølgning på temamøde
I forlængelse af seneste temamøde om Strukturplan for Støvring syd igangsætter forvaltningen revision af detailhandelsanalysen, så der foreligger et fagligt gennemarbejdet grundlag for de videre drøftelser om Støvrings udvikling - dels i regi af Midtbyrådet og dels i forhold til det videre arbejde med udvikling og realisering af Strukturplan for Støvring syd.
4. Naturmødet 2024
Det årlige naturmøde i Hirtshals er planlagt til den 23-25 maj 2024. Programmet for årets møde kan ses på https://naturmoedet.dk. På dette års møde har Limfjordsrådet etableret en stand, hvor vi de gerne vil invitere politikere fra medlemskommunerne til at kigge forbi og evt. deltage i nogle politiske debatter. Hvis man gerne vil deltage i en debat, eller man har mulighed for at være på standen kan man sende en mail til Lars Nørgaard Bach eller Susanne Mortensen og melde ind, hvornår man
har mulighed for at deltage.