Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Text

Teknik- og Miljøudvalget

Økonomi

Rebild Kommune ejer arealet. I forbindelse med byggemodningen vil der være udgifter for kommunen til byggemodning fx. nedrivning, etablering af vejanlæg i området og på Nibevej og beplantningsbælte mod nord. Der er afsat 10 mio. kr. i budgettet til byggemodning af arealet. De er fordelt med 7,5 mio. i 2023, 2 mio. i 2024 og 0,5 mio. i 2025

Der er behov for udbygning af motorvejsrampernes kapacitet, herunder en udvidelse af motorvejsbroen pga. den forventede øgede trafik i området. Det samlede projekt vurderes på nuværende tidspunkt at beløbe sig til 30 mio. kr., men det vil afhænge af den endelige løsning, der fastlægges i samarbejde med Vejdirektoratet. Hvis der skal udarbejdes et skitseforslag for at få et mere præcist anlægsoverslag, så vil der skulle afsættes ca. 200.000 kroner til dette.

Der er i budgettet afsat 2 mio. kr. i 2025 til forbedrede afkørselsforhold.

Økonomiudvalget blev den 20. april 2022 (lukket punkt) forelagt businesscase for udstykningen og fastsatte i den forbindelse en minimumspris. Arkæologiske udgravninger kan få indflydelse på økonomien i projektet.

Det forventes, at der ved den endelige vedtagelse af plangrundlaget vil blive forelagt en samlet businesscase inkl. prognose for salg af erhvervsgrunde.

Sagsfremstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 10. marts 2021 at prioritere planlægning for nyt erhvervsområde ved Nibevej mellem Støvring og Sørup. Rebild Kommune ønsker at udvikle arealet til et attraktivt erhvervsområde med god trafikal tilgængelighed til Nordjyske Motorvej og i sammenhæng med de eksisterende erhvervsarealer øst for motorvejen ved Juelstrupparken og Porsborgparken, hvor størstedelen af grundene er solgt og udbygget. Størstedelen af planområdet blev udlagt til erhvervsformål i Kommuneplan 2021.

Lokalplanområdet udgør et areal på ca. 31,4 ha og ligger i den sydlige del af Støvring ved motorvejsafkørsel Støvring Syd, vest for nordjyske motorvej og øst for Sørup. Mod syd afgrænses lokalplanområdet af Nibevej og mod nord grænser området op til det åbne land. Oversigtskort er i bilag 1. Udkast til forslag til lokalplan nr. 353 kan tilgås digitalt via linket her og er desuden i bilag 2. Lokalplanområdet opdeles i delområderne IA, IB, IIA, IIB, IIIA o g IIIB.

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for, at der i området kan indrettes erhvervstyper som let industri og håndværk, tung industri, transport- og logistikvirksomheder, der er afhængige af god tilgængelighed til det overordnede vejnet og som primært genererer godstransporter, der så vidt muligt skal ledes uden om bymæssig bebyggelse.

For at sikre en fleksibilitet og mulighed for at imødekomme flere typer af virksomheders behov, fastlægger lokalplanen et princip for udstykningsplan. Erhvervsgrunde skal udstykkes iht. udstykningsprincip fastlagt i lokalplanen og der gives mulighed for, at erhvervsgrundene kan opdeles i mindre grunde med grundstørrelser ned til mindst 10.000 m². Indenfor lokalplanens delområde IIA og IIB må der maks. udstykkes 5 erhvervsgrunde, da arealet ligger inden for class-locationen zonen omkring gasledning som beskrevet herunder.


Hensyn i planlægningen

I planlægningen har der været et særligt fokus på disponering af arealet ift. hensyn til eksisterende højspændingsledning og gasledning i området, at sikre naboer mod miljøgener, håndtering af overfladevand i området, hensyntagen til grundvandsinteresser, trafikbetjening af området samt beskyttelse af bilag IV-arter.

Omkring højspændingsledning og gasledning er der en række begrænsninger ift. opførelse af byggeri, etablering af øvrige anlæg og terrænregulering. Det betyder, at der er begrænsede muligheder for opførelse af erhvervsbyggeri inden for lokalplanens delområde IIA og IIB, hvoraf kun dele af grundene kan bebygges.

