Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget træffer beslutning om at det politisk fastlagte serviceniveau tilpasses ressourcer og børnetal, så de 4 nævnte opgaver ikke længere udføres.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser

Sagsfremstilling

Det stigende børnetal i Rebild Kommune og det hidtil politisk fastsatte serviceniveau på børnetræningsområdet bevirker, at der er ubalance mellem ressourcer og opgavemængden på børnetræningsområdet. Opgavemængden er større end de afsatte ressourcer. Denne udfordring blev ikke løftet i forbindelse med budgetaftalen. Derfor må serviceniveauet reduceres.

Forvaltningen fremlægger forslag til reduktion, som tager udgangspunkt i at gennemføre "skal-opgaver", det vil sige opgaver, som kommunen er lovgivningsmæssigt forpligtet til. Dermed reduceres i mængden af "kan-opgaver", det vil sige opgaver, som kommunen ikke er lovgivningsmæssigt forpligtet til.

Med stigende børnetal i Rebild Kommune er der også flere børn med motoriske og sensoriske problemstillinger. Teamet Børn og Bevægelse varetager indsatser på baggrund af henvendelser om disse børn fra andre fagpersoner, ligesom der foretages opsporing af børn ude i institutionerne. Antallet af børn med problemstillingerne har været stigende siden 2015.

I en periode har forvaltningen derfor været nødsaget til at undlade at udføre en række opgaver. Kriterierne bag udvælgelsen af disse opgaver har været, at der er tale om såkaldte kan-opgaver, som kommunen ikke er lovgivningsmæssigt forpligtet til at udføre. Byrådet i Rebild Kommune har hidtil prioriteret opgaverne, da det nuværende serviceniveau blev fastlagt, ud fra en forudsætning om væsentligt færre børn. Indsatserne bidrager til effektiv tidlig opsporing og en kvalificeret daglig indsats i institutionerne i forhold til børn med motoriske og sensoriske problemstillinger. Problemstillingerne bliver varige, hvis der ikke sættes en kvalificeret tidlig indsats i værk. Dette udgør derfor risiciene ved at undlade at udføre opgaverne.

De fravalgte opgaver er

  1. Sansemotorisk legestue i dagplejen. Her får legestuegrupperne 2 årlige besøg af en specialuddannet ergoterapeut, som observerer, rådgiver og vejleder fagpersonalet i fremme af den motoriske udvikling
  2. Sansemotorisk leg i børnehaverne. Her har der været 1 årligt besøg med samme indhold
  3. Sparringsgrupper omkring motoriklærere og –pædagoger på skoler og institutioner. Dette styrker det daglige fagpersonales kompetencer i forhold til både opsporing og tilrettelæggelse af motorikfremmende aktiviteter i dagligdagen

Derudover har det været nødvendigt at få terapeuter fra andre fagområder til at varetage de lovpligtige opgaver med tidsfrister for børn med simple genoptræningssager. Da dette ikke længere er muligt af ressourcemæssige årsager, skal der således også fravælges en fjerde kan-opgave.

Den fjerde opgave er screeningerne af alle førskolebørn. Opgaven er udvalgt, fordi den ikke er lovpligtig. Screening foretages en gang årligt for alle førskolebørn. Formålet er at identificere problemstillinger inden skolestart, så der kan tages hensyn til de børn, der kan have indlæringsproblematikker. Omkring 400 børn er blevet screenet i grupper af 4 i 2018. Hvis det nuværende serviceniveau kunne fastholdes, skulle 20% have været re-screenet i 2019 for at monitorere udviklingen og se om relevante tiltag er fyldestgørende.

Fremadrettet vil hverken førskolescreeningen af alle børn eller re-screeningen af de identificerede børn blive gennemført. Dette betyder, at der ikke kan tilrettelægges en sundhedsfagligt kompetent indsats i forbindelse med indskolingen for børn med indlæringsproblematikker.

Med servicereduktionen vil Børn og Bevægelse fortsat udføre alle lovpligtige opgaver samt to ikke lovpligtige opgaver, som fagligt vurderes vigtigere end de 4 ovenstående, der er fravalgt. Det nuværende ydelseskatalog er vedlagt som bilag.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget

Det stigende børnetal i Rebild Kommune og det hidtil politisk fastsatte serviceniveau på børnetræningsområdet bevirker, at der er ubalance mellem ressourcer og opgavemængden på børnetræningsområdet. Opgavemængden er større end de afsatte ressourcer. Denne udfordring blev ikke løftet i forbindelse med budgetaftalen. Derfor må serviceniveauet reduceres. Forvaltningen fremlægger forslag til reduktion.

Beslutning

Sundhedsudvalget besluttede, at det nuværende serviceniveau skal fastholdes. Forudsætter tilførelse af midler til området jf. punkt 5.Der gøres status på udgifterne til området medio 2019.
Der skal arbejdes videre med at finde finansiering til at fastholde det nuværende serviceniveau på området.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget godkender forvaltningens forslag til reduktion i serviceniveau.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Sagsfremstilling

Baggrund

Det stigende børnetal i Rebild Kommune og det hidtil politisk fastsatte serviceniveau bevirker, at der er ubalance mellem ressourcer og opgavemængden i Sundhedsplejen. Opgavemængden er større end de afsatte ressourcer. I forbindelse med budget 2019-2022 beskrev forvaltningen denne udfordring, herunder de økonomiske behov for en tilførsel på 0,8 mio. som var nødvendig for at kunne fastholde det nuværende politisk vedtagne serviceniveau. Denne udfordring blev ikke løftet i forbindelse med budgetaftalen. Derfor må serviceniveauet reduceres.

