Systemisk Familiebehandling
I den systemiske familiebehandling forstås familien som en helhed - et system, hvor familiens medlemmer indgår i forhold til og med hinanden.
Det betyder, at hvis ét af familiens medlemmer begynder at handle anderledes eller på en ny måde, må resten af familien forholde sig til denne nye adfærd og justere deres egen adfærd derefter. Samspillet og kommunikationen i familien danner over tid mønstre og skaber forventninger til, hvilke roller de enkelte familiemedlemmer skal indtage. En persons adfærd – om den er ønsket eller uønsket - søges derfor forstået som en del af det samlede mønster af adfærd i familien.
Familiens medlemmer ses og forstås ud fra de relationer, de indgår i, både i fortid, nutid og fremtid. Mennesker tænker og handler i nuet på baggrund af deres oplevelser og erfaringer fra fortiden og deres håb for fremtiden. Tanker og forventninger til fremtiden skabes på baggrund af fortidens erfaringer og den aktuelle situation.
Ændringer/udvikling i et familiesystem skabes ved, at der åbnes op for, at familiens medlemmer bliver i stand til at gøre sig nye tanker om de indbyrdes relationer og tale om dem på en måde, der åbner op for nye perspektiver og nye handlinger.
Behandlerens bidrag i denne proces bliver at tilføre familiesystemet information og tydeliggøre mønstre. Behandleren er således optaget af at undersøge forskelle, hvilket vil sige familiemedlemmernes forskellige forståelser af vanskeligheder, samt hvordan disse forståelser påvirker kommunikationen og dermed relationerne familiemedlemmerne imellem.
Sprog og kommunikation
Kommunikation og sprog er en væsentlig del af arbejdet i familiebehandlingen. Det er i samtalen med andre, vi udvikler vores forståelse af os selv – det er i samtalen med andre, vi definerer os selv - bliver defineret af andre og får skabt en identitet.
For at kunne udvikle en forståelse af sig selv, bliver man nødt til at bevæge sig fra en dialog med sig selv til en dialog med omgivelserne – for derigennem at prøve sin selvforståelse af. Denne dialog har den betydning, at man også bliver nødt til at ændre på sin selvforståelse, at der sker en udvikling med ens identitet
Det er i og med sproget, vi har mulighed for at koordinere vores oplevelser og erfaringer, så de giver os en brugbar meningsfuldhed. Vi bliver med sproget også i stand til at sætte vores oplevelser ind i en ny sammenhæng og får ad den vej mulighed for en ny udsigt.
Vores udgangspunkt er, at sproget ikke blot er beskrivende, men i høj grad skabende og formativt. Ud fra den position kan man sige, at sproget skaber vores verden, og at det derfor er afgørende for familiens/barnets udvikling hvilket sprogbrug, vi vælger at møde dem med.
'The limits of my language, is the limits of my world'
(Wittgenstein, sprogforsker)
'Appreciative inquiry' – Værdsættende samtale
At have en anerkendende tilgang – at fokusere på det, der lykkes.
Appreciative inquiry har det udgangspunkt, at positive historier og historier om de ressourcer, vi har, giver os mulighed for at vælge anderledes og dermed udvikle os.
Ideen med denne tilgang er bevidst at flytte fokus fra mangel- og kritiksproget til at italesætte det, der fungerer i familien, samt de ressourcer de enkelte familiemedlemmer har. Der lægges vægt på at værdsætte familiens egenskaber, færdigheder, ressourcer og værdier, hvilket medfører en forandring og positiv vækst.
Ved at udpege eksempelvis egenskaber og værdier, der ikke før er blevet anerkendt og værdsat, bliver dette en del af familiens nye identitet. Familien begynder at handle i overensstemmelse med disse omtalte egenskaber og værdier, der er blevet en del af den nye identitet og genskaber og bekræfter den gennem nye handlinger.
'Bag ethvert problem er en 'frustreret drøm' og et ønske om forandring.'
(Peter Lang)
Narrativitet
Den narrative tilgang bygger på idéen om, at der findes utallige historier, et menneske kan fortælle om sit liv.
Den historie, vi fortæller om os selv, former os; vi har en tendens til at blive den historie, vi og andre fortæller om os. Vi bruger historien til at skabe mening i de oplevelser og erfaringer, vi får i livet, ved at sætte dem i relation til den overordnende eller dominerende historie, vi har om os selv.
Disse dominerende historier eller narrativer kan være af både positiv og negativ karakter. De negative historier er uhensigtsmæssige, fordi alle nye erfaringer, personen får, sættes i relation til den negative dominerende historie, personen har om sig selv.
De negative historier er dog ikke de eneste historier i et menneskes liv, og i den narrative metode drejer det sig derfor om at bidrage til at finde de alternative og marginaliserede historier og med dem skabe nye og mere positive historier i et menneskes liv. Der sættes fokus på historier om vore handlinger, initiativer og identitet, der peger i den retning, vi ønsker at leve vores liv, fordi netop disse historier har en frigørende effekt, der kan sætte os i stand til at beslutte os for, hvad der er det rigtige at gøre i vores liv.
I den narrative metode ses personen i relation til problemet i stedet for at være et problem. Det giver mulighed for, at man kan forestille sig en anden relation til problemet, end den man har nu og på den baggrund begynde at handle anderledes.
Udskriv
Læs højt