For at beskytte naboer mod miljøgener fra virksomhederne indrettes området, så de mest miljøbelastende virksomheder ift. støj, støv, lugt og anden luftforurening kan placeres i delområde IIB og IIIB - længst væk fra de nærmest beliggende boliger langs Nibevej. Der reserveres et areal langs Nibevej til støjvold, da støjberegninger viser, at det kan være nødvendigt med etablering af støjvold med en højde på 6,3 m for at sikre, at støjgrænseværdier mod naboer kan overholdes. Da de konkrete virksomheder ikke er kendt på nuværende tidspunkt, er beregningerne foretaget ud fra en beregningsmodel uden at kende de eksakte støjkilder. Så i princippet kan det vise sig, at én eller flere af virksomhederne, der etablerer sig i området kan overholde støjgrænseværdierne ved naboer uden at skulle etablere en støjvold. Derfor sikrer lokalplanen, at støjvolden kun skal etableres, hvis det er nødvendigt for at overholde støjgrænserne mod naboer.

Delområde IA og IB reserveres til tekniske anlæg, natur og grønt friareal, herunder med mulighed for indretning af fælles regnvandsbassiner til håndtering af overfladevand (rensning og forsinkelse) fra lokalplanområdet. Overfladevandet fra det østlige bassin ledes i rør til engarealet mod nordøst, inden det ledes videre til Juelstrup Sø. Engarealet er beskyttet iht. naturbeskyttelseslovens § 3. Afledning af overfladevandet til engen samt fysiske anlæg ifm. regnvandshåndtering i engarealet forudsætter en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Også Juelstrup Sø og de omkringliggende naturarealer er beskyttet iht. naturbeskyttelseslovens § 3. Tilledning af overfladevandet fra det nye erhvervsområde vil alene give anledning til en meget begrænset vandstandsstigning i søen. Derfor forventes det ikke, at lokalplanen vil medføre en væsentlig påvirkning eller tilstandsændring af Juelstrup Sø og umiddelbare omgivelser.

Med lokalplanen gives mulighed for, at der kan foretages terrænregulering, der leder regnvandet mod stamvejen, som kan anvendes som skybrudsvej og videre til regnvandsbassiner. Der kan anlægges grøfter langs driftsveje til brug ved skybrudssituationer. Der er reserveret plads til regnvandsbassiner med et volumen, der kan håndtere en 50 års regnvandshændelse. Det vurderes på den baggrund, at der i planlægningen er taget højde for håndtering af overfladevand, så risiko for oversvømmelser i og uden for lokalplanområdet forhindres.

Pga. grundvandsinteresser i området fastlægger lokalplanen, at der ikke må etableres grundvandstruende virksomheder, og der stilles en række krav til indretning af området, så forurening af grundvandet forhindres.

Sideløbende med planprocessen er der foretaget flagermusundersøgelser. Det kan ikke afvises, at dele af eksisterende bygninger og enkelte træer kan være levested for damflagermus, som er på udpegningsgrundlaget for det nærmeste Natura 2000-område. Et planforslag kan ikke vedtages, hvis gennemførsel af planen kan beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder for bilag IV-arterne. Derfor fastlægger lokalplanen, at eksisterende bygninger og træer som vurderes at være levested for damflagermus ikke må nedrives og fældes. Hvis senere undersøgelser viser, at bygningerne og træer ikke er yngle- og rasteområde for damflagermus, kan der meddeles dispensation fra lokalplanen til nedrivning af bygninger og fældning af træer. Hvis undersøgelserne viser, at bygninger og træer kan være yngle- og rasteområde for damflagermus skal der ske udslusning og nedrivning af bygninger og fældning af træer i overensstemmelse med Artsfredningsbekendtgørelsen og Forvaltningsplan for flagermus.

Der pågår arkæologiske forundersøgelser. Nordjyske Museer har alene frigivet et mindre areal sydvest for eksisterende bebyggelser. En stor del af området skal udgraves. Der foreligger endnu ikke et budget for dette.


