
Juniormesterlære
Ønsker I at bidrage til unges udvikling og få en ekstra ressource i virksomheden? Er I interesserede i at blive praktikvært for en ung i juniormesterlære, men usikre på, hvad det indebærer? Læs videre her:
Juniormesterlære er et tilbud til elever i 8. og 9. klasse, som ønsker en mere praktisk afslutning på folkeskolen.
Det er også en mulighed for jer, for at tilføre virksomheden ny energi og en ekstra hjælpende hånd i hverdagen. Samtidig tager I et socialt ansvar og bidrager til at hjælpe en ung godt på vej i livet mod job og uddannelse.
Hvad koster det?
Det koster ikke noget for jer at være praktikvært for en ung i juniormesterlære. Men I skal være med til at forberede den unge til job og uddannelse ved at tilbyde en praktikplads, der matcher deres interesser og motivation.
Hvad er juniormesterlære?
Juniormesterlære skal udvikle den unges evne til at begå sig på en arbejdsplads, opnå joberfaring og blive klogere på erhvervs- og uddannelsesmuligheder der venter i fremtiden. Der er altså et helt dannelsesaspekt i, at begå sig på en arbejdsplads og måske kunne se sig selv i et lignende job eller i et større uddannelses- og jobperspektiv.
Gennem forløbet vil den unge:
- Træne personlige, sociale og faglige kompetencer
- Afprøve og afklare egne ressourcer
- Få indsigt og viden om arbejdslivet og i dagligdagen på en arbejdsplads
- Opnå forståelse for de kvalifikationer, der kræves i erhvervslivet
- Få succesoplevelser, der styrker selvværd og selvtillid
- Lære at samarbejde med kolleger og håndtere arbejdsopgaver
- Modtage et praktikbevis, der dokumenterer læring og udvikling.
- Afslutte sin folkeskole med et afgangsbevis med juniormesterlære
Hvad kræver det at have en ung i juniormesterlære?
Som vært får I en ung, der er i gang med at lære og udvikle sig. Det kræver rummelighed og en pædagogisk tilgang at hjælpe den unge godt i gang. I vil få besøg af erhvervspraktik- og fritidsjobkonsulenten fra Rebild Kommune og den unge til en indledende samtale.
Her kan vi:
- Hilse på hinanden og gennemgå rammerne for juniormesterlæren
- Afdække den unges interesse for jeres branche og virksomhed
- Afstemme forventninger til opgaver og arbejdsopgaver
- Udfylde en juniormesterlæreaftale og aftale første arbejdsdag.
Derudover vil skolen også følge og støtte den unge i tæt dialog og samarbejde med jer.
Forløbet i praksis
Juniormesterlæreforløbet varer som udgangspunkt 1-2 skoleår (august til juni) og indebærer, at den unge er i praktik to dage om ugen, mens de øvrige tre dage bruges på skolegang og praktisk undervisning. Undervejs bliver forløbet fulgt af en erhvervspraktik- og fritidsjobkonsulent og en kontaktperson fra den unges skole, der afholder samtaler og sikrer, at både den unge og virksomheden trives. Ved afslutningen udfyldes en udtalelse, der dokumenterer den unges udvikling og kompetencer.
Både virksomheden og den unge kan til enhver tid afslutte forløbet, hvis det bliver nødvendigt.
Er det noget for jer?
Kunne I tænke jer at tage imod en ung i juniormesterlære eller høre mere om forløbet? Kontakt os, så tager vi en uforpligtende snak.