Sagsfremstilling
Foreningen Mejlby og Omegns Borger- og Kulturforening søger om Bygningsfornyelsestilskud jvf. byfornyelseslovens § 8 stk. 1 og 2 til bygningsfornyelse af ejendommen Mejlbyvej 100, Mejlby, der huser Mejlby Borger- og Kulturhus.
Det oprindelige forsamlingshus er opført 1897 med et areal på 177 m2. I 1972 blev der bygget 110 m2 til salen. I dag fremstår bygningen pænt vedligeholdt, men flere steder trænger den dog virkelig til renovering. I køkkenet er der brug for mere plads. Toiletterne er nedslidte og der mgl. et handicaptoilet. Taget og spærene på den gamle del af huset trænger til at blive skiftet ud da spærene og den bærende bjælke over den gamle bygning har en synlig nedbøjning på ca. 14 cm og man bør overveje om der skal sættes støtter op i salen for at forhindre at spærene kollapser. Tagpladerne på den gamle bygning har flere steder slået revner på grund af de store sætninger. Der mgl. en udvendig rampe til handicappede.
Renovering af tagkonstruktionen koster iflg. overslag kr. 450.000 og er incl. nye lofter, øget isolering og nye spær og tagplader og ny muret gavl mod vej, resten af murværket tilpasses de nye spær.
Der er fremsendt en ombygningsudgift på i alt kr. 1.024.000 excl. moms. Prisen er excl. nyt inventar til køkkenet, malerarbejde der udføres af medlemmerne og tegninger, byggepladsstyring og myndighedsgodkendelse som Elkjær A/S afholder som tilskud til ombygningen i alt ca. kr. 156.000 excl. moms.
Der er foretaget energimærkning af forsamlingshuset og bygningens energimærke er D. De besparelsesforslag, der iflg. bygningsreglementet skal gennemføres i forbindelse med renovering eller udskiftning af bygningsdele eller bygningskomponenter, bliver gennemført.