Trafikale forhold

Trafikundersøgelser viser, at trafikken kan afvikles med vigepligtsregulerede kryds ved vejtilslutning til Nibevej. Udbygning af erhvervsområdet vil medføre behov for udbygning af motorvejsrampernes kapacitet, herunder en udvidelse af motorvejsbroen pga. den forventede øgede trafik i området. Ved udbygning af området med 50 pct. viser undersøgelser, at der vil være udfordring med afvikling af trafikken ved rampekrydsene. Ligeledes vil yderligere udvikling af den sydlige del af Støvring medføre, at der vil være behov for udbygning af motorvejsrampernes kapacitet. Med lokalplanen reserveres areal indenfor lokalplanens delområde IB og IIB til udvidelse af motorvejsrampeanlæg.

Forvaltningen er i dialog med Vejdirektoratet, som ejer rampeanlæggene, om hvilke konkrete anlæg der er nødvendige for at sikre en hensigtsmæssig trafikafvikling, herunder ombygninger på Nibevej. Det samlede projekt vurderes på nuværende tidspunkt at beløbe sig til 30 mio. kr., men det vil afhænge af den endelige løsning. Den endelige løsning fastlægges i samarbejde med Vejdirektoratet, som forventer at se på problemstillingen efter sommeren 2023. Det er uklart, hvor stor en udgift, der vil være for Rebild Kommune. For at få et mere præcist overslag over udgifterne til pg udformning af vejanlæg kan der udarbejdes et skitseprojekt med anlægsestimat. Skitseprojektet vil dog ikke nødvendigvis være sammenfaldende med den løsning, der aftales med Vejdirektoratet, ligesom det ikke vil afklare fordelingen af udgifter.

Kommuneplantillæg

Projektet er ikke i overensstemmelse med kommuneplan 2021. Derfor er der gennemført en forudgående offentlighed og udarbejdet et tillæg til kommuneplanen.

I den forudgående offentlighed kom der 2 høringssvar fra Miljøstyrelsen og Energinet. Miljøstyrelsen bemærker, at området ligger inden for område med særlige drikkevandsinteresser og henleder opmærksomheden på, at planen skal indeholde en vurdering af om planen kan beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder for bilag IV-arter. Energinet henviser til nationale interesser i kommuneplanlægningen, om hensyntagen til nationale og regionale anlæg til energiforsyning.

Med kommuneplantillægget ændres afgrænsningen af kommuneplanramme 09.E19, så det kuperede areal mod nordøst udtages af erhvervsrammen. Til gengæld tillægges et mindre areal mod sydøst ud mod motorvejen. Med kommuneplantillægget foretages der ikke ændringer i rammebestemmelserne for kommuneplanramme 09.E19. Der udlægges et nyt rammeområde 9.T4 til teknisk anlæg med mulighed for indretning af regnvandsbassin.

Udkast til forslag til kommuneplantillæg nr. 4 kan tilgås digitalt via linket her og er desuden i bilag 3.


Miljøvurdering

Planerne er omfattet af miljøvurderingsloven, da det er anlægsarbejder i erhvervsområder til industriformål. Der er foretaget en screening af planforslagets mulige indvirkning på miljøet. På baggrund af en miljøscreening er det vurderet, at planforslaget kan have væsentlige indvirkninger på miljøet.

Derfor er der udarbejdet en miljørapport, som er i bilag 4. I miljøvurderingen er emnerne trafiksikkerhed, trafikafvikling og øget trafikbelastning, virksomhedsstøj og natur behandlet. Miljørapporten offentliggøres sammen med planforslagene.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalg og byråd anbefaler:

at forslag til tillæg nr. 4 til Kommuneplan 2021 med tilhørende miljørapport sendes i offentlig høring i 8 uger
at forslag til lokalplan nr. 353 med tilhørende miljørapport sendes i offentlig høring i 8 uger


Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget tager stilling til,

Om der skal udarbejdes et skitseforslag for udvidelse af motorvejsramper og motorvejsbro, og i så fald,

at det indstilles til Økonomiudvalg og byråd, at der meddeles anlægsbevilling på 200.000 kr. til udarbejdelse af et skitseprojekt for udvidelse af motorvejsramper og motorvejsbro og at bevilling til skitseprojekt finansieres af 2023 budget til byggemodning.