Forvaltningen vurderer, at reduktionen skal ske på skoleområdet, sådan at dette følger Sundhedsudvalgets beslutning d. 18. januar 2018 om at fastholde serviceniveauet på spæd- og småbørnsområdet (bilag). Desuden anbefaler forvaltningen, at servicereduktionen udmøntes således, at de lovpligtige opgaver med individuel undersøgelser til alle børn i indskoling og udskoling udføres. Der reduceres i de forebyggende indsatser, hvilket gør, at kommunen ikke lever fuldt op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Historik

Sundhedsplejen forventes at komme ud af regnskabsåret 2018 med et merforbrug på 0,2 mio. kr. På grund af mere kørsel (grundet flytning til Terndrup) og stigende børnetal har det været nødvendigt at have flere ansættelsestimer end budgetteret ved årets begyndelse.

De ekstra ansættelsestimer har dog ikke været tilstrækkelige til at dække det nuværende politisk besluttede serviceniveau. Dette betyder, at 185 skolebørn ikke har modtaget de ydelser, som Sundhedsstyrelsens retningslinjer foreskriver i skoleåret 2017/2018. For at kunne følge de faglige standarder på området, ville der være behov for at udvide normeringen med en stilling.

I forbindelse med budget 2019-2022 beskrev forvaltningen denne udfordring, herunder de økonomiske behov for en tilførsel på 0,8 mio. som var nødvendig for at kunne fastholde det nuværende politisk vedtagne serviceniveau. Dette skulle dække den nuværende overnormering i forhold til budgettet, et nyt overenskomstmæssigt tillæg særligt for sundhedsplejersker samt en ny stilling i skolesundhedsplejen. Udfordringen blev imidlertid ikke løftet i budgetaftalen for 2019-2022.

Forvaltningens anbefaling til reduceret serviceniveau

Ovenstående bevirker, at serviceniveauet i Sundhedsplejen skal reduceres. Forvaltningen har gennem grundige faglige overvejelser udarbejdet anbefalinger til, hvordan denne servicereduktion kan udmøntes, sådan at lovgivningen overholdes / de lovpligtige opgaver udføres. Servicereduktionen udmøntes derfor på forebyggende indsatser, hvilket medfører risici for mistrivsel, ikke opdagede sygdomme og uhensigtsmæssig sundhedsadfærd.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kommunerne ud over de lovpligtige ind- og udskolingssamtaler ser skolebørn til samtale, undersøgelse eller klasseundervisning hvert år. Med den foreslåede servicereduktion vil der være 4 årgange, hvor barnet ikke ses, og en række af de specifikt anbefalede aktiviteter vil ikke blive gennemført. Det vil med andre ord ikke kunne lade sig gøre at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til, hvad der sundhedsfagligt skal til for at leve fuldt op til lovgivningen på området.

Oversigt over anbefalet nyt reduceret serviceniveau:

Klassetrin

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Nuværende serviceniveau i Rebild

Foreslået serviceniveau i Rebild

0. klasse

Individuel indskolingssamtale

Screening højde/vægt, syn og hørelse

Individuel indskolingssamtale

Screening højde/vægt, syn og hørelse

Individuel indskolingssamtale

Screening højde/vægt, syn og hørelse

1. klasse

Individuel screening, højde og vægt

Individuel samtale

Individuel screening, højde og vægt

Individuel screening, højde og vægt

2. klasse

Ikke specificeret aktivitet som sikrer tilsynet med barnet

-

-

3. klasse

Ikke specificeret aktivitet som sikrer tilsynet med barnet

Klassevis pædagogisk aktivitet

-

4. klasse

Ikke specificeret aktivitet som sikrer tilsynet med barnet

Klassevis menstruationsundervisning (kun piger)

Klassevis menstruationsundervisning (kun piger)

5. klasse

Ikke specificeret aktivitet som sikrer tilsynet med barnet

Klassevis pubertetsundervisning

Klassevis pubertetsundervisning

6. klasse

Screening højde/vægt og syn

Individuel samtale

Screening højde/vægt og syn

Individuel samtale

-

7. klasse

Ikke specificeret aktivitet som sikrer tilsynet med barnet

-

-

8./9. klasse

Individuel udskolingssamtale

Individuel screening

Individuel sundhedsprofil

Klassevis opfølgning på sundhedsprofil

Klassevis seksualundervisning

Individuel udskolingssamtale

Individuel screening

Individuel sundhedsprofil

Klassevis opfølgning på sundhedsprofil

Klassevis seksualundervisning

Individuel udskolingssamtale

Individuel screening

Individuel sundhedsprofil

I det vedlagte bilag fremgår de nærmere detaljer om, hvilke ydelser der ophører, og hvilke risici for konsekvenser for børnene bliver. Det bemærkes, at det fremlagte forslag vil gælde fra skoleåret 2019/2020. Da servicereduktionen ikke var kendt ved begyndelsen af 2018/2019 har skolesundhedsplejen arbejdet ud fra det nuværende politisk fastlagte serviceniveau. Dette betyder, at sundhedsplejen skal bruge resten af skoleåret 2018/2019 på udelukkende at opfylde det ufravigelige lovkrav om individuel screening/samtale ved indskoling og udskoling.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget

Det stigende børnetal i Rebild Kommune og det hidtil politisk fastsatte serviceniveau bevirker, at der er ubalance mellem ressourcer og opgavemængden i Sundhedsplejen. Opgavemængden er større end de afsatte ressourcer. Denne udfordring blev ikke løftet i forbindelse med budgetaftalen. Derfor må serviceniveauet reduceres. Forvaltningen fremlægger forslag til reduktion. 

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0