Resume

Teknik- og Miljøudvalget prioriterede den 10. marts 2021 planlægning for et nyt erhvervsområde ved Nibevej mellem Støvring og Sørup. Der er udarbejdet et forslag til lokalplan nr. 353, kommuneplantillæg nr. 4 – Erhvervsområde ved Nibevej mellem Støvring og Sørup og tilhørende miljøvurdering. Der skal tages stilling til, om planforslagene og tilhørende miljøvurdering skal sendes i offentlig høring i 8 uger.

Text

Array

Sagsfremstilling

I 2018 besluttede man at ændre på principperne for kontraktstyring i Rebild Kommune. Man gik her fra kontrakter med hver enkelt institution over til centerkontrakter, hvor centerchefen i stedet for institutionslederen blev kontraktholder. Dette med en intention om at sikre handlerum for den decentrale ledelse og styrke driftsledelsen. Samtidig var intentionen, at centerkontrakterne skulle understøtte større tværgående sammenhænge. Centerkontrakterne indgås mellem det enkelte fagudvalg og relevante center på baggrund af byrådets vision. Det er også i regi af fagudvalgene, at der følges op på kontrakterne.


I dag bruges centerkontrakterne reelt meget forskelligt og anvendes flere steder overvejende til intern styring mere end egentlig strategisk dialog mellem fagudvalg og fagcenter. Da kontrakterne er 2-årige, placerer de sig tidsmæssigt midt imellem den 4-årige kadence, som byrådets vision udgør på strategisk plan, og den årlige retning, som budgettet udstikker for den daglige driftsstyring. Oplevelsen er derfor, at centerkontrakterne giver meget lidt reel værdi og måske snarere flere steder opleves som en bureaukratisk øvelse ovenpå de egentlige styringsredskaber. Med udgangspunkt i målet om afbureaukratisering og forenkling i budgetaftalen for 2023 foreslår forvaltningen derfor, at centerkontrakterne afskaffes som led i afbureaukratisering af kommunens drift.


Der vil fortsat være en lang række politiske og strategiske dokumenter, der sætter retning for driften og ledelsen:

• Byrådets vision

• De fem tværgående politikker

• Strategier og planer (fx planstrategi og kommuneplan)

• Handleplaner

• Ledelsesgrundlag

• Den administrative vision


I forhold til den tætte driftsstyring findes det styringsmæssige ophæng overordnet i budgetaftalerne, der er det primære økonomiske styringsredskab for kommunens enheder. Hertil kommer kvartalsvise økonomivurderinger, der anvendes som indikator for, hvorvidt organisationen styrer i den ønskede retning og giver mulighed for løbende korrigering. Derudover kører der løbende opfølgning og controlling i et økonomisk årshjul, og der følges op på baggrund af ledelsesinformation. Endelig er det i forbindelse med budget 2023 besluttet, at der skal ske løbende opfølgning på såvel likviditet som budgetimplementering til Økonomiudvalget. Oversigt over de samlede styringsredskaber fremgår i bilag 1.


Forvaltningen foreslår, at centerkontrakterne og deres nuværende opfølgningsrul erstattes af en årlig fastsat statusopfølgning mellem de enkelte fagudvalg og de relevante centre med opfølgning på de aktuelle politiske og strategiske dagsordener og de allerede eksisterende styringsdokumenter.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at udvalget overfor byrådet anbefaler, at:

1. afvikle centerkontrakterne.

2. godkende, at centerkontrakter erstattes af en årlig statusopfølgning mellem de enkelte fagudvalg og de relevante centre.

Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 10. januar 2023, pkt. 6:

Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalg og Byråd.

Beslutning fra Børne- og Familieudvalget, 10. januar 2023, pkt. 7:

Indstillingen anbefales. Videresendes til Økonomiudvalget med en anbefaling om at drøfte et fremadrettet alternativ til centerkontrakter.

Beslutning fra Ældre-, Pleje- og Omsorgsudvalget, 10. januar 2023, pkt. 7:

Godkendt, idet udvalget bemærker at fastlæggelse af indhold i statusopfølgning bør besluttes i det enkelte fagudvalg.

Monsido - statistik

Cookieinformation